Titlen på de svenske traditionalisters niende album kunne måske forlede enkelte af læserne til at tro, at der var sket en form for udvikling i bandets insisterende stilistiske miks af gamle Accept, Helloween og Iron Maiden klodser. Well, hvis du selv tror på det, vil jeg da også gerne prøve at binde dig historien på ærmet om klosterfrøkenen, der kunne administrere blowjobs uden at tage gasmasken af.

For hér er naturligvis lige præcis intet sket.

Med det forrige album, "Infected" fra 2011, prøvede HammerFall at udvide repertoiret og tilføje deres bannersvingende, højtsvungne metalhymner og -hyldester lidt mere dybde og mørke. Det synes jeg egentlig faldt ret heldigt ud efter syv albums hugget ud med samme stridsøkse, men det gjorde bandet med nogen sandsynlighed ikke selv, for "(r)Evolution" tager åbenlyst HammerFalls ganske velkørende triumftog tilbage på det slidte spor, hvor første stop var bandets debutalbum "Glory To The Brave" i 1997.

Så ja; vi er tilbage ved kæmpekor om mytiske våbenføre mænds fortræffeligheder og sværdsvingende salutter til "sagen" Heavy Metal, og selv om vi har hørt alt det dér adskillige gange før - for nu til en afveksling at underdrive - er det såmænd alt sammen såre godt.

Når det så er sagt, så er det HammerFalls åbenlyse kærlighed til dét, de laver, der redder "(r)Evolution" de fire stjerner. For alt imens alt er upåklageligt udført, er der ingen sange på dette album, der kan leve op til bandets klassikere som "Stone Cold", "The Unforgiving Blade", "Legacy Of Kings", "Hearts On Fire" og den guddommelige - ja sgu'! - "Let The Hammer Fall".

Sluttelig; der er så intet hér, du ikke har hørt før, men er man til HammerFall, kan man roligt tage "(r)Evolution" med også. Vær blot indstillet på at albummet hører til i mellemlaget af bandets produktion, inden de - for nu ER det pinedød nødvendigt efterhånden - næste gang barsler med en skive, der kan matche hovedværket "Legacy Of Kings" fra 1998. For det gør de. Ellers kan det være lige meget.