Naturligvis vil den ansvarlige for lydsporet til et hyldestoptog til selve dommedag – forståeligt betænkelig ved at rage uklar med Fanden selv – forsøge at begrænse musikalske indslag, som kunne medføre, at tempoet  røg alt for meget i vejret.

Altså derop hvor trommeslageren IKKE i hvert nummer KAN nå ud at ryge mellem hvert slag.

Så at sige.

Men vi skal jo altså også på et tidspunkt have optoget afsluttet.

Så at sige.

Jo, jeg overdriver, og jeg har 27 år, 15 album og talrige koncerter inde i doom metal veteranerne Paradise Losts karriere stadig aldrig været vidne til en decideret dårlig dommedags-march med de dystre drønnerter fra Halifax oppe nordpå i England.

Men koncerten foran et udsolgt Pumpehuset fredag aften var altså ikke videre veltimet. Taget i betragtning hvilken kiste af klassikere for kendere, Paradise Lost efterhånden slæber rundt på til ovenstående optog og til hver en tid kan åbne og hente guld fra, er der altså ingen grund til at udvise en villighed til variation og temposkift som en krampehærget komodovaran.

Dommedag eller ej.

SORTE HYMNER
Selv sølle en time og 25 minutters koncert bliver faktisk en anelse i overkanten, når hele seancen slæbes hjem i stort set samme tempo. Se, nye numre som ”From The Gallows”, ”Medusa”, ”Until The Grave” og ”The Longest Winter” er i lighed med andre af aftenens sange som “Dead Emotion”, ”Faith Divides Us – Death Unites Us” og den festlige – host! – ”No Hope In Sight” uniformt fremragende sange og dertil i reglen lynende skarpt spillet – nu som altid specielt af guitaristen Greg MacIntosh hvis talent for at trække selv den sorteste hymne melodisk op i lyset aldrig fornægter sig.

Det skal man selvfølgelig til hver en tid unde sig selv – og da specielt nu hvor Black Sabbath endegyldigt er stoppet. Ligesom man altid skal unde sig en aften med et band, hvis sanger – Nick Holmes – har en humor så sort-sarkastisk, at han får Rowan Atkinsons udødelige Blackadder til at minde om en lalleglad Amin Jensen.

Men mere tempomæssig variation havde altså klædt fredagens koncert, som savnede up-tempo sange som f.eks. ”Say Just Words” og ”The Last Time” til at skabe momentum og trække koncerten opad og fremad. Skingre samplede keyboards klædte i øvrigt heller ikke et denne aften i forvejen vakkelvornt lydbillede.

Så vi kom altså ikke op i det kvalitetsmæssige luftlag, vi gjorde, da Paradise Lost for to år siden spillede i Pumpehuset. Bevares, det var stadig en gedigen riff-tung røvfuld fra et fint Heavy Metal band, men da de med Holmes’ ord ”vel efterhånden har spillet i Pumpehuset 1000 gange”, må de også tage med, at vi er mange, som godt ved, at Paradise Lost kan være noget bedre end det hér. . . .