Sweden Rock Festival tager med største selvfølgelighed prisen som én af de mest sympatiske festivaler, jeg i et langt liv har frekventeret verden over.

Ligesom denne festivals vedvarende og i disse år sågar stigende succes med fokus på Heavy Metal, hard rock og bluesrock om noget er et testamente over, hvor meget dét, vi er nogle som insisterer på er "den ægte rock", betyder for efterhånden tre generationer af rockfans.

Ja, virkelig! Går man en tur over festivalens fagre sletter uden for Sölvesborg i Blekinge og prøver at anslå folks alder, vil jeg mene, man render ind i mennesker fra cirka otte år til omkring de 65! De er her alle sammen af samme årsag: Den grundlæggende og betingelsesløse kærlighed til rock'n'roll og det dér seksstrengede instrument, som behørigt elektrisk forstærket kan larme så huldsaligt.

Selv om det kan knibe med larmen pga. de svenske volumen restriktioner. Det vender vi tilbage til.

W.A.S.P. (fredag)
Nå, al den snak om aldersgrupper upåagtet havde jeg nu ikke just forventet at rende ind i selveste Fandens Oldemor på Sweden Rock, da jeg passerede festivalens næststørste scene fredag aften.

Men dér stod hun jo. Men hvorfor sang hun noget om, at hun var en "L.O.V.E. Machine"? Oldemor lod sig så ret hurtigt ved nærmere eftersyn identificere som W.A.S.P. leder Blackie Lawless. Jeg beklager, men den buttede ældre herres lange sorte hår og sortsværtede øjne snød mig et øjeblik.

Nå, spøg til side og vanvid fat.

W.A.S.P. begik i de fjollefede firsere – specielt med deres to første albums, "W.A.S.P. – Winged Assassins" og "The Last Command", værker, som i dag er ophøjet til afgørende indstik i rockhistorien. Lawless' kompromisløshed og storladne guitarriffs har trods alt påvirket metalmusikere fra Satyricon over Marilyn Manson til nogle af de mest ekstreme konstellationer på den norske black metal scene.

Synd derfor at alt for dårlig og lav lyd gjorde, at klassikere som "On Your Knees/ The Torture Never Stops", "Wild Child", "I Wanna Be Somebody" og "Chainsaw Charlie" overhovedet ikke kom til deres ret.

Emperor (lørdag)
Endnu engang måtte man i løbet af denne festival forbande svenskernes lydrestriktioner langt ned i det sorte helvede, så mange af deltagerne på Sweden ellers så lystigt besang.

Ikke mindst black metal bannerførerne, norske Emperor, hvis opførsel af hovedværket "In The Nightside Eclipse" i anledning af samme albums 20 års jubilæum, var noget af dét, i hvert fald jeg havde set mest frem til i år.

Det kunne jeg så godt have ladet være med. Emperors ellers så mægtige hymner som "The Burning Shadows Of Silence" og "The Majesty Of The Nightsky" faldt til jorden med det samme dumpe klask, som man (imens de spillede!) kunne høre sin tomme plastic ølflaske gøre. Og det selv om man - som jeg - stod helt oppe foran scenen.

Heavy Metal i al almindelighed og black metal i særdeleshed spillet med så strenge volumenrestriktioner giver omtrent så meget mening som en kødløs dag i en krokodille koloni. Jeg har sgu' hørt min gamle ven Kaare Norge spille højere på bagscenen i Skanderborg – akustisk!

Det skete alt for ofte i år (kun Ted Nugent gav vanen tro fanden i reglerne), at man hovedrystende måtte forlade bands, man havde glædet sig til at høre, fordi nogle bureaukrater ét eller andet sted åbenbart ikke har turdet forlade sig på, at folk selv har forstand til at tage ørepropper i, hvis de synes, musikken er for høj.

Billy Idol (lørdag)
Okay, Black Sabbath, Volbeat og Pretty Maids havde lydmænd så dygtige, at alt – selv med forholdsvis lav lyd – gik fint igennem. Og det var der da heldigvis også et par andre, der havde.

Ikke mindst Billy Idol, som selv som 58-årig har kræfter og attitude til at krænge overlæben op over næsen og levere den fest, han nu engang er blevet hyret til.

Den gamle punker var – fraset Volbeat og Sabbaths fænomenale forestilling – festivalens højdepunkt med et susende suverænt sæt bestående af bl.a. "Cradle Of Love", "Flesh For Fantasy", "Rebel Yell", "Dancing With Myself", "White Wedding" og Doors klassikeren "L.A. Woman".

Idol medbragte et fornemt backingband og ikke mindst sin gamle guitarist Steve Stevens, som stadigvæk spiller bjergtagende godt.

"Fuck yeah, this is fun!" udbrød Billy flere gange i løbet af koncerten.

Og det var det.

Annihilator (fredag)
Endnu et mildest talt festligt indslag var de velspillende canadiske thrash veteraner Annihilator med leder, guitarist og all round festabe Jeff Waters i forrygende form. Stort set samtlige numre men specielt "W.T.Y.D.", "Deadlock", "I Am In Command" og en nådesløse "Phantasmagoria" var lærestykker i, hvordan man turnerer denne genre. På den led minder Annihilator ikke så lidt om de lige så oversete amerikanere i Overkill.

Sluttelig: Sympatisk festival som altid men skru' nu op for fanden! Vi kan godt selv passe på vores hørelse.

Eller hva'?

HVA'?

Nå, det mente jeg jo nok ...