Steffen Jungersen

.

Suveræn koncert tilsat det rene vrøvl

Share
Metallica - Through The Never
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Handlingen i Metallicas film "Through The Never" er komplet meningsløs, men koncertoptagelserne er i særklasse, og de bærer heldigvis størstedelen af filmen

METALLICA "Through The Never" (Picturehouse Entertainment 2013)

metallica-never-film 02
Metallica - Through the Never

Meget kan man sige om Metallica – og meget er sandt for et tyndslidt eksemplar af "Ride The Lightning" også blevet sagt – men Ulrich og co. er i hvert fald i én forstand fuldstændig enestående.

Nemlig derhen at de aldrig har så meget som tøvet med at prøve noget nyt og tage turen væk fra den slagne vej. Denne vilje til at eksperimentere er unik – specielt i en genre, hvis fans har det med at være mere konservative end medlemmerne af en herreklub i Londons Mayfair distrikt.

Det var Metallica, som først langt efter deres kunstneriske gennembrud med albummene "Ride The Lightning" (1986) og "Master Of Puppets" ('84) langt om længe bøjede sig for MTV's krav om en video med "One" tidligt i 1989.

Det var dem, der med deres "snakepit" koncept, hvor udvalgte publikummer fik lov at stå i en grav mig i scenen, revolutionerede begrebet koncertoplevelse på den to år lange verdensturné i forbindelse med "Metallica" albummet fra 1991.

Metallica lod som dét første deciderede Heavy Metal band et symfoniorkester binde an med at spille med på selv deres hårdeste numre på "S&M" albummet i 1999, og endelig var de i 2004 modige eller dumme nok – alt efter temperament – til totalt at udlevere sig selv i dokumentaren "Some Kind Of Monster".

En film, der – med ugebladenes favoritkliché – var så hudløst ærlig, at man som Metallica fan ærligt talt sad i biografen og kontemplerede, om man egentlig havde lyst til at vide SÅ meget om bandet.

The movie
Kvartettens seneste bud på noget "anderledes end det meste" er filmen "Through The Never", som kan ses i udvalgte danske biografer 27. og 30. september (se vedstående liste).

Lars Ulrich fortalte mig sidste sommer, at Metallica var i gang med "en koncertfilm med en storyline". Og det er dybest set også, hvad "Through The Never" – instrueret af Nimrod Antal - er, selv om så bemeldte "story" er tyndere end Lars' hår efterhånden.

Filmen handler om, hvordan et medlem af Metallica-organisationen bliver sendt i byen efter "noget, bandet mangler", der ligger i en forlist lastbil andetsteds i byen, netop som Metallica går på scenen til endnu en udsolgt arena-koncert. Og så klipper filmen ellers lystigt mellem nogle suverænt spektakulære koncertoptagelser (filmet med 24 kameraer) og crewmedlemmet Trips mildest talt surrealistiske oplevelser ude i storbyens betonørken.

Den stakkels knægt når såmænd både at blive rodet ind trafikulykker, bandekrige, henrettelser og et opgør med en mystisk maskeret futuristisk dødsrytter undervejs, og det er ærligt talt alt sammen lige ud sagt en syndflod af symbol-ladet sludder, som absolut ingen mening giver.

Man kan dog godt nyde billedernes æstetik midt i al meningsløsheden, mens optagelserne fra koncerten – og de fylder langt det meste af filmen – er intet mindre end fremragende. Man kommer helt tæt på et rockband på hårdt scenearbejde hér – og det er ikke kun, fordi filmen er i 3D.

Nå ja; og så er musikken da i øvrigt ganske god.

"Through The Never" kan ses i Imperial i København 27. september, mens den kan ses i Kolding, Esbjerg, Herning, Hillerød, Næstved, Odense, Randers, Taastrup, Aalborg, Aarhus, Lyngby og København (denne gang i Palads) 30. september.

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Music has generally involved a lot of awkward contraptions, a certain amount of heavy lifting.

_ Tom Waits