Okay, det var nok ikke helt så sort og ej heller helt så smukt, som det har været ved andre regulære majestætiske mesterklasser, jeg kan mindes med disse dejlige dommedags-drønnerter. Og med tre bandmedlemmer pænt oppe i tresserne kan momenter af regulær hyggeonkel-heavy vel heller ikke helt undgås.

Når det imidlertid er sagt, så har man ingen som helst ret til at forlange, at de suveræne stilskabende ikoner i mægtige Black Sabbath – thi dem er det naturligvis – skulle leve op til de himmelstræbende forventninger, der var til Ozzy Osbourne, Tony Iommi, Terry "Geezer" Butler og Tommy Clufetos inden koncerten i Forum.

Et sådant forlangende kunne hurtigt blive en sag for FN's menneskerettighedskommission, i og med at der nu engang ikke er noget retsligt belæg for at kræve, at folk – og nej; ikke engang aldrende heavy metal bands – skal forblive for evigt unge.

Jeg tør godt hævde, at dét, der stod øverst på ønskesedlen, hos langt størstedelen af de 8.000 i Forum denne aften var, at Ozzy og co. ville vise sig vitale og – nok så vigtigt – fuldt ud så gangbare i 2013, som de var, da nogle af os solgte vores sjæl til Heavy Metal via klassikere som "N.I.B", "Behind The Wall Of Sleep" og "Paranoid" for 43 (!) år siden.

Og begge de ønsker blev opfyldt i Forum. Om end de musikalsk i perioder ikke helt blev opfyldt med den råhed og kant, man så godt også havde kunnet ønske sig.

Mareridts-maleri
Specielt i den første lille halve time var koncerten – specielt taget i betragtning at man havde med den begsorte bøhmands bedste besyngere at gøre – lige lovlig pæn (se, dér var sgu' et ord, jeg aldrig havde troet, jeg skulle bruge om Black Sabbath) og poleret (ét til, jeg aldrig havde troet... o.s.v.).

Men så tog guitaristen Tony Iommi så at sige spaden i egen hånd, da bandet havde spillet og hygget sig ind i de første fire numre, og diverterede først med en regulært mesterlig solo i "Age Of Reason" for derefter i Black Sabbaths signatursang for alvor at male det mageløse mørke musikalske mareridts-maleri op, som er dette band, når de er allerbedst.

Se, så smilede man jo saligt, og mundvigene tog himmelflugten, da Sabbath fulgte dén magtmanifestation op med førnævnte "Behind The Walls Of Sleep" og "N.I.B.".

Oh yeah! Så at sige ...

Ærefrygt
Igen måtte man – som man har gjort så ofte før – (lam)slås med undren og ærefrygt over at være i selskab med førnævnte Tony Iommi. Betydningen af den mands mægtige riffs og dermed Black Sabbath i rockhistorien kan simpelthen ikke overdrives. De er ganske enkelt mejslet øverst og med de største bogstaver i den granitblok, som udgør selve den hårde rockmusiks hjørnesten.

Fatter man ikke det, skal man professionel hjælp.

Geezer og en Tommy Clufetos, som gjorde et mesterligt arbejde som afløser for Bill Ward, lægger et fundament for Iommis riffs så tungt og solidt, at man kunne arrangere brydekampe for blåhvaler på det, uden at nogen ville falde igennem.

Og dermed og derfra er det altså bare om at nyde det, når Iommi deler ud af selve heavy metals DNA i "Fairies Wear Boots", "Iron Man" og den pragtfulde "Dirty Women".

Så meget desto større en præstation af denne formidable musiker taget i betragtning, at han fremdeles er i behandling for sin kræftsygdom. Tony, du er "The Iron Man"!

Foto: John Mortensson

Og så ud i front. Her regerer som bekendt Sir Ozzy of Osbourne, og jeg gider ikke høre noget vrøvl, fordi han engang imellem åbenlyst bekender sig til nogle mildest talt alternative tonearter i forhold til resten af bandet.

For det første kan heller ikke Ozzys personlige bidrag til rockhistorien overdrives. Dertil er han en ubetalelig og sympatisk performer, og trods de næsten obligatoriske falske hvin hist og hér, synes jeg sgu' han sang fint nok i Forum. Og så kan I mene om ham, hvad fanden I vil, men uden Ozzys stemme ville selve den stemning mangle, som nu engang er en essentiel del af Black Sabbath.

Eller som én af vennerne sagde:

"Jeg er komplet ligeglad, hvad de siger om Ozzy. Manden er gud!"

Og vil I så bare forestille jer. Imens jeg sad og skrev denne anmeldelse og mindedes koncerten i Forum, sneg bedømmelsen sig da lige op fra de fire stjerner, som egentlig var bedømmelsen, til fem ... så-eh for nu at parafrasere en musiker fra en helt anden boldgade:

Black Sabbath – still magic after all these years!