English version

Denne udgivelse har en god måneds tid på bagen, og jeg skal beklage, at anmeldelsen først kommer nu – det skyldes omstændigheder, jeg ikke har været herre over.

Men lad det nu ligge.

Du har til gengæld forstand som den gennemsnitlige intelligensmæssigt udfordrede ged, hvis du lader Beth Hart og Joe Bonamassas mesterlige "Live In Amsterdam" dvd/ blue ray/ cd ligge. Thi hér har vi sgu’ med noget så sjældent som musik i kategorien "så fås det ikke bedre" at gøre.

Og dét ganske upåagtet hvilken genre, man normalt abonnerer på. Hér har vi overvejende at gøre med blues, swing og klassisk rock, og med Beth Hart i front og eliteguitaristen Joe Bonamassa som kapelmester er denne mesterklasse i musikalitet ganske enkelt enestående.

Mange har spurgt sig selv – og overvejende med god ret – hvorfor Beth Hart, hvis hjerte, indlevelse og sjæl er oppe at kysse med de store mestre i det soniske skønmaleri, ikke er et verdensnavn.

Well, Joe Bonamassas (og i al beskedenhed mit) svar var og er, at hun ikke havde et band, som kunne leve op til hendes talent. Okay, Joe har så forbindelserne til at gøre noget ved det faktum, og med det stjernehold,  han har sørget for hér, skinner Beth Harts stjerne så klart, at det er tilrådeligt at tage solbriller på, før man går i krig med "Live In Amsterdam".

Take your breath away
Vi taler selvfølgelig i første omgang Joe selv – i særklasse den bedste nye(re) guitarist i flere årtier og han spiller også overjordisk godt hér (soloen i "Someday After Awhile (You’ll Be Sorry)" vil simpelthen tage vejret fra dig!) – men dertil folk som trommeslageren Anton Fig (Kiss, Dylan, Zevon m.m.fl.), rytmeguitarist og korsanger Blondie Chaplin (Rolling Stones) og den suveræne bassist Carmine Rojas (Jagger, Richards, Tina Turner, Stevie Wonder o.s.v.) plus det løse, og så garanterer jeg, at førnævnte begreb "stjernehold" strækker til som én sild i et symposium for søløver.

De 19 blues, rock og soulsange hér swinger som sytten samlede stang-strippere med en dødstrussel hængende over de permanentede hoveder, bandet præsterer på et fuldstændig urealistisk niveau, og Beths stemme og Joes guitar føjer nye alen til det dér med at levere med sjæl, nerve og nærvær.

Ja, så godt ER det faktisk. Det ER faktisk også én lang fest. Og sluttelig ER det obligatorisk pensum for enhver, der nogensinde har postuleret at være fan af rigtig musik spillet af rigtige mennesker af alle de rigtige årsager.