Steffen Jungersen

nn-udgaard

SVED, TINNITUS OG HÅRDT ARBEJDE

Share
jesper-binzer

D-A-Ds sanger Jesper Binzer fortæller i denne første del af vores jubilæumsinterview med ham om, hvorfor det er fedt at spille på klubber igen, om dét, som for ham er det sande jubilæum i 30-året og om at komme videre efter så mange år

Det er en fornøjelse at tale med Jesper Binzer i 2014.

Bevares, det har da altid været en glæde at omgås D-A-D's frontmand i de små 25 år, jeg har været fan af og dertil både forsvarer og kritiker af den konstellation, som i sin tid reddede sig titlen "Danmarks nationalorkester".

Men Binzer, som for fem år siden i forbindelse med bandets sølvbryllup utvetydigt gjorde mig opmærksom på, at han hader såvel jubilæer som nostalgi, hviler tydeligvis i disse dage med klædelig selvironi mere end nogensinde trygt i troen på egne evner med behørig stolthed over D-A-D's præstationer.

Nu hvor bandet fejrer 30 års jubilæum, udgiver et opsamlingsalbum med 30 numre og i den anledning stævner ud på en – ja, du gættede det – 30 koncerter lang klubturné. Med start i Frederikshavn på tirsdag.

Så hvad skete der lige med det dér med ikke at være meget for jubilæer og nostalgi, Jesper, for det hér er da om noget ..?

"Jo bestemt, men jeg vil også nok sige, at jeg i den grad kommer til at holde enetaler. Jeg har øvet mig i én, hvor jeg fortæller om det dér med jubilæer og det forbandede ved dem," siger Jesper og fortsættter:

"Og så trækker jeg et andet jubilæum op af hatten, som jeg synes er meget vigtigere: nemlig at Laust (Sonne, trommeslager, red.) nu har været med i 15 år, og ingen af jubilæerne var blevet til noget, hvis ikke han var kommet med.

Og det er dét jubilæum, jeg går og fejrer med mig selv.

Jeg vil mene, det er rimeligt at give Laust sit. For han har som person og kompetent menneske været enormt vigtig for bandet, og hans musikalitet gør, at de gamle numre kommer op at leve. Så jo; det vil jeg sgu' sige – det var en lifesaver at få ham med.

Humøret kom tilbage og der blev plads i de øvre luftlag, da Laust kom med."

Og mens Laust formentlig sidder rødmende tilbage ét eller andet sted, vender Jesper grinende tilbage til 30 års fødselsdagen:

Tak HÅRD rock
"Men jeg indrømmer, at det jo er ligesom med Føtex. Når man har fødselsdag, kan man fyre op og gøre noget ... For os er det så at fyre op under 2014 under parolen "nu kan vi gøre lige præcis, hvad der passer os" med de hér 30 koncerter, som ikke så meget er "tak rock" (Royal Beers reklameslogan, red.), som det er "Tak HÅRD rock!", du ved.

Der bliver færre popomkvæd, og vi udnytter en overskrift til egen vinding til hver en tid. Folk har allerede købt billetterne, så vi kan spille, hvad der passer os."

Og dermed endnu et latterbrøl af mange på denne eftermiddag.

Bandets fans skal således ikke regne med en væg-til-væg hitparade af en sætliste, når D-A-D stævner ud på fødselsdags turnéen. Så har vi næppe afsløret for meget.

" Vi ser denne turné som en fantastisk mulighed for at komme tilbage og opleve nogle numre og kunne gøre det uden at komme til at brække sig af nostalgi... næ, det er nærmest arkæologi, hvor man tænker "nej, det er sjovt det dér"," fortæller Jesper.

"Og vi er kommet så langt, at vi har tilgivet os selv de ungdommelige eskapader udi mærkelig country and western. Så vi føler ikke længere, dét er en pinlig side men derimod en sjov side af os selv – det har taget tid."

Men efter lang tid i øvelokalet i selskab med egen sangskat, hvor bandet med Jespers ord var på nippet til "at tilkalde professionel hjælp", blev sætlisten til den kommende turné lagt. Og jubilæum eller ej så er 30 dages turnéen endnu et nyt kapitel for et band, som om noget har insisteret på at lade laurbærrene ligge uberørte og komme videre.

Hvor livet er
I dét stykke har D-A-D's tiltagende popularitet syd for grænsen hjulpet.

"Jamen, det er da klart, at det bliver sværere altid at skulle videre – for det SKAL vi – efter så mange år," funderer Binzer.

"Vi har langsomt accepteret, at vi er det hér mainstream orkester herhjemme, mens vi er et gement rockband blandt så mange andre syd for grænsen, og det er dét, vi fokuserer på – at være det gemene rockorkester. For det er dér i klubberne i Europa, at udfordringerne ligger... dér livet er.

Og så er det jo ikke svært at finde lysten til at skulle frem og skulle videre, fordi der jo stadig er masser at opnå, og fordi man der er man del af en større kultur."

D-A-D er, som Binzer siger, på et "underligt mainstream sted" herhjemme, hvor bandet er sammenlignelige med navne om Thomas Helmig, Nik & Jay og Rasmus Seebach, når festivalerne kigger i kataloget efter sikre navne til den kommende sæson – årstal upåagtet.

"Men syd for grænsen finder vi nye sider af os selv. Når vi bare er et rockorkester. Hvor vi er rock'n'roll som i sved, tinnitus og hårdt arbejde. Hvor vi simpelthen er spillemænd – og det er dét, vi har lyst til," siger Jesper.

"Så i denne omgang har vi sagt, at vi i stedet for at tage koncerten fra Vejle Stadion ned på en rockklub i Tyskland, så tager vi rockklubben i Tyskland med hjem til Danmark – som jeg siger: det bliver en "tak HÅRD rock" turné!"

Dette var den første del af steffenjungersen.dk's jubilæumsinterview med D-A-D frontmand Jesper Binzer. Anden del kan læses her

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk