"Rock ’n’ Roll lever sgu’ da i bedste velgående …"

hvawards2016

I disse tider hvor flere postulerer, at rock ’n’ roll er død, er arkitekterne bag High Voltage Rock Awards af en anden opfattelse. Rock ’n’ roll lever sgu’ da i bedste velgående og det skal da fejres – også i 2016 – lyder det fra de to

Af Thomas Thomsen

De sidder der i et dunkelt hjørne af rockklubben High Voltage i det indre København. Med en åben invitation til den danske presse om at stikke hovedet indenfor til en snak om det forestående High Voltage Rock Awards 2016.

Den ene skribent efter den anden kommer i audiens hos arkitekterne bag priserne. En audiens, der ikke just kan sammenlignes med et besøg hos Dronningen. Her er intet krav om håndtryk med hvide handsker eller et kodeks for god opførsel.

Her sidder de, klar til at tage imod spørgsmål i forhold til det de har skabt - High Voltage Rock Awards. Med øl og Fernet Branca til at smøre stemmebåndene og smøger inden for rækkevidde til at friske luften lidt op, gør de deres for, at det skal være en uhøjtidelig begivenhed.

Knapt et år er gået, siden lyset blev slukket efter den første udgave af High Voltage Rock Awards. En aften i rockens og for den sags skyld den metalliske musiks tegn. En aften der resulterede i succes og skulderklap til de to herrer bag det hele – Martin og Steffen.

IKKE HVEM SOM HELST
Nu kunne man forledes til at tro, at det var to tilfældige herrer, der fik ideen til dette anarkistiske sidespring. Men de to herrer er ikke hvem som helst.

Martin Jensen. Få kender ham sikkert under navnet Jensen. Han er da også bedre kendt som Martin D’Amour eller Love Gun. Skaber af High Voltage, der har til huse i Boltens Gård i det indre København og manden bag hedengangne Rock The Night på The Rock og senere Sin City i Kødbyen.

Steffen Jungersen. Indbegrebet af rock ’n’ roll i musikerkredse og blandt læsere. Rockredaktør på B.T. gennem noget nært et kvart århundrede og fra efteråret 2013 chef for sin egen rock ’n’ roll site steffenjungersen.dk.

Steffen kender jeg. Det er mit første møde med Martin.

Når jeg sidder der og betragter dem strejfer tanken mig. Hvad fanden har de til fælles. For et forsigtigt elevatorblik op og ned af dem begge resulterer i en fordomsfuld opfattelse af, at her sidder to personer som ikke har det mindste til fælles. Hverken aldersmæssigt eller hvad udseende angår.

Men de har en fælles passion – ROCK ’N’ ROLL. Og den kan ingen tage fra dem. De vogter over den, som en frådende pittbull terrier vogter over sit nyserverede kødben.

Martin indleder med at sige, at det er hans ide, at jeg skulle komme der.
" Jo, for ser du Steffen ville jo ikke skrive om sig selv på i sit eget webzine. Så jeg var sgu nødt til nærmest vride armen rundt på ham for, at du skulle komme i stedet for. Så velkommen til."

Med øl på flasken, Fernet Branca i glasset og en smøg i kæften indleder jeg min række af forberedte spørgsmål. Eller det vil sige, at jeg behøver knap servere spørgsmålene for dem. For jeg bliver ramt en af tsunamilignende talestrøm fra de to herrer. De kommer mig i forkøbet på min spørgsmål, som var de tankelæsere. Et bevis på hvor meget de brænder for det de har gang i.

TO MÆND MED EN MISSION
Vi skruer tiden 1-1½ år tilbage. Danish Music Awards har uddelt sine statuetter til kransekagen af den danske musikbranche. De fleste vindere har modtaget deres priser badet i rampelyset og publikums hyldest.

Men ikke alle. Flere grene af musikken, har modtaget priserne i garderoben med en opmærksomhed der lige kan oppe sig til nogle hastigt forbipasserende rulletekster på tv-skærmen eller for den sags en hurtig notits i højttaleren i festsalen. Rocken var en af dem.

