Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

ROCK AND ROLL IS DEAD - LONG LIVE ROCK AND ROLL

Share
rip-lemmy

Ridderen af rockens reneste sti er taget fra os – tabet er ubærligt

- Ja, ja Steffen, det måtte jo ske.
- Ja ja Steffen, det er jo trods alt bare musik.

Og hvad fanden havde I så lige tænkt jer, jeg skulle bruge det til? Min mentale mentor er taget fra mig. Lemmy er død!

Ridderen af rockens reneste sti har forladt os. Manden, hvis dedikation til ”sagen” rock’n’roll gennem de sidste fyrre år har været en inspiration både musikalsk og menneskeligt, som ganske enkelt ikke kan overdrives.

Ian Fraser ”Lemmy” Kilminster er kort efter sin 70 års fødseldag faldet, og den fakkel, han livet igennem stolt bar som det ultimative symbol på frihed, menneskelig anstændighed – nå ja – rockmusikken ligger ulmende i vejkanten et sted på ruten ad rock’n’roll himlen til. Nu er det op til os at samle den op og bære den videre.
Faklen kan jeg nok bære, men nyheden om Lemmys død kan jeg ikke bære.  Jeg KAN ikke bære det, hører I!

Meddelelsen om Lemmys død tikkede i nat ind på min telefon fra min søde veninde Mette. Vi havde kort forinden lige siddet og snakket om Lemmy. Jeg havde komplimenteret hende for hendes Motörhead rygmærke samt det faktum, at hun rent faktisk var taget til Berlin for at opleve Motörhead en – skulle det vise sig – sidste gang, efter at de havde aflyst en koncert i Aarhus tidligere på måneden.

Jeg begyndte at græde, da meddelelsen kom.

Ikke sådan med styrtsøer ud af øjnene. Men mine øjne blev inficeret af et sorgens slør og et grådens gardin, som jeg i skrivende stund har forsøgt at tørre væk i en tolv-fjorten timer.

Det vil ikke rigtig lykkes.

Stadigvæk.

Min dedikation til Motörhead, til Lemmy og rock’n’roll – tre sider af samme sag – er veldokumenteret. I en grad så min ven Michael fra Volbeat i sin tid omdøbte mig til Lemmy.DK. Aldrig har jeg båret et adelsmærke med større stolthed.

Lemmy var alt dét, de andre bare ævler om. Lemmy VAR rock'n'roll. . . og kendte man Lemmy, vidste man, at rock'n'roll var livet, når det blev os givet frit.

Hvor tolerancetærsklen overfor den politiske korrekthed, som er ved at kvæle os og træde os under fode i disse år, var lavere end en muldvarps benvarmere.

Hvor menneskelighed og almindelig anstændighed var givet.

Hvor vi allesammen skulle være her, hvis blot vi - for fanden da! - kunne finde ud af at opføre os ordentligt overfor hinanden.

Der er ingen grund til hér at remse Lemmy og Motörheads musikalske bedrifter op. Hvis du ikke allerede kender dem, er du alligevel for evigt fortabt. Der er imidlertid grund til at mindes et stort, stort menneske, som det har været mit privilegium at møde talrige gange.

Men den store forchromede forklaring på, hvorfor Lemmy var et så fantastisk menneske, må I have til gode til en dag, hvor vi ses derude. Jeg kan ikke mere lige nu.

Jeg græder nu! Hører I!

For gu' fanden er det ej "bare" musik. Det er et lydspor og en tro følgesvend i livet, der har forladt os.

 Som jeg sad der i de tidlige morgentimer og så whisky-standen dale i flasken, tænkte jeg kun ét:

Hvis der er hegn derude, så lad mig ramme det. Jeg ta'r med dig Lemmy - det gør jeg sgu!

Indtil en fornuftens stemme skar gennem tågerne og og skar det ud i sindrigt ciselerede rockriffs:

- Det er jo ikke dét, han vil have, mand!

Nej, det er det ikke. Vi skylder Lemmy at gøre, som han i en sen nattetime ved en bar i London belærte mig:

"Tror du på rock and roll, Steffen? Jamen, så slås for det, mand!"

Det vil jeg så gøre. Som det absolut mindste, jeg kan. Selv om jeg ikke KAN bære, at Lemmy ikke længere mentalt er ved min side. Jeg KAN ikke bære det. Hører I!

Han var Lemmy!

Han VAR rock and roll!

Og alt det andet og alle de andre er fandeme bare dukketeater. . .

Rock’n’Roll is dead.

Long live rock’n’roll.


 

Fotos: John Mortenson

SRF 09-1FOTO - JOHN-SON 565

SRF 09-1FOTO - JOHN-SON 567-002

SRF 09-1FOTO - JOHN-SON 568

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music is the voice that tells us that the human race is greater than it knows.

_ Napoleon Bonaparte

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk