THE BLUES HØJT MOD NORD

Det er nu engang den lyd, der er der efter klokken 18 ...

... lyden af regndråberne, når vinden pisker dem ind mod lyssignalerne over de våde, øde gader.

"All right, velkommen til Twin Peaks, du gamle," tænker jeg så, som jeg skridter byens hovedstrøg af lidt over midnat – kun overvåget af de mørklagte havnekraner nogle hundrede meter til min højre side.

Regnen slår arytmisk mod min hatteskygge, og en ensom nattevandrer nærmer sig og lader det umulige spørgsmål falde:

"Er der gang i den længere nede?"

Hendes diktion afslører, at julebryggen trods alt denne aften er nået frem til ét eller andet sted i Twin Peaks. Med "længere nede" mener hun vist nok længere nede af samme hovedstrøg.

Håbet i hendes slørede stemme og almindelig venlighed på min side afholder mig fra at afsløre, at hun nok skal så langt ned som til Aalborg for at finde noget, som blot marginalt minder om "gang i den".

Og dog. Men det vender jeg tilbage til.

Velkommen til Frederikshavn – Danmarks Twin Peaks by night.

Her er vel mennesker ét eller andet sted. Men de er vist optaget andetsteds end på gader og stræder.

Frederikshavn synes således at være det ultimative sted til at fordybe sig i den "book of the blues", C.V. Jørgensen i sin tid besang.

Et sted, man snildt og københavnersmart kunne afskrive som det næste emne i rækken, når medierne endnu en gang føler sig kaldet til at ofre et helt samfund på altret for rallende randområder. Med fremtidsperspektiv som en islagkage på en dessertbuffet i Helvede.

Men som talrige bødler har måttet sande gennem historien, er det de færreste af deres udvalgte ofre, der vil lægge sig ned og affinde sig med den skæbne, samme bødler ellers havde tiltænkt dem.

Blues og fest
Frederikshavn vil således og helt berettiget bastant blæse på, om en vildfaren, tillært stenbro cowboy som jeg fatter byen ... eller for den sags skyld fatter noget som helst. Og byen tildeler mig så ledsaget af en lammende wake-up uppercut – og længe inden jeg når så langt som til forordet i førnævnte "book of the blues" – den ægte vare.

The blues, mine damer og herrer.

I denne weekend serveret til overmål på byens spillested, Det Musiske Hus, Frederikshavns Blues Festival. Samme finder sted for ottende år i træk på dette sted, som måske nok overfladisk set kan forekomme gudsforladt, men det er svært at forestille sig, at Vorherre vitterlig skulle være fraværende, når man møder den varme, livslyst og regulære entuiasme, der skyller én i møde på i Det Musiske Hus.

Fra publikum, fra arrangøren og ildsjælen Peter Astrup og – ikke mindst – fra de brillante musikere fra primært USA, der har taget turen til randområdet for at divertere med primært blues men også beslægtede genrer som soul, gospel og rock'n'roll af snart sagt enhver afskygning.

Det kan meget vel være, at vinden og regndråberne – som tidligere nævnt – udenfor messer monotont mod skilte og lyskurver, men herinde hersker "the blues", og "the blues" er – som vores egen brillante bluessanger Thorbjørn Risager insisterer på scenen – de mange klagesange til trods - i dén grad også en fest.

Manden har ret.

Eddy Clearwater

Sweet Home Chicago
En regulær legende som den totalt uforstilte Eddy "The Chief" Clearwater – 78-år og én af de sidste store af det Chicago bluesslæng, som også havde folk som Muddy Waters og Willie Dixon som medlemmer – forkynder følgende allerede i andet nummer under en herlig optræden:

"I can get funky with the blues and I love to rock'n'roll!"

Åh jo. Eddy ligger stilistisk endog meget lunt i det sving, hvor førnævnte Muddy og rock'n'rolls fader Chuck Berry i forvejen optager to af de andre pladser. Det er direkte importeret fra Chicagos West Side, både vokal og guitarspil har sjæl som en oversolgt gospelgudstjeneste og det er livsbekræftende som ind i himlen, når den aldrende herre i det Berry pastichen "Too Old To Get Married" på det herligste forkynder:

"Too old to get married, too young to be buried, I gotta get my groove on and party all night long..."

Jeg tillader mig et træk af dunken med Mississippi moonshine og et anerkendende nik mod scenen. Clearwater griner og sætter så trumf på med bluesstandarden "Messin' With The Kid".

Jo tak, Eddy. Opfattet!

Mike Sanchez

Før verden gik af lave
Var Clearwater den ene af denne festivals helt store oplevelser, var den anden så afgjort den fuldstændig forrygende spansk/engelske boogiepianist Mike Sanchez.

Med rockabilly, rock'n'roll og bluesband i ryggen, som i dén grad ville have klædt selveste Elvis i dennes velmagtsdage, serverede den veloplagte Sanchez det tætteste, man velsagtens kommer ikoner som Little Richard og Jerry Lee Lewis i 2013.

Men med fedthår, lyserøde luderkarl-habitter, nedknappede skjorter og all-round kærlighed til verden, før samme gik af lave, var Mike Sanchez og bandet en tur hele vejen rundt fra 40'ernes swingjazz/ blues-shout scene over Fats Dominos tidlige 50'er boogie til de to ovennævnte legenders tøjlesløse rock'n'roll energi.

Fremragende!

Lidt højttravende sagt simpelthen musik, der redder liv. For tro mig; du VIL være i en verden, hvor man kan opleve en performer som Mike Sanchez og et band som hans.

Clearwater og Sanchez var så i parentes bemærket blot to store oplevelser på en festival, som blandt de tretten navne også bød på den sublime soulblues sanger Earl Thomas, Floridas slideguitarorkan Eric Sardinas og San Franciscos West Coast Blues Masters for blot at nævne tre.

Fint nok
Næste dag går jeg opløftet ud i de mennesketomme gader, mens jeg muntert nynner Sanchez' "Red Hot Mama" – og det til trods for at der ikke er én rødglødende mama i nærheden.

En helt egen og særlig GPS, som mange venner i årenes løb har hævdet, jeg er eneindehaver af, leder mig mod et ydmygt udskænkningssted på havnefronten.

Jeg genkender det på navnet som ét, jeg aftenen før er blevet advaret imod.

"Det er et hårdt sted," som dommen lød.

Godt så. Inde ved baren bestiller jeg en øl og en dobbelt Fernet Branca, ser mig lidt omkring efter The Book Of The Blues, inden bartenderen spørger:

"Var der ellers noget?"

Jeg ryster på hovedet og siger nej tak.

"Jamen, det er vel så godt nok," smiler hun.

Såmænd er det så ...

... hér i Frederikshavn.