Steffen Jungersen

.

Røvbaldesmæk for fuld skrue

clutch2015
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Clutch gav jeres udsendte fortjente røvbaldesmæk og beviste, at rockmusikken lever i bedste velgående til stor begejstring foran et tætpakket  Vega.

Clutch, Vega, København, fredag den 4. december 2015

Af Thomas Thomsen

Lad mig indledningsvist bede om syndsforladelse.

Efter torsdag aftens magtdemonstration af Slayer i Helsingør må jeg krybe til korset og indrømme, at jeg ikke havde de store forventninger til, at fredag aftens koncert i Vega med Clutch fra Maryland, USA kunne frembringe det mindste smil på læben.

Men ganske få numre inde i det 90 minutters lange sæt måtte jeg alligevel overgive mig og med glæde indrømme, at jeg havde taget fejl.

Nuvel, der hersker nok ikke nogen tvivl om, at der er langt fra thrash metal når den er bedst til den rockmusik, Clutch spiller. Men til helvede med den vurdering. For når det swinger, som det gjorde i Vega, er jeg et eller andet sted immun overfor om det hedder rock, thrash eller død for den sags skyld.

For det swingede sgu hele vejen igennem. Der var lidt for enhver smag og kropslig indlevelse i musikken – ikke kun hos aftenens kvartet, men også hos publikum.

Lad mig starte med bandet.

Forsanger Neil Fallon med sin særprægede, men eminente vokal, lyste ikke kun op på scenen, men indtog også en energisk rolle, så han med rette kun få varebegnelsen - vokalisternes svar på en sammenblanding af Angus Young (AC/DC red.) og Elvis Presley.

Trommeslager Jean-Paul Gaster fik det hele til at se legende let ud og samtidig få trommerne til at swinge i en grad, der var en fryd for øret.

Og så Dan Maines på bas og Tim Sult på guitarer. Man bemærkede dem knapt på scenen, men det var nok, fordi de mere eller mindre var gået ind i sig selv for at levere et helt sublimt (sam)spil.

Og publikum. Ja, der var svingende hofter, nikkende hoveder, trampende fodsåler og ikke mindst en voldsom lyst på de forreste rækker til at moshpitte i et hæsblæsende og voldsomt tempo, som – fraset i de få stille passager vi blev forkælet med - stod på fra start til slut.

Og så er der her jeg bliver nødt til at tage hatten af for Clutch og den sætliste, de tyrede i ansigtet på os. For her kan andre bands sgu tage lidt ved lære.

De smed mere eller mindre hele deres nye album “Psychic Warfare” ud over scenekanten. For mig viser det bare, at vi her har med et band at gøre, som står ved deres nye musik og vil spille den. Og ikke blot stille op med et best-of-karaoke-show for at gå den sikre vej.

“X-Ray Visions” satte gang i festen og blev fulgt op “Firebirds” og så var hofterne og de hidsige moshpitteknikker ligesom støvet af og klar til fest.

“Earth Rocker” og “The Mob Goes Wild” var bare et bevis på hvor svingende rock musik kan og skal være.

“Our Lady of Electric Light” med bløde og kældende guitarpassager og trommer der fulgte trop, stod i skarp kontrast til “Noble Savage” med sin hidsige og nærgående lussinger.

Vi fik “Son of Virginia” som på den ene side var så stille og rolig og på anden side fyldt med eksplosiv energi, inden “Gravel Road” og “The Wolf Man Kindly Requests…” lukkede og slukkede festen.

Clutch gav os røvbaldesmæk for fuld skrue.

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk