Syret trip

steppeulven
stjerne stjerne stjerne      

De danske rock-koryfæer Steppeulvene får endelig anerkendelse på det store lærred med filmen "Steppeulven" – eller gør de?

"Steppeulvene" set i Palads, København

Af Anders Lundtang
De var blandt de første herhjemme til at begive sig ud i disciplinen syrerock, de har affødt en dansk musikpris og inspirerer til stadighed generation efter generation af unge poder med hang til hegn i rockens tegn, så det er da kun naturligt, at den danske rockgruppe Steppeulvene fra 1960'erne langt om længe får en film dedikeret til sig. Men læg lige skuden til kaj et kort øjeblik og nærstuder titlen: "SteppeulvEN". Her er kun tale om én enlig, evigsøgende ulv på steppen, nemlig forsanger Eik Skaløe.

Som udgangspunkt er det ikke et problem, at vi skal tages i hånden af den politiske fredsaktivist anno midt 60'erne, som halvdelen af datidens ungdom vel mere eller mindre var en del af, til at fortælle den her beretning om bandet. Bomben truede, ministeren og præsidenten var (som altid) nogle værre kapitalistiske snuder, men pludselig støder Eik (spillet af Joachim Fjelstrup) ind i sin udkårne, Iben (Marie Tourell Søderberg), og så kører manddomstvisten mellem Eik og diverse bejlere om at vinde Ibens hjerte, kampen mellem romantikken og frie forhold. Alt sammen svøbt ind i flygtige scener i semi-erotiske omgivelser i (umiddelbart) uendeligt knalderi.

Hvor er musikken?
Ja, det spørgsmål begyndte jeg og min makker også at stille os selv halvvejs inde i filmen, for Eiks søgen efter en eksistentialistisk mening med livet i hans plan efter ikke at have en plan(?) leder efterhånden tankerne i retning af, om jeg overhovedet behøver tage mentale noter til nærværende skrivelse, med dette sites hovedfokus in mente.

MEN så finder Eik endelig popmusikeren Stig Møller (Jakob Randrup) og viser ham ind i stoffernes rige, og endnu en syrerocker er født, kimen til et af danmarkshistoriens første og skelsættende musikensembler er sat, pladekontrakten bliver skrevet under og – BUM – vi er på turné rundt i Kongens rige... Her måtte jeg lige puste nogle popcorn op igen og drøfte med mig selv, om jeg var døset så meget hen, at en mellemregning i en scene eller tre var gået mit blik forbi, for hvem er de andre musikere? Hvorfor blev de valgt? HVOR ER VI?!?

Ja, ak, Steppeulvene bliver her i instruktør Ole Christian Madsen filmatisering til blot – gentag 'blot' – et notabene i Eiks ustandselige kærlighedserklæring til den kære Iben. Jeg vil her spare jer for at afsløre slutningen, da der jo af gode grunde ikke er en setliste eller trackliste at forholde sig til som vanligt, men hellere komme ind på, hvad filmen gør godt, og hvor den falder til jorden.

Godt forsøgt
"Steppeulven" i sig selv er rigtig flot fremført af en instruktør, der kan sit kram og et CV til at bevise det. Jeg kan vitterligt mærke, at den enkelte fadøl, jeg indtog inden filmen, får mig til at overveje, om filmen virkelig er sammensat, som den er, med abrupte sekvenser, relativ hurtig klipning, men det var den! Jeg FØLER med Eik, jeg får lyst til at forkaste al jordisk gods, slentre gennem ørkenen og finde mig selv, hurtigere end selv Holger ville have haft ved at glo i en "Find Holger"-bog. Som biografgænger får jeg lyst til at finde en meskalin-bar, sige FUCK systemet og gøre oprør med musikken - og her går det også galt. For hvis du vil blive klogere på Steppeulvenes betydning med deres eneste plade, "Hip" fra 1967, eller bandets betydning for samtiden og eftertiden, bliver du skuffet, hvis du vil have en dramafilm om Eik Skaløes kærlighedskvaler med Iben, så er du på den rette sti.

Bevares, jeg er bekendt med, at det her ikke er en musikdokumentar, og jeg forventede heller ikke, at enhver akkord blev endevendt i analyser, og jeg havde godt forstået, at Eik Skaløe var hovedperson, men jeg er stort set ikke blevet klogere på Steppeulvene, end hvad jeg vidste i forvejen. Selvfølgelig kunne jeg aldrig finde på at forklejne Eik Skaløes tragiske endeligt og hans kvaler, for jeg føler virkelig med portrætteringen af ham. Men taget denne hjemmesides eksistensberettigelse i betragtning kan det ikke blive til mere end tre stjerner. Som en god film i sig selv kan den godt knibe en stjerne eller mere hjem afhængig af humør, men det må du selv tage ind og bedømme.

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk