Bandets leder Sigurd "Satyr" Wongraven kan noget med - via klangflader og dragende repetitive melodier - at skabe en egen middelaldermørk mættet skønhed i en musik, som står i lige så stor gæld til Andrew Eldritch og Sisters Of Mercy, som den gør til bandets egen metalbaggrund. En sang som den højtsvungne hymne "Phoenix" (med gæstevokal fra Madrugadas Sivert Høyem) lyder sågar, som man sagtens kunne forestille sig, vore egne Sort Sol ville gøre det – skulle de bestemme sig for at spille metal for en stund!

Satyricon

Men netop som man tror, man nogenlunde har grejet, hvad Satyricon er ude i (tænk soundtrack til et begravelsesoptog i en dokumentar om middelalderen), dukker en sang som "Nekrohaven" op med tonsende, midtempo hardrock riffs og et omkvæd, der bringer velkomne minder tilbage om Paradise Lost i deres storhedstid.

Det var dét, jeg sagde: Satyricon er ikke et metalband, som den slags er flest. Til gengæld er de modsat de fleste metalbands et ualmindeligt stemningsskabende og fascinerende foretagende. Her bliver monotoni hypnotisk og billeder uafladeligt skabt for éns indre blik.

"Satyricon" er med andre ord lidt af en heksekeddel, som simrer ildevarslende – som den slags har for vane - med ingredienser fra black metal til dark wave og ikke så lidt der imellem.

Sine steder skræmmende, sine steder såre smukt, sine steder forbandet flot og sine steder forbavsende originalt, men hele tiden storslået og – det operative ord hér - fascinerende. En nydelse hvis man gider at give albummet tid og tålmodighed.