"Der er ingen hér på scenen, der ikke har lyst til at sparke One Direction meget hårdt i nosserne!"

Se, den melding er jo – så nem den ellers er – svær at stå for!

"Derfor har vi skrevet en sang, der hedder "Death To All But METAL!"."

Se, den er det jo nærmest umulig at stå for.

Havde det altså lige ikke været fordi, man i de senere år talrige gange havde hørt Steel Panther divertere masserne med dén samme vittighed eller variationer over samme.

Og det er ganske mange gange, skulle jeg hilse at sige – i og med at den californiske kvartet efterhånden kommer rendende oftere end postvæsenet (og hér taler vi vel at mærke postvæsenet dengang, samme fungerede!).

TRÆTTENDE
Så gode kærlige parodier på 80'ernes fjollefede festmetal som "Party Like Tomorrow Is The End Of The World", "Party All Day, Fuck All Night" og førnævnte "Death to All. . ." ellers er rent musikalsk, så er man efterhånden træt som en hyrdehund i en flok får på speed af de samme gamle jokes om band medlemmernes mere eller mindre æsel-kompatible kønsdele, og hvad de ellers ønsker, de har. . .

Steel Panther er indtil videre endt som hårdrockens var på Linje Tre – musikalsk kompetente men komik-mæssigt kedeligere end Liberal Alliance. Og det er sgu ikke noget, jeg ønsker selv for mine værste fjender.

Jeg erkender, at de tilstedeværende i Vega tirsdag aften for manges vedkommende morede sig kosteligt. Men jeg konstaterer også, at publikum decimeres for hver gang, Steel Panther har besøger landet. Således var der god plads i salen, og balkonen var lukket i Vega denne aften.

Det er på tide at smide piss-take attituderne og parykkerne og bare spille ROCK, Steel Panther – I er jo faktisk ret gode til det.

ÅBENBARINGEN INGLORIOUS
Som det var, blev Steel Panther i mine øren fejet ud af deres egen koncert af de unge englændere (og en enkelt svensker) i supportbandet Inglorious, som ret hurtigt delte rigelige krus fra nektar fra inspirationskilden ud ved at spille covers af Rainbows "I Surrender" og Whitesnakes "Fool For Loving". Men det havde de såmænd ikke engang behøvet, i og med at deres egne numre bastant bragte behagelige minder til torvs om klassisk Whitesnake og – ikke mindst – Bad Company.

Og modsat så mange andre såkaldte retrobands, var det IKKE kun stilistisk, Inglorious holdt dyderne i hævd. De har også være så reelt fremragende sange, at det fik mig til at fundere over, hvornår jeg sidst har hørt et support band SÅ meget bedre end hovednavnet. Sangene var så også fremragende spillet med en mig ubekendt men fuldstændig forrygende sanger, Nathan James, i spidsen. Han vil med årene vitterlig kunne tage kampen op med de åbenlyse forbilleder David Coverdale og Paul Rodgers. Og dét vil sgu sige noget!

Nej, der er ingen præmier for at gætte hvem der skraber stjernerne hjem til denne anmeldelse . . .

Sluttelig undskyld til aftenens første supportnavn, danske I'll Be Damned; men jeg nåede desværre ikke frem i tide.