Steffen Jungersen

.

OVERSKUD, CHARME, STOLTHED OG KÆRLIGHED

joe-lynn-turner2016
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

En Joe Lynn Turner i storform serverede på High Voltage en kærlighedens cocktail af søde minder sat i rockregi foran et - med god grund - euforisk publikum

JOE LYNN TURNER, High Voltage, 10. marts

Gennem årene har der været et gennemtræk af medlemmer i Deep Purple og Rainbow, så der konstant er opstået trafikpropper på eks-medlemmernes tur ad den slagne, stenede vej mod glemslen og dinosaurkirkegården.

Og strømmen er fortsat – upåagtet bemeldte eks-medlemmers midlertidige stop på vejen via koncerter på tvivlsomme markedspladser og medvirken på ”hyldestalbums” til deres tidligere arbejdsgivere undervejs.

Man kunne tilgives for at tro, at 64-årige Joe Lynn Turner har været medvirkende til førnævnte trafikpropper. Amerikaneren er trods alt primært kendt som sanger på de tre Rainbow album ”Difficult To Cure” (1981), ”Straight Between The Eyes” (’82) og ”Bent Out Of Shape” (’83) samt på Deep Purples ”Slaves And Masters” (’90).

Turner er imidlertid ikke gået den slagne vej men har været aktiv i et hav af andre sammenhænge siden dengang, men det ER stadigvæk sangene fra de ovennævnte albums, han forbindes med.

RØSTEN I BEHOLD
Hvorfor man da heller ikke kan fortænke manden i at turnere med omtalte sange – ikke mindst taget i betragtning, hvilket ståhej det har medført, at guitaristen Ritchie Blackmore senere på året tager ud og spiller Rainbow numre for første gang i tyve år og IKKE har inviteret Joe Lynn Turner med.

Det må den mærkværdige ”Man In Black” jo så selv ligge og rode i skovbunden med, for vi andre fik torsdag på High Voltage lov at opleve en Lynn Turner i skidtsparkende storform og med den gyldne røst i beundringsværdig behold.

Jo, det var bestemt en aften i nostalgiens tegn, men sangeren rejste sig i den grad fra fortidens bedrifters laurbær og spillede op til fest. Sange som ustyrlige ”Can’t Happen Here”, ”I Surrender” og ”Spotlight Kid” foruden fornemme midtempo melodiske mini-mesterværker som ”Street Of Dreams”, ”Stone Cold”, ”King Of Dreams” samt – rolig nu, mit hjerte! – pragtstykket ”Can’t Let You Go” blev leveret med overskud, charme, stolthed og kærlighed.

Fint og loyalt spillet i øvrigt af et band bestående af tre svenskere og en spansk guitarist, som på intet tidspunkt prøvede at abe Blackmores soli efter og i stedet gav sangene sit eget følte touch.

ØJENHØJDE
Således stod det blot tilbage at nyde at få lov at høre disse sange igen og stille undres over, hvor meget man egentlig havde savnet at få dem leveret live.  Jeg var så langt fra alene om begejstringen for at få en del af soundtracket til den svundne ungdom skyllet ind over os på en bølge af kærlighed – flere omkring mig syntes sgu på nippet til regulært at implodere af fryd.

Det var faktisk smukt at opleve. Ikke mindst da en herre blandt publikum kæmpede sig op til scenekanten, tog fat i Joes ene ben og så inderligt bad om Deep Purples ”Love Conquers All”.

”Den har vi desværre ikke med,” svarede Joe.

”Kan du ikke bruge ”King Of Dreams” i stedet for?”

Mandens lykkelige smil lige dér var sgu næsten hele aftenen værd.

Det er vist dét, de kalder at være i øjenhøjde med sit publikum. Respekt Joe Lynn Turner!

SMOKE ON THE. . . ARRRGH!
Okay, så var jeg lige ved at trække en stjerne for, at Joe Lynn Turner valgte at slutte koncerten med forsuttede bolcher som ”Highway Star”, ”Long Live Rock’n’Roll” og – for fanden da! – ”Smoke On The Water”. Specielt sidstnævnte burde der simpelthen udstedes forbud mod at spille mere. I hvert fald indtil man foran et ondsindet smagsdommer-tribunal har bevist, at man kan spille den lige så godt som udgaven på Deep Purples ”Made In Japan”.

Og så var JLT i øvrigt ikke den oprindelige sanger på nogen af de sange. Så hva’ fa’en skulle de med for?!

Jo, jeg var LIGE ved at trække den femte stjerne. Men ved I hvad? I den sidste ende nænnede jeg det sgu ikke. . .

. . . Og det turde sige alt om hvor godt liv og ikke mindst godt musikalsk liv resten af koncerten var.

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

For the introduction of a new kind of music must be shunned as imperiling the whole state; since styles of music are never disturbed without affecting the most important political institutions.

_ Plato

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk