Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

SORT, SATANISK SØNDAG

Share
mayhem-pumpe
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Trods en lydmæssigt lidt famlende start, lossede legendariske Mayhem samtlige tvivlere til side ved koncerten søndag aftent

MAYHEM, Pumpehuset, København, 24. november


De norske bannerførere udi musikalsk brutale bagholdsangreb, banebrydende bombastiske brag og – ja, virkelig - bjergtagende billedskabende harmonier, black metal mestrene Mayhem, har en trommeslager, som man, efter ordet ”fantastisk” i de senere år på det skammeligste er blevet devalueret af click bait brigaden, næsten ikke kan beskrives.

Han hedder Jan Axel Blomberg – med det gæve norske kælenavn, Hellhammer – og mandens overdrevne overlegenhed har foranlediget mig til at fraråde mine trommeslager venner at høre Mayhem. Af miljømæssige årsager. I og med der ikke umiddelbart er nogen grund til at bidrage til den globale opvarmning, fordi tøndetampere i nær og fjern ritualafbrænder deres instrumenter i afmagt efter at have hørt Hellhammer.

Ja, så god er han. Der er fremstillet robotter og trommemaskiner, der er skrækeksempler i elendig timing i forhold til ham, men om det ligefrem er nok til, at Mayhems lydmand i de første 45 minutter i Pumpehuset søndag aften lod helvedeshammeren falde så hårdt, at den overdøvede resten af bandet, vil jeg tillade mig at stille mig skeptisk overfor .

Det betød nemlig, at trommerne et langt stykke ad vejen druknede guitaristerne Teloch (Morten Iversen) og Ghul (Charles Hedger) i første halvdel af det, som i øvrigt var og i særdeleshed udviklede sig til en fornem koncert med de norske legender.

Der er en dybde og en forståelse for neoklassiske harmonier i Mayhems nådesløse attack, som kun de af os, som kender det hele i forvejen, kunne ane i koncertens første halvdel. Og det var ærligt talt ærgerligt, i og med at den halvdel bestod af numre fra Mayhems seneste og mesterlige nye album ”Daemon”, det ondsindede ”Wolf’s Lair Abyss” og det stilistisk avancerede ”Grand Declaration Of War”. Gider man ellers høre efter og tage turen om bagved lydmuren har Mayhems musik en nærmest skræmmende fascinerende, symfonisk storhed, det kan være svært at finde, hvis trommerne skal overdøve guitaristerne.

Og det kom sgu’ for tæt på i første kapitel – man taler ikke hovedsæt og ekstranumre i tilfældet Mayhem, man taler om tidskapitler - af den soniske skrækroman, som var Mayhem i Pumpehuset.

FROSTGRADER
Da andet kapitel imidlertid cirka tre kvarter inde i koncerten åbnede med med klassikeren ”Freezing Moon” og tre mere fra hovedværket ”De Mysteriis Dom Sathanas” var lyden kommet på plads, og endnu engang tabte man uklædeligt den nederste del af ansigtsanatomien i gulvet med et klask over, hvor langt Mayhem var forud for deres tid, da de udgav dét album for et kvart århundrede siden.

Det var ganske enkelt fantastisk – nå, så røg det ord sgu’ alligevel indover – at opleve førnævnte ”Freezing. . .”, ”Pagan Tears”, ”Life Eternal” og ”Buried By Time And Dust” eksekveret så overbevisende som denne sorte, sataniske søndag aften.

Således blev det heller ikke dårligere i tredje kapitel med bl.a. de over tredive år gamle klassikere ”Chainsaw Gutsfuck” og ”Deathcrush” tilsat den vanvittige speedsymfoni ”Ancient Skin” (fra ”Wolf’s Lair. . .”) leveret på en facon, der kunne få de fleste religiøse fundamentalister til desperat at række ud efter natpotterne, før du kunne nå at sige bøh.

Man forlader ikke en Mayhem koncert med hovedet holdt højt og stoltheden brusende i brystet men snarere lettere foruroliget, en anelse nervøs og med en fornemmelse af, at hér oplevede man noget helt specielt, som man ikke helt kan sætte en finger på effekten af. Det er måske godt det samme.

Men det var det, man gjorde søndag aften, og for de af jer, som tør tage opgaven på sig, så ER det altså så afgjort besværet værd at lytte sig ind bag Mayhems tilfrosne lydmur, for der finder man noget ganske særligt.

Tro mig!

(foto: Henriette Jungersen)

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music for me, it demands full concentration.

_ Paulo Coelho

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk