Det er år og dag siden, Roskilde Festival tabte den politisk korrekte sut - så skabt i speltmel og gulerodsudtræk, den ellers var - men at selveste gedeskæggets growlende gesandter på jord, californiske Slayer, skulle følge trop på festivalen havde jeg vitterlig aldrig troet.

Kvartettens koncert på Roskilde savnede ganske både det nådesløse attack og den regulært skræmmende intensitet, som d'herrer ellers så sent som lige før jul i Helsingør beviste, at de stadig 30 år inde i karrieren godt kan spille med. Ja, man kan med god ret hævde, at førnævnte attack og intensitet er selve Slayers eksistensberettigelse, når de høvler hammerhymner som "South Of Heaven", "Dead Skin Mask", "War Ensemble" og resten af kaos-kataloget af sig.

Men dét til trods at Slayer aldrig spiller dårligt, bliver man også nødt til at erkende, at dét, de leverede i Roskilde, var alt, alt for pænt og i perioder jævnt kedeligt. Jeg skal ikke kunne sige, om Slayer ligefrem holddt sig tilbage denne aften, men det lød vitterlig sådan på en aften, hvor vi skulle helt hen til de to sidste numre, "Raining Blood" og "Angel Of Death", inden Tom Araya og co. lød, som om de så småt var kommet op i gear.

Ordene "light" og "familievenlige" kan i Slayer sammenhæng synes så malplacerede, som havde Lalandia brugt slaglinjen "død og helvede til alle" i deres TV-reklamer. Ikke desto mindre er de i denne sammenhæng ganske passende, og dén går altså bare ikke, når man har med verdenshistoriens ellers mest nådes- og kompromisløse thrash metal band at gøre.

"Jeg er sgu lidt skuffet. Det var jo både for lavt og for pænt," som en kær veninde og Slayer debutant - vi kan jo kalde hende Spirrevippen - så præcist påpegede efter koncerten.

Jeg har egentlig ikke noget at tilføje. Og det vil jeg således undlade.