Steffen Jungersen

.

SE, NU DANSER BEDSTEFAR ... IGEN

Share
deep-purple-infinite
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Næsten 50 år efter debutalbummet er veteranerne i Deep Purple bedre kørende på deres 20. udspil, end de har været siden midt i 1980’erne!

DEEP PURPLE, ”InFinite”, (e.a.r./Playground)

Deep Purples forrige album ”Now What” fra 2013 blev – tilsyneladende meget til bandets overraskelse – deres bedst sælgende i flere årtier.

Så stor burde overraskelsen nu heller ikke have været. For da bandet hyrede den legendariske producer Bob Ezrin (Lou Reed, Kiss, Alice Cooper m.fl.) til indspilningen, ansatte de også en indpisker, som insisterede på det bedste fra bandets side.

Han fik med ”Now What” så i hvert fald det bedste ud af Deep Purple i mange år. Albummet emmede af (spille)glæde, musikalsk vovemod og opfindsomhed, hvor Deep Purples album gennem tyve år før dén mere havde signaleret pligtopgaver.

Men fandeme om ikke ”Now What” både fik betonrockens bedstefædre og deres fans ud på gulvet til endnu en sving om. Den blev så ikke engang den sidste, for Purples nye album, ”InFinite”, fortsætter de gode takter fra ”Now What”, selv om den så ikke er helt så umiddelbar som forgængeren.

BLUES-PROG
Til gengæld trækker den musikalsk i perioder helt tilbage til storhedstiden i 1970’erne – specielt til ”Fireball” (1971). Så god er den selvfølgelig ikke, men ”InFinite” er i høj grad et resultat af den bastardisering af blues og progrock, som mange af Purples fineste øjeblikke i 70’erne var.

Først og fremmest er ”InFinite” et vederkvægende velspillet album - det hér er sandt for dyden mestre i arbejde. Sanger Ian Gillan, trommeslager Ian Paice og bassist Roger Glover gør det, de skal gøre, og gør det godt, men ”InFinite” er i høj grad organisten Don Airey og specielt guitaristen Steve Morses album. Ja, de ”nye” drenge i bandet – de har trods alt ”kun” været med i hhv. 15 og 20 år!

Morse kaster kaskader af klasse over alt, hvad han rører ved hér – ofte i forbilledligt samspil med Airey. ”InFinite” er en plade, som har masser af fine detaljer, men fraset den følte ”All I Got Is You” og melodi-rockeren ”Johnny’s Band” savner den numre, som holder ørehænger-effekten hele vejen igennem. I det stykke er det Morses smagfulde leads, der bliver hængende efter endt gennemlytning - hør specielt hans helt eventyrlige spil på den drømmende "Birds Of Prey".

Spillet og førnævnte detaljerigdom er hele albummet værd, og så vil jeg mene, at det er godt gået, at et band med to medlemmer, der har passeret de 70 år, to som er lige ved at være der og en enkelt spradebasse på sølle 62 år (Steve Morse), i ’10’erne er musikalsk bedre kørende, end de har været siden midten af 1980’erne. . .

. . . For det er de!

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

For the introduction of a new kind of music must be shunned as imperiling the whole state; since styles of music are never disturbed without affecting the most important political institutions.

_ Plato