Når man har mødt så mange rockstjerner, som Deres udsatte afsendte har, er det ind imellem så som så med de næsegrus knæfald over, at man møder endnu én af dem. Det har intet med blasérthed at gøre, men blot at de fleste såkaldte "rockstjerner" er mennesker som du og jeg – de har bare et meget interessant job.

En anden årsag er så, at når man er i selskab med én af dem i professionel sammenhæng, så er der et job at passe. Og så ser det ærligt talt lidt tåbeligt ud at sidde der med skuffen hængende nede på brystet af benovelse.
Det ville det sikkert også gøre i så mange andre sammenhænge, men det er en anden historie.

Men alligevel: da jeg denne gang mødte Ian Gillan – Deep Purples legendariske sanger og all-round good guy – sneg en djævel sig gang på gang ind på mig og hvæsede: "Hallo mand! Du sidder og taler med manden, der sang på "In Rock", "Fireball" og "Machine Head" – med andre ord en del af din musikalske DNA."

Gillian live. Foto: John Mortenson

Heldigvis er Ian Gillan et totalt uforstilt, såre sympatisk og åbenlyst anstændigt menneske. For ham handler det - efter med afbrydelser at have været en del af Deep Purple familien siden 1969 - fortsat "kun" om kærligheden til musikken og det band, han i dag må erkende, han primært har viet sit liv til.

"Siden du spørger; ja, så er det bestemt stadig sjovt at være med i Deep Purple i 2013. Ja, for fanden da! Om ikke sjovere," siger Gillan.

"Efterhånden har vi jo, som vi er blevet ældre, ønsket en stabilitet i bandet. Det er noget, vi har kæmpet for de sidste tyve år men først haft i de seneste ti. Vi har genopdaget vores identitet – det har så været en lang rejse med mange op- og nedture, som det vel er i enhver familie."

Ian tøver et kort øjeblik og fortsætter så: "De sidste små ti år er den længste periode i bandets historie med den samme besætning... og det har givet en plads til udvikling, til empati og til broderskab, som vi nok ikke havde i gamle dage."

Familien Purples problemer med Blackmore

Taget navnet Deep Purples lange levetid i betragtning er det forståeligt, at Ian Gillan gang på gang refererer til bandet som en familie men den slags problemer, sådan nogle nu engang ofte render ind i.

Det gælder også, når talen falder på det mest dysfunktionelle medlem af familien gennem tiden – den feterede guitarist Ritchie Blackmore.

Udover at brillere som vitterlig én af rockhistoriens bedste guitarister, er det i dag de fleste bekendt, at Blackmore også brillerede med en humørsyge, som man ville kunne tilgives for at gætte på har givet stof til ganske mange psykolog-kongresser.

Alligevel er der 20 år efter, Blackmore forlod Purple, forbenede bands, der forlanger ham tilbage i bandet. Det vil så aldrig ske, men alligevel dukker de stadig op – dem, der højlydt plaprer om Deep Purples klassisk Mark II line-up og Ritchie Blackmore ...

"Igen: prøv at se på det som en familie. Når du først starter en familie er du på uudforsket grund – vi havde jo ikke et kort at gå efter, da vi startede i Deep Purple – vi havde ikke noget, der fortalte os, hvor vi skulle gå hen, og vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente," begynder Gillan sin beretning om, hvad der skete med Ritchie Blackmore.

"Men som i mange familier kommer der skilsmisser, der kommer sygdom, død og tragedier. Gode tider og dårlige tider. Hvad Ritchie angår, så var han med i en signifikant periode i Deep Purples historie, og vi har alle sammen gode minder om Ritchie, for han var en fantastisk komponist, musiker og showman – specielt i de tidlige dage."

Siden begyndte det så at gå galt.

"Da vi så fandt sammen igen i 80'erne (i 1984 med albummet "Perfect Strangers", red.) gik det ikke så godt. Faktum er, at vi spillede færre og færre shows på mindre og mindre steder og de shows blev kortere og kortere, fordi Ritchie bogstaveligt talt forlod scenen 40 procent eller halvvejs inde i koncerterne," afslører Gillan.

Et spor af ødelæggelse

"Til sidst dér først i 90'erne var det næsten hver aften og ikke kun, når han tabte besindelsen over et eller andet at Ritchie udvandrede. Han planlagde det dér spor af ødelæggelse på forhånd! Og der var ingen tvivl nogen steder i Purple organisationen om, at hvis Ritchie var blevet i bandet, så havde det være slut med Deep Purple det år (1993, red.), og det var aldrig blev genoplivet igen."

Ian kigger på mig med et blik, som mere end mange ord siger "sådan er dét bare!"

Ritchie Blackmore kvittede – tro mod sit rygte som drama queen – bandet, da han bogstaveligt talt forlod scenen midt under en koncert i Finland 17. november 1993 for aldrig at vende tilbage.

"Nu skal jeg sige dig noget. Den dag hvor Ritchie forlod bandet, holdt det så at sige op med at regne, og solen brød frem!"

På det tidspunkt var Deep Purple med Ians ord "et sygdomsramt band", og det tog lang tid før den engang så stolte Purple skude blev fuldt manøvredygtig igen.

Det blev dels Purples fans og dels den amerikanske eliteguitarist Joe Satriani, der reddede bandet, da han efter Blackmores afgang trådte til for at hjælpe de resterende bandmedlemmer med at fuldføre deres turnéforpligtelser.

"Joe sørgede for at bygge bro, til Steve Morse (Purples nuværnede guitarist, red) kom med i Deep Purple. Han fik os på vejen mod helbredelse – ikke en komplet helbredelse men et godt stykke ad vejen, så der blev noget at bygge på," husker Ian Gillan.

"Men der kom nye fans til og gamle fans begyndte at være tilbage. Vi fik langsomt vores styrke tilbage, men det tog meget lang tid. Og vi var lige ved at være der, da Jon Lord besluttede at trække sig tilbage i 2002.
Ikke et ondt ord om Jon, som vi forblev gode venner med til hans død (16. juli sidste år, red), men han var svag på det tidspunkt, og da Don Airey afløste ham, var det som at få en lavine af energi ind i bandet. Det var helt utroligt, og nu er det sgu' snart ti år siden."

Ian Gillan ryster lidt vantro på hovedet og smiler så:

"Anyway og for at vende tilbage til dit oprindelige spørgsmål: hvis vi taler om Blackmore i bandet i dag, så taler vi om de gode tider. Mindes dem. Det dårlige går væk, når det ikke er en trussel mere. Så taler man om de gode ting, de positive ting," siger sangeren.

"Rtchies afficionados gik med Ritchie dengang, og der er jo ikke noget, vi kan gøre for at få dem tilbage. Igen: det er ligesom en skilsmisse – når du bliver skilt, vil der altid være nogle af din eks-kones venner, der synes, du er et dumt svin og de vil aldrig tilgive dig. Igen; det er den menneskelige natur."

Læs anden del af interviewet med Ian på steffenjungersen.dk i næste uge. Så får du historien om det seneste album "Now What", om samarbejdet med mesterproduceren Bob Ezrin, om hvorfor operastjernen Luciano Pavarotti var misundelig på "Smoke On The Water" og Ians minder om sit soloband Gillan i begyndelsen af 80'erne.