Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

"Parken eller på Rødager Bodega – det er mig det samme"

Share
wili-jonsson

Wili Jønsson – ja, ham! – nærmer sig de 72. Vi møder ham til en snak om bandet Bolværket, om boogie på bodegaer, om ikke at have noget til gode og om at det stadig er skideskægt at spille – nå ja, og så reddede han da for resten lige den gamle redacteurs dag dén dag

Tillad mig lige en tankerække hér.

De dage tør i dén grad siges at være forbi, hvor der var noget som helst bagstræberisk endsige forgjort eller nostalgisk i at ønske sig verden tilbage, som den størrelse nu engang var, før samme gik af lave.

Således som samme verden er i disse tider. Og dermed selvsagt sådan som betragtelige dele af planetens beboere behandler såvel kloden som hinanden nu om stunder. Ja, så er det nærmest forbundet med livsfare at forsøge danne sig et overblik over dårskaben.

Man risikerer kort og godt at få såvel sjæl som tro på (menneske)kærligheden sønderslået i billedstormen af en verden i brand.

Så jo; det var én af de dage, da jeg gik en tur langs havnen – mindedes salig Osvald Helmuths recitation/ sang om den dér havn – og ledte efter én af de "storbyens små oaser", C.V. Jørgensen engang besang. Én af de dage hvor "bare for meget" som betegnelse for det hele blev direkte utilstrækkeligt.

Dét var med andre ord den helt rigtige dag at entre en klassisk beværtning langs havnen – velvidende at man dér havde sat manden stævne, der i sin tid spillede bas i dét, som på jævnlig basis betegnes som "historiens største danske rockband" – ja, sgu' Gasolin'.

Og dermed velkommen til Fingerbøllet på Christianshavn og ham bassisten – hans navn er Wili Jønsson, hvis nogen skulle være i tvivl.

Pludselig syntes det muligt at genfinde både sin sjæl og verden, før den gik af lave. På dét sted, i selskab med Jønsson og med en isnende kold med sidevogn som akkompagnement til denne onsdags blues.

Bodega boogie
Wilis verden synes ikke at være gået af lave. Han bor stadig på Christianshavn i den lejlighed, han har haft siden Gasolin's helt tidlige dage omkring 1970.

Siden gassen gik af Gasolin' sidst i 70'erne, har han lagt bund hos koryfæer som Sanne Salomonsen, Frede Fup, Peter Belli og Sort Sol.

I 2014 en god måned før sin 72-års fødselsdag slår Wili på sine strenge hos det københavnske rockband Bolværket.

Og der er langt fra de førnævnte koryfæer til Bolværket, som med Jønssons egne ord "kun er kendte indenfor Valby Bakke". Men tror man, Wili oplever det som en karrieremæssig deroute at være tilbage og spille på de ydmyge steder, tager man monumentalt fejl.

"Jo, jeg medgiver da gerne, at dét at spille i Bolværket er lidt som at starte forfra. Der er ingen vest for Valby Bakke, der kender os. . . eller for den sags skyld øst for Øresund, men skide være med det," siger Jønsson.

"For det er jo sjovt, mand! Det er sjovt at øve, det er sjovt at lave numre, og det er vidunderligt at være ude og spille."

I talende stund har Bolværket netop – af alle steder – spillet på Rødager Bodega i Rødovre.

"Først tænkte jeg "Rødager Bodega – kommer der nogen overhovedet?", men der var stuvende fyldt af gode mennesker, der var klar til fest, og hold kæft hvor var det sjovt og fedt at spille der. Og sådan er der faktisk mange herlige steder."

Et job er et job
Med den musikalske historie Wili Jønsson har, ville man ellers ikke fortænke ham i det, hvis han syntes, at det egentlig kunne være nok nu, når man som 71-årig atter står på bodegaerne for at spille.

Sådan er han bare ikke.

"Nu du spørger, så har jeg aldrig i den situation sagt "åh fandme nej, nu ikke det hér igen". Dybest set er det sgu ligegyldigt, om man spiller i Parken eller på Rødager Bodega. Det ene er bare større end det andet, og så får du forhåbentlig nogle flere penge med hjem fra de store steder," siger Wili.

"Men det gjorde vi for resten da ikke, da vi spillede i Parken til noget FCK-afslutning – vi fik bare nogle fribilletter, jeg var ret ligeglad med og gav til min søn."