Dette stunt fik flere til at postulere, at rocken var død og begravet, og den kommercielle popmusik havde besejret den.

Her sidder der to mænd, der synkront ikke deler denne opfattelse. To mænd, der uden at have det mindste kendskab til hinandens sindstilstand, i samme øjeblik kaster sig over tasterne på de sociale medier. Tilkendegiver deres meninger om musikbranchens syn på rock ’n’ roll eller mangel på samme. To mænd som bestemt ikke deler opfattelsen af, at rocken er død.

Deres ”vredesudbrud” vinder gehør. Ikke kun hos dem, der følger dem på de sociale medier men også hos Martin og Steffen indbyrdes. De mødes og herefter begynder tegningerne til det der skal ende med at blive til High Voltage Rock Awards at forme sig.

"Jeg smed en føler ud på min "official" facebookside for, at tage en temperaturmåling på om der var stemning for noget der skulle sætte fokus på rocken," fortæller Steffen.
"Det formeligen eksploderede, og jeg tror aldrig, der har været så mange kommentarer og likes på et opslag fra min side. Hverken før eller efter. Det var vanvittigt."

"Alle var med på den fra starten," siger Martin.
"Uanset om det var bands, fans eller andre i miljøet med interesse for rocken. Sponsorerne og andre som havde lyst til at hjælpe stod jo nærmest i kø. Opbakningen var ubeskrivelig."

Så postulaterne om, at rock ’n’ roll er stendød passer overhovedet ikke?

"Nej for helvede!" lyder det fra dem begge.
"Den er langt fra død. Den lever i bedste velgående"

Der var ingen vej tilbage. Der var behov for et nyt award show i rockens tegn. Og sådan blev det.

HVRA ANNO 2015
Allerede inden aftenen for den første prisuddeling skulle finde sted, blinkede de røde lamper som tegn på et udsolgt show.

Og succesen stoppede ikke der. På aftenen, hvor 5 bands optrådte live, og der blev uddelt 13 statuetter, var der udbredt begejstring blandt de nominerede, prismodtagerne, publikum og ikke mindst pressen. Med et gennemsnit på 5 ud af 6 stjerner for showet, kunne de ikke forvente sig mere.

"Hvis vi nu havde fået 6 ud af 6 stjerner var der jo ligesom ikke mere at komme efter. Nu har vi chancen for at justere og rette op på de småfejl og børnesygdomme der var i forbindelse med det første show og gøre det næste endnu bedre. Men modtagelsen og tilbagemeldingerne var overvældende," fortæller Steffen og Martin i munden på hinanden.

Solbrud, som fik statuetter for ”Årets danske metaludgivelse” og ”Årets danske band”, var taknemmelige og blev forbundet med priserne efterfølgende. Det var ikke bare fis i en hornlygte, og statuetter der røg i skraldespanden bagefter.

Den tvivl der kunne være i forhold til, om dette var en engangsfornøjelse eller ej, blev mere eller mindre fejet godt og grundigt af vejen på selve aftenen. Der var skulderklap rosende ord for deres tiltag.

Der gik et par dage før de kom sig over succesen. Men der gik ikke mange øjeblikke derefter, før de annoncerede at det hele skulle gentages i 2016.

HVRA ANNO 2016
Datoen har været på plads i lang tid. Nomineringerne er på plads. Publikumspriserne er åbne for afstemning. Der er fokus på justering af småfejl og børnesygdomme fra sidste år. Alt er kørt i stilling til den store aften.

Der er skruet op på bandsiden når det kommer til livescenen. Lys og lydsiden får lige en takt op på kvalitetsbarometret. Selv får de selv en mindre rolle i forbindelse med prisuddelingerne. I modsætning til sidste år, hvor de var i rampelyset hele aftenen har de uddelegeret nogle opgaver til flere notabiliteter som vil lægge vejen forbi High Voltage.

"Alle er fandme parate til at give en hjælpende hånd med og det sætter vi stor pris på," lyder det enstemmigt.

Martin og Steffen opererer med et pænt budget takket være den støtte de får via sponsorerne og andre bidragsydere. Men det handler ikke om penge. Det handler ikke om, at spinde guld på showet. Det her er ikke for egen vindings skyld.

Tværtimod. Det handler om, at de brænder for rocken. Det er d'herrers hjerteblod. Har altid været og vil altid være deres hjerteblod.

Og de har frie rammer til det. Der er ikke nogen der stiller krav til, hvordan indholdet i selve udmøntningen af showet skal være. Det er overladt i Steffens og Martins trygge hænder, for de ved bedst. Og de er ikke til salg for penge. De, som bidrager med sponsorater, skal kunne forbindes med rockbrandet. Andet giver ikke mening og vil være som at prostituere sig selv.

Hvis det skulle ende med, at der spindes penge på showet, så er de enige om hvad det skal bruges på. At skabe bedre rammer for udbredelsen af rock ’n’ roll på High Voltage. Hverken mere eller mindre.

FREMTIDSDRØMMENE
På spørgsmålet om hvor High Voltage Rock Awards er om 5 år kommer svaret prompte.

"Vi er i Globen i Stockholm," lyder det med en høj latter i slipstrømmen fra Steffen.

"Det kunne jo være fedt på sigt at få udvidet konceptet til en skandinavisk event, så tanken om Globen er måske ikke helt åndssvag," lyder det supplerende fra Martin.
"Se bare på Sverige. Der er det rock- og metalbands, der danner overgrunden og ikke undergrunden, som tilfældet er i Danmark. Så der er gode muligheder for at sætte rocken endnu mere på landkortet hvis vi kan lave noget fælles på sigt. Men her taler vi nok mere en tidshorisont på 5-10 år."

Men i første omgang bevarer de begge ben på jorden med fokus på 2016 udgaven og målet om at justere og rette op på fejlene fra sidste år. Og så ellers tage den derfra med små skridt af gangen.

Det handler om, at sætte rocken på landkortet herhjemme. Være med til skabe fokus på den og give folk en øjenåbner for hvor meget rocken indeholder af kvalitet. Og ikke mindst bidrage til at være en døråbner for de bands som ser dagens lys for tiden.

Se på SEA som sidste år hev to statuetter med hjem for ”Årets bedste classic rock udgivelse” og ”Årets danske up coming band” samt en sidegevinst til årets danske producer i form af Jacob Bredahl. Det åbnede dørene for dem og resulterede blandt i en optræden på Copenhell.

Hvis årets show bliver en succes i stil med sidste år vil de overveje om de i 2017 skal rykke videre til større lokaliteter i København med en større produktion og hverve større bands til at performe på livescenen.

Drømmen om at kunne præsentere Volbeat, D-A-D, Pretty Maids og Dizzy Mizz Lizzy på livescenen vil være det ultimative i dansk regi. Sidstnævnte skulle dog have meldt deres ankomst til årets show i og med, at de er nomineret i kategorien ”Årets danske live-band”. Det viser bare, at High Voltage Rock Awards kan tages alvorligt når så prominent et navn har til hensigt at møde op personligt.

And the winner is…

Den 16. april 2016 er det igen tid til High Voltage Rock Awards.

Tid til at uddele 14 statuetter i forskellige kategorier. Tid til at finde ud af om Volbeat og Dizzy Mizz Lizzy løber med titlerne i deres nominerede kategori eller om det bliver Hellhorse, Grusom, Lucer, Förtress eller mange af de andre nominerede.

Tid til at opleve forskellige bands indtage livescenen. Til at høre Denner/Shermann, I’ll Be Damned, Grusom, Red Warszawa og The Vision Ablaze.

Hvis du ikke allerede har billet så skynd dig – der er meget snart udsolgt!

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk