På en festival, hvor bookerne i år mere end måske nogensinde synes at have brugt mantraet "nå ja, tiggerne på pladsen kan jo ikke tillade sig at være kræsne" som den primære pejling for programmet, skal man jo blive glad, når ét af de få sande klasse navne på festivalen dukker op.

I hvert fald hvis man er fan af rockmusik. Ja, jeg ved ikke, om I husker, hvad dét er for noget, men det var den musik, som i sin tid lagde grunden for denne festivals blotte eksistens.

Og så tilbage til dét med klassenavnet og velkommen til den danske powertrio Psyched Up Janis, som i år har fundet hinanden igen for at fejre, det er tyve år siden, de udgav debutalbummet "Swell".

Det blev man sgu glad for, da de lørdag stod på Roskildes Orange Scene for første gang i femten år. Det kvitterede sanger og guitarist Sune Wagner, bassist Jakob Jørgensen og trommeslager Yebo for med en fornem rockkoncert indeholdende en lang række af de numre, de nåede at indspille i deres oprindelige karriere, som egentlig sluttede i 1999.

Dengang blev bandet drevet ind i den fold, der hed "grunge", og det begreb - eller den genre om du vil - holder et langt stykke ad vejen i 2014 ikke det store niveau af relevans i rocken.

Men rend mig i relevansen! For det første kan det aldrig blive irrelevant at spille god musik, som gør folk glade. Og kald det grunge eller gedeost, for  Psyched Up Janis' koncert i Roskilde var først og fremmest en herlig opvisning i rendyrket 60'er og 70'er påvirket garagerock.

Hér taler vi så en garage, som udstiller er en skønsom symfoni af oliepletter på gulvet, sydende svejseapparater og skrammel på gulvet. Forestil dig dertil at samme garage er beliggende i ét af Detroits mere anløbne distrikter, hvor man stadig husker både dén garagerock og den soulmusik, der havde sit udspring dér i Motown i sammes store dage, er vi ved at være der.

Og hvad fanden har det så med musik at gøre? Jo, det er såmænd bare en anden måde på hvilken at forklare, at uanset hvor højt Wagner skruer op for sine kværnende guitarer, hvor hårdt Yebo tamper tønderne og Jørgensen presser rockbæstet ud over stepperne, så er der altid fragmenter af og forståelse for den klassiske 60'er tone i bandets musik. Melodien, I ved.

Det var tydeligt og velgørende tydeligt fra Psyched Up Janis besnærende nok åbnede koncerten med nok deres mest kendte sang, "I Died In My Teens" til de rundede af fem kvarter senere lørdag eftermiddag.

Med noget nær den ultimative festivallyd og et veloplagt og tydeligt taknemmeligt band i fineste form, var det hér faktisk ikke "kun" fed nostalgi, som Sune Wagner selv udtrykte det. Det var Psyched Up Janis bedre, end jeg mindes at have hørt dem i de haltende halvfemsere. Hvilket vil sige bedre end nogensinde.

Skulle man virkelig vove vendingen "en dejlig eftermiddag på Roskilde" hér? Ja, ærligt talt: Det var en dejlig eftermiddag på Roskilde. Så det!