Behemoth 2018?

Jo altså;  en massiv mur af metal tilsat storladne himmelstræbende harmonier af nærmest Wagneriske proportioner og en kærlighed til ham hornfætteren nede i kælderen, som rigeligt kvalificerer til en fin placering på en liste over ”store kærlighedsaffærer i vor tid”.

De polske metalmestre fortsætter med andre ord på deres 11. album, ”I Loved You At Your Darkest”, hvor de slap med mesterværket ”The Satanist” for snart fem år siden.

Når Behemoth efter en kort børnekors-intro (!), ”Solve”, klæder sig i sonisk panser og plade og bestiger helvedeshestene er det via de massive riffs og tordnende trommer på de følgende ”Wolves Of Siberia” og ”God=Dog” vitterlig lyden af et kætterisk, kutteklædt kommando-raid. Det er så at sige lige før, man kan høre fundamentalistiske kristne og pæne mennesker skræmte sidde og klage sig deres åndelige selvpåførte spændetrøjer, mens disse Satans hærførere lader våbnene lyne i en times tid og strør om sig med trusler som ”If Crucifixion Was Not Enough” og ”We Are The Next 1000 Years”.

Nå, hvis vi lige skulle komme ned fra den høje stridshest, så er ”I Loved You At Your Darkest” endnu et fremragende, detaljerigt og dynamisk Heavy Metal album fra den noget nær geniale Behemoth boss Nergal og hans håndgangne mænd.

SUVERÆNT
Behemoth har stadig rustningerne rimeligt solidt plantet i den black metal, de lagde ud med for snart mange år siden, men Nergals stedse mere sikre blik og øre for vidtfavnende klassiske harmonier og en atmosfære balancerende mellem vemod og varsler om ondt, der skal komme, har – om man vil – ophøjet Behemoth til et band med så mange lag, at du ganske vist er fanget ind, første gang du hører dem, men du ved også, at der er oplevelser i disse lag til mange, mange genlyt fremover.

Disse suveræne symfonier fra selve Helvedes dyb som ”Ecclesia Diabolica Catolica”, ”Bartzabel”, ”Angelvs XIII”, ”Sabbath Mater” og ”Havohej Pantocrator” understreger atter, at Behemoth er noget så sjældent som et Heavy Metal band, som rent faktisk har ambitioner om at være noget anderledes og større end alle de andre metalbands derude.

Her er black metal, her er blastbeats, her er tordnende marchtrommer, her er klassiske symfonier, her er næsten bluesy guitarsoli og her er sågar børnekor hentet direkte fra middelalderens mørke. . . sådan da.

Der er ledere, og så er der følgere. Behemoth er i dén grad det første og ét af talrige eksempler på, at de bands, som vil videre i rocken i disse år, for de flestes vedkommende har rødder i black metal.
Jeg vil glæde mig til at høre dette album igen og igen, og så vil jeg sluttelig opfordre Copenhell til at give Behemoth hæderspladsen lørdag aften til næste år. De har fortjent det, og det kan I godt gange med 666. . .