Al det bavl med og om Volbeat i de senere år tvang mig for nogen tid siden – meget mod min vilje – til at grave et alt for ofte anvendt udtryk fra Brøndby Stadion i de onde år op igen:

Man bliver så TRÆT!

Fra starten kunne man diskutere det betimelige for slet ikke tale om kløgtige i, at Volbeat for et par år siden nægtede et par medier gratis adgang til deres koncerter.

Forståeligt eller ej. Volbeat burde nok i det stykke have ladet vandet og lade det flyde fra den høje hest med meldingen ”nå ja, who cares”, men det gjorde de så ikke.

Resultatet var en fjollet fejde mellem pressen, Volbeat hadere og de mest forbenede fans, som alle som én havde brugt hele tolv sekunder på at sætte sig ind i, hvad fanden det hele handlede om.

Man blev så TRÆT!

For hvad var det lige, der forsvandt midt i alle skænderierne i sort stue? Det gjorde musikken! Og jeg er nødt til at afsløre hér og nu:

I den sidste ende er det altså dét, det handler om.

FEST AF DIMENSIONER
Således er det, du læser nu, af samme grund min første Volbeat anmeldelse i lidt over to år, men det glæder mig efter den knaldhårde kvartets søndags seance i et udsolgt Royal Arena søndag aften at kunne afsløre, at man kan mene om Volbeat, hvad fanden man vil, men det er simpelthen ikke oppe til diskussion, at d’herrer fremdeles er et formidabelt liveband.

Jeg bliver formentlig aldrig den bedste ven af den polerede lyd på hverken ”Seal The Deal And Let’s Boogie” eller Volbeats seneste album ”Rewind, Replay, Rebound”, men de albums’ kvaliteter eller mangel på det samme rokker ikke ved, at Volbeat kan spille op til en fest af dimensioner, de fleste andre bands kun kan drømme om.

Hvilket de så også gjorde i Royal Arena.

For det er såmænd bare det, de vil. Volbeat.

Spille ”op til fest og dans” for nu at citere salig Gasolin’.

Og det gjorde de i to fornøjelige timer i Royal Arena, hvor også nye(re) sange som ”Leviathan”, ”Seal The Deal”, ”Sorry Sack Of Bones”, ”Pelvis On Fire” og den faktisk forrygende ”Die To Live”, som med lakken fra studieudgavernes lakering skrabet væk, blev præcis de hårdtpumpede onde boogie manifester, Volbeats bedste numre har været siden starten for snart ganske mange år siden.

Man skulle således være et skarn for ikke bare at nyde både musikken, Volbeats ganske besnærende overskud og den imponerende reklame for danske tandlægers kompetencer, de 16.000 tilstedeværende stillede til skue denne aften.

FOLKET HAR TALT
Smilene på scenen overflødiggjorde da også en del af det eksorbitante lysshow. Michael Poulsen med dit sædvanlige ”det var satans!” grin, de veloplagte leadguitarist Rob Caggiano og bassist Kaspar Boye Larsen og den klippesolide trommeslager Jon Larsen.

Er der noget hér ikke at holde af, som jeg – set i det blege lys af de senere års fejde – tænkte?

Det er rock’n’roll, det er en fest, og folk, som i fuldt alvor barnagtigt sammenligner det hér med Kandis og Big Fat Snake, har kun én pointe. Og den vil de garanteret ikke være ved.

Pointen er, at Big Fat Snake og Kandis – uden sammenligninger med Volbeat i øvrigt – garanteret også mente sig sat i verden for at gøre folk glade. Og ligeledes garanteret også gjorde deres bedste for at leve op til netop det.

Pointen i Volbeats tilfælde er, at de er et rock’n’roll band rundet af folket og FOR folket, og det fortjener de ikke andet en ros for.

Volbeat kunne desværre, som vore musikalsk fragmenterede tider er, nemt være dét sidste store internationale hardrock arena band. Vi bør passe godt på dem. . .

. . . Hører I?

Nå, det var godt.

Tak for festen, Volbeat. Vi ses til den næste.