Wili Jønsson – inkarneret Fremad Amager fan – griner ved mindet.

"Men tilbage til sagen. Et job er et job, og det er selve livet at spille. . . sådan når man lige har fået den værste rust banke af, og musikken kører foran et publikum, som er glade og danser."

Så enkelt er det. Så lidet prætentiøst. Bare man får lov at spille.

Selv om Jønsson medgiver, at dét med at finde det berømte "hul igennem" er blevet svært for et forholdsvis nyt band.

"Jamen, det er da svært. Hør nu hér hr. Jungersen – da jeg var ung var der måske en 60-70 rockbands, mens der nu er hundreder," siger bassisten.

"Og de 100 bedste – hvis ikke flere - er PISSEGODE, og mangfoldigheden er stor. Og det er da klart, at det så er svært at trænge igennem for sådan nogle som os. Meget svært. Men man skal bare blive ved. Der er jo dem, der spiller stædigt i ti eller femten år, og SÅ er den der pludselig."

Wili Jønsson griner.

"Ja, okay så skal lige vi nok til at have lidt mere travlt, inden vi er for gamle, og jeg falder om på scenen. Men dybest set har vi det sådan, at vi bare bliver ved, fordi det er sjovt.

Vi har for fa'en ikke engang et pladeselskab, for de gider sgu' da ikke have noget at gøre med et band, som kun sælger 600 LP'er ...

... men så må man jo prøve at kringle sig ind på en anden måde, og det prøver vi så."

Et sjældent dyr
Bolværkets seneste forsøg på at "kringle sig ind" er det nye album, "Hvem er du", som lyder lidt a'la tidlig Gasolin' i ikke helt appelsinfri karambolage med Magtens Korridorer i deres mere punkede øjeblikke.

Den slags musik er sjælden i 2014, og på den led bør der være plads til Bolværket derude.

"Det vigtige hér er, at vi gerne VIL," slår Jønsson fast.

"Så må vi prøve at sælge os selv til spillestederne, og nu har vi da oplevet flere gange, at når vi først har været ét sted, så kan de sgu' også huske os. Og det er noget af det, der gør, at man siger "okay, så fortsætter vi lidt endnu!"

Wili Jønsson er i den privilegerede situation efter næsten 50 år som professionel musiker at være glad for i dag og nuet og samtidig konstatere, at han ikke har noget til gode.

"Ja, det skulle da lige være at spille i Madison Square Garden (legendarisk arena i New York, red.), men jeg har nu også prøvet at spille mange sjove steder," griner Wili.

"Vi spillede engang med Gas i Marquee Club i London, hvor alle de store kanoner havde spillet i deres yngre dage. Vi spillede for fem mænd, som ganske vist syntes, det lød meget godt, men de gik igen efter at have drukket én bajer, fordi de egentlig var kommet for at score nogle damer, men der var sgu' ikke andre end dem selv og os."

Jønsson griner igen.

"Men nej – jeg synes ikke, der er noget, jeg ikke har fået med. Jeg kunne dø tilfreds i morgen, hvis det var."

Hér rejser vi os op og tager afsked med hinanden. Jeg forlader kun nødtvungent det gode selskab og kvier mig ved atter at skulle ud og møde verden. Til gengæld føler jeg mig bedre rustet til at konfrontere galskaben derude, end før jeg kom ...

Som manden sagde:
"Det vigtige er at ville ..."

Jønsson citater:

Om penge:
"Jeg lever sgu' stadigvæk af, at jeg engang var med i et orkester, der hed Gasolin'. Jeg bukker mig stadig i dyb glæde og siger tak til dem, der holder Gasolin's musik i live."

Mere om penge:
"Der er jo ikke rigtig penge i Bolværket. Man kan ikke spille moderne og forlange en masse penge, for man kan jo godt se på de steder, vi spiller, at det er begrænset, hvad de kan betale. Men for fanden; vi vil bare ud og spille."

Om Bolværket:
"Vi spiller uforfalsket rock'n'roll. Ja, det er altså det første, der løber ud af mig, når du spørger."

Om Fingerbøllet:
"Det er jo altid noget særligt at komme hér. Det var jo bl.a. hér vi kom allerede i Gasolin's helt tidlige dage."

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Folk music is a bunch of fat people.

_ Bob Dylan

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk