Rockede røverhistorier

Anthrax's nok mest famøse guitarist Scott Ian trakterede de fremmødte på Ideal bar tæt på Vega med lige dele stand-up og rockhistorier fra sin egen gøren og laden i Heavy Metalens tegn.

SCOTT IAN, Ideal Bar, 16 januar

Af Anders Lundtang

Eventen 'Speaking Swearing Words' med Scott Ian var blevet rykket fra Vega til Ideal Bar for denne anmelder af ukendte årsager, men det kunne ikke være bedre! Forestil dig følgende scenarie: At søge ly for kulden i en beverding og spotter en af sine guitarhelte, der har følgende fraseringer farende ud ad munden: "Har jeg nogensinde fortalt dig om dengang...?" i én uendelig strøm i forskellige slutningen. En våd metaldrøm for fans i alle aldre.

Hvis arrangementer af typen 'Speaking Words' normalt i dit hoved associeres med weltschmerz oplæsning af digte fra bohemeværelset med den sparsomme anerkendelse i form af knipsende fingre fra baretklædte publikummer, så lå Scott Ians udgave mere i typen à la: Lad mig fortælle dig en god historie, du KUN kan få af mig.

Det var parolen for nævnte aften, hvor vi kom forbi Scott Ians unge dage som knægt i et nystartet Thrash Metal band og et begivenhedsrigt møde med en af sine store helte, nemlig Lemmy fra Motörhead. Vi nåede også omkring anekdoten om en legendarisk spøgefugl i Dimebag Darrell fra Pantera, som det tog Scott en rum tid at udtænke den rette hævn til.

Sprechstallmeister i eget cirkus
Doktor Scott doserede lige dele humor med sandfærdige historier, der ofte – hvis ikke altid – tangerede det indforståede for metalfolket. Præsidenten for Heavy Metal var engang King Diamond, og guitaristen Kerry King fra Slayer kan faktisk godt lide, at man piller ham i skægget, modsat Scott selv.

"Man skulle have været der!" tænkte man aldrig om de medrivende historier udsendt fra barens spartanske scene via Scott, men det var derimod noget, man kunne sige om begivenheden med professor Ian denne aften. Og jeg mener professor! For hvornår man kan ellers – for at nævne en af mange kuriositeter – blive præsenteret for en lingvistisk ekskursion ind i sangen Angel of Death af Slayer?

Jeg tog mig selv i at have den dumme tanke: 'det her har jeg da set ham fortælle i en video på nettet. Hvad er det nye i det?'. Heldigvis blev den tanke hurtigt afløst af: 'Dit fjols! Går du også til koncert med dit yndlingsband for udelukkende at høre nye numre?' Nej vel? At grine og skåle med 100 af sine nærmeste 'venner' for blandt andre afdøde guitarist Dimebag i det hinsides. Publikum fangede pointerne i de interne historier, og det kan man ikke nyde derhjemme alene.

Mod slutningen blev stemningen en anelse mere løssluppen blandt publikum på godt og ondt, formentlig proportionelt med øl-indtaget, da de kåde kommentarer til Ian på scenen begyndte at nærme sig humøret i de lidt for lange ordgyderier blandt sangene til en oprigtig koncert, hvor man bare gerne ville høre bandet spille noget tungere. Heldigvis ødelagde det aldrig det overordnede positive indtryk. Kom gerne igen snart, Scott – med eller uden musikalsk akkompagnement.