English version

I 1996 udgav engelske Magnum et dobbelt livealbum med den sigende titel "The Last Dance" og hamrede neden under titlen budskabet hjem med ordene "The last ever recordings from Magnum!"

Så spørger du selvfølgelig, hvad fanden de så lavede i Amager Bio næsten tyve år senere? Vel at mærke i et Amager Bio så sparsomt befolket, at man kunne arrangere en linedance konkurrence mellem de fremmødte?

Well, det spurgte jeg også mig selv om, og jeg fik ikke rigtig noget svar ved en koncert, der egentlig mest formede sig som bevisførelse for, at Magnums tid simpelthen er forbi. Og det var sgu’ egentlig lidt sørgeligt.

Men bandets formulariske storladne hymner - tilsat lidt hård rock hér og lidt Tolkien romantik dér - er for énsformige på den lange bane og virker dertil sært anakronistiske i 2014.

Sagt på en anden måde: Magnums musikalske manøvrer om majstangen, mens de små fabeldyr synger kor i skovbunden, tjener nu om stunder udelukkende som soundtracket til en svunden tid.

Bevares; Magnum leverer pletfrit og professionelt, men når det er sagt, er det så netop også dét: Professionel leverance. Men den leverede vare savner både nerve, nærvær og synlig spilleglæde, og det er dét, der er det sørgelige.

Selv i deres "storhedstid" var Magnum jo ikke noget decideret stort navn. Og den periferi, de således altid har bevæget sig i, er Magnum nu skubbet så langt ud i, at der er reel fare for at falde ud over kanten.

Det er synd for et band, der trods alt har lavet ganske mange gode sange i karrierens løb som "Vigilante", "How Far Jerusalem", "Les Morts Dansant", "Sacred Hour" og "Kingdom Of Madness".

Imidlertid er Magnums egen skyld, at det er kommet så vidt.

De burde have holdt deres løfte dengang i 1996 og have trukket sig med æren i behold. I dag virker de sært uinteresserede, og så kræver det ikke et udvidet doktorat i matematik at regne ud, at publikum vil blive ved med at svigte.

Den tredje stjerne er udelukkende givet i respekt for Magnums fortid.