Selv folk med begrænset intellektuel spændvidde kan tilgives for – som tiderne er – koldt at konstatere, at Fanden er løs og morer sig alt for kosteligt i verden anno 2016.

I hvert fald hvis man tager det gennemsnitlige gammeltestamentlige ged, som er definitionen på ham hornfætteren med domicil pænt syd for Himmerige,  for pålydende. Thi så er alting vitterlig lige lukt ad helvede til, og man må vitterlig formode, at ”Satan laughing spreads his wings”, som Black Sabbath i sin tid fyrede den af.

For verden er i brand, og ildslukkeren er låst inde et sted så hemmeligt, at ingen endnu har formået at finde det.

Hvilket gør det ganske fornøjeligt at opleve, hvordan to af dagens førende metalbands, som gerne besynger Fandens fortræffeligheder, sådan en aften i Amager Bio viste sig som en regulær forløsning for de af os, som i en udsolgt sal bare havde brug for forløsning, for fællesskab og for mellemfolkelig anstændighed.

Men det gjorde de altså. Den tidligere chef i dét bedste norske black metal band, Immortal, som bærer det muntre norske navn Abbath (ahem!) i al almindelighed og det intet mindre end mesterlige polske powerhold Behemoth i særdeleshed.

ÅBENBARINGER
Se, nu kan jeg jo sagtens forstå, at de mennesker, som så at sige er mere på den, end de er med på den, kan have svært ved at fatte, hvad der egentlig er så fascinerende ved den insisterende lydmur, som ER black metal. Well, det handler om at lytte sig ind bag lydmuren og have tålmodigheden til at blive VED med det.

For så kommer de nemlig. Åbenbaringerne.

Man undres og bliver taget på bjerget over, hvordan Abbaths (og Immortals) numre besidder en symfonisk og melodisk kvalitet, som man ikke ville have været foruden. Hvis man altså gider gøre indsatsen og høre ordentligt efter. Tilmed har Abbath med sit nye band formået at spille et rock’n’roll swing ind i denne genre, som jeg havde forsvoret muligheden af.

Og så til Behemoth, som - til trods for de fænomenale koncerter de hidtil har spillet i Danmark i de senere år – fredag aften simpelthen overgik sig selv med en metallisk magtdemonstation, som var noget nær oppe at ringe med Kreators show på Copenhell sidste år og Slayers ditto i Helsingør.

SVIENDE
Behemoth spiller så sviende sikkert og præcist, at du ville have større chancer for at finde et Rasmus Nøhr album i min pladesamling, end du ville have for at finde et svagt led i den ankerkæde af afsindige knaldende kompetente kraftudladninger, som ER Behemoth.

Så er det vanvittig velspillet javel. Men det er fandeme – ja, undskyld – også en opvisning i atmosfære, i gode melodier og i den dér sjældne musikalske vare, man kalder dynamik, så min sidemand forkyndte, at han skulle hjem og forfatte en annonce til Den Blå Avis.

Den pågældende er indehaver af et trommesæt. Men formentlig ikke så meget længere.

Jeg forstår ham godt. For det hér var altså ligegodt satans!