SPIL NOGET, VI KENDER!

Og det gjorde Bryan Adams så – med mildest talt skiftende held – i Forum torsdag aften

BRYAN ADAMS, Forum, Frederiksberg, 19. marts

Det er nemt – og også FOR nemt – og dertil ikke så lidt arrogant at afskrive den aldrende canadiske rock light crooner Bryan Adams, blot fordi han modsat mange af sine kritikere ikke blev født i går.
Så det vil jeg lade være med, men jeg er nødt til at fortælle jer, hvorfor han ikke længere er, hvad han var.

Se, jeg kan godt huske dengang på kollegieværelset i en trøstesløs forstad til Aarhus, hvor man godt vidste, at en opfordring til en "One Night Love Affair" næsten var en stensikker succesformel – især hvis man fulgte den op med hensigtserklæringen "I'm Gonna Run To You".

For jo; Bryan begik med albummet "Reckless" faktisk et mindre rockmesterværk dengang i ´84. Det skal han fandeme anerkendes for, for der er ikke ét dårligt nummer på det album, som han nu er på turné med i anledning af sammes 30 års fødselsdag i november sidste år. Hvorfor første halvdel af mandens koncert i Forum torsdag aften bestod af sangene fra dét album.
Det kunne næsten ikke gå galt. Og det gjorde det – næsten – heller ikke i "Reckless" delen af koncerten, selv om man nok må sige, at en del af de sange blev liret af på en måde, som de ikke havde fortjent.

OOMPH!?
Og til trods for at det "oomph!" man gerne havde set sit mellemgulv masseret med i sange som "Reckless", "Run To You", "She's Only Happy When She's Dancin'" og den ellers fænomenale "One Night Love Affair" lydmæssigt desværre var et tjat på kinden med den fjerpen, der var moderne, da disse sange blev skrevet, i stedet for det rockhug, man kunne have ønsket sig.

Det forhold blev der dog nogenlunde rettet op fra de fremdeles uimodståelige "The Kids Wanna Rock", "It's Only Love" og "Summer Of 69" samt den umanerligt godt gyngende "Long Gone".

Selv efter alle disse år er Bryan Adams' leadguitarist Keith Scotts smagfulde og harmoniske spil en fryd af følge i de numre. Selv om man så godt kunne have ønsket sig, at resten af bandet havde lagt den samme entusiasme for dagen.

OG SÅ GIK DET GALT
Og så gik det i øvrigt alt for ofte alt for meget galt i koncertens anden halvdel, da "Reckless" var spillet til ende. Efter den dér uundgåelige sang fra den dér film, hvor Kevin Costner fremstillede Robin Hood med amerikansk accent og bundesliga-hår, stod kvaliteten af resten af aftenens sange i skærende kontrast til "Reckless" numrene.

Ja, jeg beklager men formulariske kvalme-kantater som førnævnte Robin Hood helvede, som "Please Forgive Me" og som "When You're Gone" og som den bebrækkelige "All For One" klinger så hult som det MTV-koncept, de tydeligvis dengang blev skrevet til. De tjente kun til at understrege, at Bryans bedste bedrifter netop var de dér sange fra "Reckless". Se, det er jo faren ved at fortsætte en koncert, når man spiller de bedste sange først og fra en ende af og ikke erkender, at man nok burde have stoppet festen dér.

Jeg skal blankt indrømme, at jeg fortrak til forhallen, da bandet mod slutningen satte i med en udgave af Eddie Cochran klassikeren "C'mon Everybody" så fersk, at hele sundhedsmafiaen formentlig skreg af lykke over, at korstoget mod overdreven brug af krydderier nu har nået sit mål.

Bryan Adams synger faktisk stadig stærkt og udmærket, han selv virkede også ganske veloplagt, og hans bedste sange står ikke til at ødelægge. Til gengæld beviste han til overmål i Forum, at hans VÆRSTE sange sagtens kan ødelægge mindet om de bedste. . .

. . . Og ja, den tredje stjerne gives til de dele af publikum, som tydeligvis havde en dejlig aften og garanteret er plankehamrende ligeglade med, at den gamle idiot hér ikke var tilfreds.