I løbet af blot et kvarters samtale bruger Dream Theaters keyboard-troldmand Jordan Rudess ordet "skabe" og variationer af samme så mange gange, at man godt kunne tilgives for at blive i tvivl, om det er en musiker eller en særligt emsig vækkelsesprædikant, man har i røret.

Nu er Rudess imidlertid musiker i eliteklassen – han er flere gange blevet skudt prædikatet "én af de bedste keyboardspillere nogensinde" i skoene. Den slags forpligter, og i Jordans og Dream Theaters tilfælde forpligter det i stor stil.

De er nemlig om noget band anerkendte for deres tekniske kunnen, og de har en fanbase for hvem bandet vitterlig er en reiligion og musikerne en slags vækkelsesprædikanter.

En fanbase, som følger deres musikalske ledere i stort set alt men også har de skærpede ørne-øjne på bandets præstationer i en grad, så blot én forkert placeret finger på gribebrædder eller keyboard velsagtens ville medføre en regulær folkeflugt mod en anden musikalsk Messias.

Det er dog aldrig sket endnu, og Dream Theater har i karrieren solgt tolv millioner album. Hvilket er endog rigtigt mange, når man spiller noget så – i trendsætternes øjne – håbløst anakronistisk som progrock.

Prog mig hér ...
Altså, prog var da sådan noget, Yes og tidlig Genesis spillede i de hårfagre halvfjerdsere og sgu' da ikke noget, man begiver sig af med i 2014!

"Jamen, jeg synes da også, det er fantastisk, at vi har så mange fans," griner Jordan Rudess, da han ringer fra hjembyen New Tork.

"For det er rigtigt, at vi har flere fans end så mange andre såkaldte progbands, men det er jo altså også, fordi vi er anderledes end de andre progbands. Vi er nemlig ikke bange for melodier."

Den melding skal forstås derhen, at det nok er muligt, at Dream Theater kan brillere og improvisere så meget, at nogle mennesker forståeligt nok ville begynde at tvivle på det betimelige i, at musikinstrumenter overhovedet er opfundet. MEN der skal være (melodisk) mening med galskaben.

Og det er der også på Dream Theaters 12. album, som blot bærer bandets navn. Albummet, som udkom i september sidste år, udmærker sig ved generelt kortere og mere fokuserede SANGE, end så mange andre DT albums har gjort det.

"Det er jeg glad for, du siger, for så har du fattet det, der netop om noget var meningen med den plade," siger Jordan.

"Ganske vist ville vi skabe et album med alle vores kendetegn, men det var også fra starten meningen, at numrene skulle være mere koncise og direkte, end de måske ind imellem har været."

Og nu vi er begyndt med skabelserne; hvordan bliver musikken så til i et band, som består af så individuelt dygtige folk som Dream Theater?

"Det kan jeg ikke svare på sådan direkte, for vi har alle hver vores måde at skabe musik på. Men jeg kan fortælle dig, at når du kommer med idéer til Dream Theater, så er kravene de samme til alle – nemlig at musikken skal have melodi, sjæl og substans."

Sjæl?
Lige det ér med "sjæl" har undertegnede i perioder haft svært ved at forbinde med progrock, som i disse øren lidt for ofte har det med at ende i noget, hvor dygtige musikere spiller "blot" for at vise, hvor fantastisk dygtige de er.

Den teori kyler jeg efter Jordan Rudess. Døden eller snarere enden på interviewet skal jo have en årsag. Men han tager det pænt.

"Vi ER dygtige, og det insisterer vi også på at være. Men det er altså ikke, fordi vi vil brillere og udstråle den dér "se mig, hvor er jeg bare god"," forklarer Jordan.

"Musikerne i dette band er så gode, som de er, og vi stræber stedse efter at blive endnu bedre, fordi vi vil være i stand til at spille dét, vi gerne vil – uanset hvad det er. Således ville det jo ikke være til at holde ud, hvis vi kom op med nogle idéer til noget musik, vi gerne ville skabe og så måtte lade de idéer ligge, fordi ... Nå ja, det kan vi ikke spille.

Vi SKAL være i stand til at skabe dét, vi ønsker."

Og så tilføjer han med et grin:

"Jo, tingene skal være perfekte, men der findes altså også øjeblikke, hvor vi bare går amok og hamrer løs. Vi gider jo heller ikke, at folk går kolde pga. en overdosis perfektion (latter)."

Dream Theater har – ifølge tangenttroldmanden – en unik fanskare bestående af heavy metal freaks, fans af klassisk rock og rock i al almindelighed tilsat "en masse unge musikere".

Jordan er for høflig og venlig til at forlænge sætningen om "en masse unge musikere" med "som lige skal prøve at lure os kunsten af", men der er ingen tvivl i hans stemme om, at det er dét, han mener.

Og dermed er vi faktisk tilbage, hvor vi begyndte. Nemlig med påstanden om at det forpligter at være Dream Theater og medlem af samme konstellation.

"Det vigtigste for os er at blive ved med at skabe noget nyt og presse musikken fremad," slår Jordan fast.

"Og det forventer folk også, så det er både et ansvar, vi har, og et pres, der hviler på os ...

... Men ved du hvad; det er helt i orden, for det er jo dét, vi gør, og vi er ret gode til det!"

Hør selv HVOR gode, når Dream Theater 20. februar spiller i Falconér Salen på Frederiksberg