Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

Succesen overrasker Bonamassa hver dag

Share
bonamassa

Velkommen til anden del af steffenjungersen.dk's interview med guitaresset Joe Bonamassa – om popularitet og faren for at blive vanvittig, hvis man hører hele hans nyeste projekt igennem

Det var en ganske afgørende aften for snart mange år siden.

Dér i arenaen i den amerikanske hovedstad Washington DC.

Hér var en ung amerikansk guitarist sammen med sin kæreste taget til koncert. Med en noget ældre engelsk guitarist.

Englænderen spillede – i lighed med den unge mand – blues. Og englænderen trak 12.000 mennesker til huse den aften i DC. Det fik hans unge amerikanske kollega til at tænke:

"Okay, der er tydeligvis 12.000 mennesker, som godt gider gå ud og høre blues en tirsdag aften. Kan jeg bare trække 20 procent af dem med mig, ville det egentlig være okay ..."

Historien kommer fra den unge mand i den.

Han hedder Joe Bonamassa.

Og englænderen på scenen den tirsdag aften i Washington?

Han hedder Eric Clapton. Siden dengang er Bonamassa, som det vil være de fleste bekendt, begyndt at trække pænt med publikum til sine egne koncerter.

Han er imidlertid stadig overrasket over den succes, der er blevet ham til del.

"Jamen, det overrasker mig hver eneste dag, mand! Det er jo blues! Sker det hér virkelig," smiler Joe.

"Bare at få lov at spille hér (Falconér på Frederiksberg, red.). Det er jo et legendarisk sted. Jeg har gået rundt og kigget på billeder i gangene af dem, der har spillet hér, og det er jo faneme folk som Duke Ellington, Coltrane og Mahalia Jackson ..."

Joe holder en kort pause.

"Jamen, så er det, man siger "wauuw, og hér skal jeg spille!" Så føler jeg mig altså både beæret og forkælet, du ved.

Og tro mig; jeg bliver sgu' overrasket, når vi kommer hér og får at vide, at der er udsolgt. Det er vitterlig ligesom, at jeg stadig ikke helt kan forstå det... jeg havde fået ind i hovedet, at der ville komme 800, og så er det altså udsolgt 2.100 og har været det længe, får jeg at vide."

Bonamassa smiler:

"Havde du sagt til mig at jeg ville sælge 2.100 billetter hér for otte år siden, ville det være, som jeg havde fået at vide, at jeg skulle spille på Wembley Stadion. Så for at vende tilbage til dit oprindelige spørgsmål: jo, jeg er meget overrasket over den succes, jeg har fået med den hér "gammeldags musik", som du kalder det."

Kulten blues
Gammeldags eller ej. Tilhængerne af netop "the blues" og beslægtede ture rundt i tonernes verden er dér, men som Bonamassa siger, så skal man opstøve dem.

"Publikum er der, men man skal ud og finde dem, ja. For de kommer sgu' ikke og finder dig," siger Joe.

"Men blues er en kult-ting ... og 3.000 til en blueskoncert er endda meget fint. Det er, hvad der kommer til en B.B. King koncert ...

... det er jo ikke popmusik det hér. Du enten hader mig eller elsker mig, og sådan skal det også være. Det værste ville da være, hvis folk kom og ikke kunne mande sig op til en mening mere markant end "nå ja, det er da okay det der, Joe"."

Joe Bonamassas fingre tager en flyvetur hen over gribebrættet på den Gibson Les Paul guitar, han har liggende i skødet under hele interviewet. Inden han nærmest hovedrystende kommenterer sin(e) seneste udgivelse(r) – nemlig dvd'erne "Tour De Force – Live In London".

Fire koncerter spillet på fire forskellige steder i London med fire forskellige bands og fire forskellige sætlister. På under en uge.

"Hold kæft, det var hårdt! Det gør jeg aldrig igen... jeg er hermed officielt meldt ud af afdelingen for at vise sig," griner Bonamassa.

De fire koncerter var Bonamassas måde at dokumentere den udvikling, han har gennemgået – både musikalsk og popularitetsmæssigt - på. Med en "powertrio jam" på den lille klub The Borderline, en "blues night" på det mellemstore Shepherd's Bush Empire, en "rock and roll night" i den legendariske Hammersmith Apollo hal og endelig en "acoustic/ electric night" i det ikke mindre legendariske Royal Albert Hall.

"Der er i omegnen af 60 numre på, og jeg tror ikke, jeg var helt klar over, hvad det var, jeg udsatte mig selv for dér," smiler Joe.

"Du skal i øvrigt ikke være ked af, at du ikke har hørt dem alle sammen (det havde jeg ikke på det tidspunkt, red.). Det ville ingen med en bare nogenlunde fungerende hjerne da udsætte sig selv for – det ville jo være til at blive vanvittig af ..."

Så langt, så godt i tilfældet Joe Bonamassa. Og vi slutter med at referere til en udtalelse, han kom med for nylig, om, at han mente, han efterhånden var nået halvvejs til, hvor han gerne vil være.

Han kigger på mig og griner så igen:

"Ja, det skal sgu' nok passe, at jeg har sagt det. Selv om der er andre, der siger, at jeg er nået halvvejs i den forkerte retning. Det var det, jeg sagde før, enten elsker eller hader man mig."

Og så gik Joe Bonamassa ellers ud på scenen og gav én af årets koncerter. Den kan du mindes hér

Læs første del af interviewet med Joe Bonamassa hér

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Some music really does suck!

_ Henry Rollins

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk