Steffen Jungersen

.

STOLT STEJLENDE FUCKFINGER TIL TVIVLERNE

motorhead
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

"Bad Magic" er en triumf for Motörhead og ikke mindst for mainman Lemmy set i lyset af hans problemer i de senere år - de ER stadig rock and roll og dét langt mere end de fleste

MOTÖRHEAD, "Bad Magic", (UDR)

Man behøver blot kaste et perifært blik på den kaotiske kavalkade af alt for påtrængende tragedier og ligegyldige tosserier, som konstituerer nyheder nu om stunder, for at konstatere, at verden er - om muligt - mere afskyvækkende og vanvittig end nogensinde. Det sker dog - jo, det gør! - også, at verden er vidunderlig.

Det er den eksempelvis, når mesterlige Motörhead forsager den dødedans i dårekisterne, som menneskeheden ellers gør sig i for tiden, for at spille op til endnu en vederkvægende voldsom og stærkt stålsat stampende protestmarch mod førbemeldte vanvid. Dét gør Lemmy, Phil Campbell og Mikkey Dee atter på Motörheads 22. studiealbum "Bad Magic", som er en himmelstræbende og stolt stejlende fuckfinger til de tvivlere, som måtte have stillet spørgsmålstegn ved dette bedårende bands evner til at levere denne gang - set i lyset af über-motorhoved, 69-årige Lemmys talrige problemer med helbredet i de senere år.

Jeg må med skam indrømme, at selv jeg - hardcore Motörhead-discipel gennem næsten fyrre år - var blandt nævnte tvivlere, og juryen er da også stadig ude for så vidt angår betimeligheden i, at Lemmy atter er taget på landevejen, når man tænker på seneste koncertaflysninger i USA. Det får så være for nuværende.

FORRYKT FRÅDENDE FEST
For "Bad Magic" er - selv af Motörhead at være - en ualmindeligt veloplagt og forrygende frådende festforestilling af et rockalbum. Hér sætter den tordnende trio simpelthen standarder for, som kun de kan, hvad udtrykket "at gå til stålet" egentlig betyder i virkeligheden.

"Victory or die!", som Lemmy så kækt kvækker, inden bandet sætter i med rock-raidet på det indledende nummer af samme navn, og derfra former "Bad Magic" sig som måske den bedste cocktail af det punk-kolorerede raseri, der var Motörhead i de sene 70'ere/ tidlige 80'ere, og dén stilrene rock'n'roll maskine, de senere blev.

Tro mig nu for helvede; man bliver i idiotisk godt humør, som bandet tordner gennem eksempelvis "Thunder And Lightning", "Teach Them How To Bleed", "Shoot Out All Your Lights", "Evil Eye" og "Electricity" - de to sidste kunne være hentet direkte fra henholdsvis "Overkill" og bandets selvbetitlede første album. Eller når man oplever dén forståelse for rigtig rock'n'roll, der er "Choking On Your Screams", "The Devil" og den blændende boogie "Firestorm Hotel".

Hvilket efterlader den hjerteskærende og nærmest Hendrix-agtige ballade (ja, sgu'!) "Till The End" og sluttelig en fænomenal fortolkning af The Rolling Stones' klassiker "Sympathy For The Devil". Der skal mildest talt mod til at give sig i kast med sådan en sang, men Motörhead gør det fremragende i en udgave, hvor Lemmy ånder al den desperation og alt dét savn ind i sangen, den kræver.

Mit hjerte, hvad vil du dog mere? Ingenting - udover at ønske Lemmy alt godt fremover naturligvis.

De er - mine damer og herrer - Motörhead. Og de er i dén grad stadigvæk rock and roll!

 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Military justice is to justice what military music is to music.

_ Groucho Marx

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk