Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

THE BITCH IS BACK

Share
halestorm

Som hun langt fra er. Men det er sgu svært andet end at elske en pige, der har skrevet en sang med titlen "You Call Me Bitch Like That's A Bad Thing" – mød en veloplagt Lzzy Hale fra Halestorm

"Du ved, der er jo altså noget ved klassisk rock!"

Lzzy Hale – frontkvinde, sangerinde og guitarist i amerikanske Halestorm – er lige blevet gjort opmærksom på, at hun med sine 31 år på planeten i realiteten er alt for ung til at spille den musik, Halestorm excellerer i.

Nemlig musik, som leder tankerne hen på gamle kæmper som Scorpions, Lita Ford og Ozzy Osbourne fra 1980'erne snarere end på Korn, Marilyn Manson og andre hårdtslående rocknavne, som fik deres gennembrud, mens Elizabeth "Llzy" Hale voksede op.

"Jamen, jeg har altid været et metalhoved', og rent musikalsk er jeg – trods min alder – rundet af 70'erne og 80'ernes hårde rock. Jeg var aldrig på mine jævnaldrendes rockmusik dér i '90'erne og frem," fortæller hun.

"Hvis de gad høre efter, forsøgte jeg altid at få mine kammerater til at lytte til Alice Cooper, Ozzy og Keith Richards (latter). Mine forældre var kæmpe rockfans og en kæmpe inspiration, og ja; jeg ER skam fra et hjem med klaver. Min far spillede i bands, før jeg blev født, og min lillebror (Arejay - trommeslager i Halestorm, red.) og jeg blev altid støttet i vores musikalske udflugter.

Jeg tror, jeg i dag ejer 90 procent af mine forældres hard rock/ metal pladesamling."

THE HOTTEST CHICK
Lzzy Hale er i flere ombæringer blevet kåret som "the hottest chick in hardrock". Det skal jeg ikke gøre mig klog på lige nu, men så meget er sikkert, at hun selv på en knitrende telefonforbindelse fra Nashville, Tennessee har et ualmindeligt smittende humør og på det nærmeste flyder over at det, de kalder "joie de vivre" dernede i Eiffeltårn land.

Muligvis fordi hun stadig ikke helt forstår den succes, der er blevet bandet til del, og den virak, der er om hende og Halestorm.

"Sjovt du siger det, for du har fuldstændig ret! Jeg forstår det faktisk ikke helt – pludselig var vi nomineret til en grammy, mand! Det er noget underligt noget," griner Llzy.

Halestorm vandt den amerikanske Grammy for "best hardrock/ metal performance" i 2013.

"Jeg håber så, det kan inspirere dem, der står derude et sted og spiller fuldt ud så godt som os men gør det for seks mennesker på en bar og drømmer om gennembruddet. Det lykkedes jo for os, og vi forstår det heller ikke."

Llzy Hale har været udøvende musiker, siden hun var 13 år, hvor også de første spæde skridt mod Halestorm blev taget. Hendes fokus har ikke ændret sig i de atten år, der er gået, fortæller hun.

WHAT MAKES SENSE
"Vi bliver drevet af det samme, som da jeg var tretten år. Dengang var det eneste, der gav mening for mig, at lave musik, og sådan er det stadigvæk.

This is what makes sense (latter). Det var ikke penge og succes, der gav mening – det var og er musikken."

Og spørger man Lzzy erkender hun omgående og grinende, at Halestorm ikke just bibringer musikken noget revolutionerende.

"Hvad vi bringer med til bordet? Gammel vin ærligt talt! Når man spiller dét, vi gør, er der ingen grund til at genopfinde hjulet. Det er jo et godt hjul!

Jeg har altid sagt, vi spiller kød-og-kartofler rock. Der er vitterlig ikke så meget at forklare: Vi sætter bare stikkene i og drøner deruda'!"

Nu skal Llzy Hales befriende og afvæbnende facon så ikke tolkes derhen, at hun og bandet er blottet for ambitioner. Bandets primære ambition – og det er faktisk noget af en opgave i 2015 – er nemlig i lighed med forbillederne fra dengang at skabe sammenhængende albums snarere end periodiske indstik med enkelte numre på diverse download-tjenester.

MENINGEN MED ALBUMS
"Klassisk rock blev skabt i en æra, hvor der var en mening med at lave albums. Hvor der var en god grund til at sang nummer fem lå som nummer fem på albummet, du ved," ivrer frk. Hale.

"Og jeg er er stolt over og glad for, at nogen også opfatter vores albums på den måde – som et sammenhængende værk. Vi vil gerne også dér være en del af den dér old school ting. Vi er ikke specielt single-orienterede – vi prøver at lave albums i stedet for spredte numre ud over det hele. Specielt på det nye album, som fortæller en historie fra start til slut, synes jeg. (bandets tredje album "Into The Wild Life" udkommer i april).

Det kan godt være, det måske ikke betyder så meget for andre, men vi gør det for vores egen skyld. Vi vil gerne lave vores musik med respekt for vores forbilleder."

Interviewet er ved at løbe ud for tid. Frk. Hale afslutter høfligt med at sige tak for at jeg gad tale med hende og udtrykke ønske om, at vi ses, når Halestorm kommer til København. Også dér er hun i sandhed noget for sig selv ...

Halestorm spiller i Amager Bio i København 23. marts

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Military justice is to justice what military music is to music.

_ Groucho Marx

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk