Der er nu ikke noget som det meteorologiske morskabsteater, vi kalder den danske sommer.

Efter halvandet års can-can med Corona restriktionerne og umiddelbart efter to uger med sol og varme får man e-n-d-e-l-i-g lov at komme på græs og – stående! -opleve en rockkoncert igen. Nemlig på plænen ved Nyborg Slot (i øvrigt et dejligt og anbefalelsesværdigt sted).

Og hvad sker der?

Et kvarter i koncert bestemmer Han, der har opsyn med installationerne i Det Høje, sig for atter at se stort på de så velkendte problemer med rørlægningen deroppe. Med det forudsigelige resultat at det siler ned resten af aftenen.

Men hvad fanden. Man skal jo kun have boet i dette land i nogle få måneder for at vide alt om det utætte vandreservoir over himlen hér i H.C. Andersen reservatet. Og noget skal vi jo have at brokke os over.

Når man nu ikke kan brokke sig over musikken, for det ville sandt for den anløbne dyd være svært, når d’herrer Walter Trout og Johnny Madsen deler plakaten, som tilfældet er denne aften.

Se, Walter Trout er en intet mindre end brillant musiker, og han har gennem de sidste fire årtier givet os flere blændende bluesopvisninger her i landet end selv højt uddannede excel-akrobater formentlig har styr på.

I Nyborg havde den sympatiske mand imidlertid visse problemer. For det første snød et især i starten irriterende grødet og skævvredet lydbillede os for detaljerne i Walters guitarspil.

Derudover synes jeg ærligt talt ikke – når man nu har så mange fine sange i kataloget, som Walter Trout vitterlig har – der er grund til at bruge tid på forudsigelige covers af Jimi Hendrix’ skamredne ”Red House” eller Sonny Boy Williamsons ”Help Me” i ti minutter lange versioner, som dybest set blot tjener som affyringsramper for et arsenal af soli, som kunne give selv en hardcore jazzfan nervøse trækninger.

HJERTE OG SJÆL
Grunden er så formentlig, at Walter pga. en vis pandemi, så vidt jeg har forstået, måtte smykke sig med lånte – såmænd i øvrigt glimrende – danske musikere denne aften snarere end sit sædvanlige amerikanske band og sikkert i den sammenhæng har følt det nødvendigt et stykke ad vejen at holde sig til standardrepertoiret.

Det var ikke desto mindre en fin koncert, fordi der aldrig er tvivl om, at Walter mener det og leverer med hjerte og sjæl. Ikke mindst i den gribende ”All Out Of Tears”.

Således er en vandretur ad en rute, man har gået så mange gange før, fordi man holder af den, slet ikke  at foragte. Blot man ikke tror, man kommer til at opleve noget nyt undervejs.

Og lad os så se frem til Trouts indendørs turné til efteråret, hvor han – i hvert fald i min optik – skal forsøge at leve op til én af de bedste blueskoncerter, jeg har været til i nyere tid, da han jævnede Amager Bio med jorden i november 2015.

JOHNNY THE BLUES SHOWTIME
Og så uden så mange fabellader: På scenen går noget nær det bedste af de få traditionelle rock’n’roll bands, der er tilbage hér i verden.

De er såmænd danske, de hedder Johnny Madsen Band, og de har spillet sammen i så mange år, at d’herrer Johnny Madsen, Niels Mogensen, Henrik From og Knud Møller er limet sammen live som kun sande musikalske soul brothers kan være det.

Det er de også denne aften i et omfang, så vores velklædte vestjyske verdensmand koketterer med, at han såmænd sagtens kunne gå sig en tur, for de andre tre klarer det jo sagtens alene.

Selvfølgelig er det så noget koket ævl, for hvem fanden ville undvære Johnny, som i øvrigt efter en lidt rusten (!) start er velsyngende denne aften, men pointen i førbemeldte ævl er selvfølgelig, at

Madsens backing er forrygende og så lidt til.

Selv om sange som ”Natkatten og rockulven”, ”Udenfor sæsonen”, ”Griseriet på Bounty”, ”Halgal Halbal”, ”Johnny The Blues” og ”Færgemanden” gang på gang er mere eller mindre fast inventar på sætlisten, har jeg aldrig hørt dette band spille dem på helt samme måde to koncerter i træk.

Der er plads til nye detaljer og frække finter hver eneste gang, når den storswingende duo, Mogensen og From, danner underlag for Johnny og den lige så beskedne som bjergtagende guitarist Knud Møller.

IGEN OG IGEN
Ja, jeg har skrevet det igen og igen, men Knud bliver også ved med igen og igen at overraske mig med, hvordan han stadig kan variere den 5-8 minutter lange solo i bravournummeret ”One Man Band”.

Jeg mener, han må sgu da have spillet det nummer adskillige hundrede hvis ikke tusinde gange, siden sangen oprindelig blev udgivet for 33 år siden.

Ja, I kender turen.

Så lad mig blot afslutningsvis konstatere, at det er svært at give et band ret meget større ros end det faktum, at min fine fotograferende ven og debutant til en elektrisk Madsen messe, John, hele vejen hjem til København underholdt mig med, hvilken pragtfuld aften han havde haft.

Sådan er der såmænd så mange, der har det, efter endnu en seance med Danmarks bedste rock’n’roll band.

Ja, I kender turen. . . og hvis I ikke gør, så er det altså med at komme afsted og opleve dette band.