Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

PERFEKT HEAVY METAL

Share
artillery2018
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne

Store ord om de danske veteraner, Artillery, men når bandet nu 33 år efter debuten altså er bedre end nogensinde

ARTILLERY, ”The Face Of Fear”, (Metal Blade)

Okay, så kalder Artillery albummet “Face Of Fear”.

”Face of Joy” havde været mere passende for så vidt angør lytterens ansigtsudtryk, som den danske thrash metal kvintet pløjer sig igennem de elleve eminente numre på bandets suveræne album. Selv om – bevares – den titel havde været så så un-cool som Søren Ryge til en fetischfest.

Der er dog vitterlig ikke noget at være hverken bange for eller ked af, mens ”Face Of Fear” spiller. I en verden hvor der i sandhed ellers er nok at blive desillusioneret og trist over, som samme verden og den anstændige del af befolkningen i den er tvunget i fortvivlelsens knæ af det moralske og menneskelige forfald, vi er vidner til på daglig basis.

Men så har vi da heldigvis hér i Danmark ét af verdens bedste Heavy Metal bands til på én og samme gang (og gang på gang) at gøre opmærksom på ovennævnte verdens uvæsen og gøre lytteren i allerhelvedes godt humør, mens de gør det.

Jeg kan umiddelbart kun lige komme i tanker om to andre bands, der på samme paradoksale facon evner det dér med troværdige og opløftende lydspor til en verden i brand, og de bands er Kreator og Megadeth. Begge bands er Artillerys samtidige, og begge er også noget større navne end de danske kolleger.

FRIT HVINENDE GENNEMTRÆK
Det faktum er ikke så meget hul i hovedet, som det er frit, hvinende gennemtræk mellem ørerne. Specielt i 2018 hvor Artillery simpelthen er bedre og mere velspillende end nogensinde, og de var altså ganske gode, allerede da de debuterede med ”Fear Of Tomorrow” for 33 år siden!

Jeg mindes at have skrevet noget i stil med ”det perfekte Heavy Metal album”, da Artillerys forrige album, ”Penalty By Perception”, udkom for et par år siden. Med ”The Face Of Fear” har Artillery så lavet endnu et perfekt Heavy Metal album.

Gudhjælpeme!

Ja, man tror sgu’ nærmest, det er løgn, men i lighed med deres tyske kollega Mille Petrozza i Kreator formår Artillery brødrene Michael og Morten Stützer – de sidste stiftende medlemmer tilbage i bandet – over tre-et-halvt årti inde i karrieren at piske sig selv og resten af bandet op til flottere og flottere præstationer.

Ja, så gode er de.

USVIGELIGT SIKKERT
Båret frem på den usvigeligt sikre trommeslager Josua Madsens teknisk overlegne trommebombardementer flyder ”The Face Of Fear” over med det ene medrivende, regelrette guitarriff efter det andet, harmonier, vignetter og læssevis af skamløst lange, suveræne guitarsoli, som ellers kun førnævnte Megadeth tør stange dem ud nu om stunder.

Fra det tunge Black Sabbath riff, der åbner ”Crossroads To Conspiracy” over raseri-rockere som ”Sworn Utopia” og ét af de bedste numre, jeg har hørt med dette band, den frådende ”Preaching To The Converted”, til den i perioder næsten popfornuftige semiballade ”Pain”.

Hvilket så efterlader genindspilningen af ”Mind Of No Return”. Sangen figurerede oprindelig på bandets første demo for 36 år siden og er i den nye udgave simpelthen dét klassiske Heavy Metal nummer, du ikke anede, du gik og manglede.

De sidste roser til mesterproducer Søren Andersen. Det hér er over en bred kam en fornemt lydende plade. Alle instrumenter skiller perfekt og  specielt er guitarlyden den bedste og mest crunchy, organiske af slagsen, jeg har hørt i mange år.

Okay, lad mig bare tage de stor ord i brug sluttelig: Det her er simpelthen så godt og stilrent, at det i en verden af musikalsk middelmådighed bibragte mig velkomne minder om, hvorfor jeg engang i den sene jernalder solgte min sjæl til Heavy Metal. . .

. . . Hvilket fandeme vil sige noget!

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Some music really does suck!

_ Henry Rollins

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk