Steffen Jungersen

.

THE GOD OF SUCK!

Share
manson2017
stjerne stjerne        

Marilyn Mansons optræden i Helsingør var en lammende kedsommelig,  maskinel øvelse i at springe over, hvor gærdet er lavest – og på den led ville succesen ingen ende tage

MARILYN MANSON, Kulturværftet, Helsingør, 15. november

På engelsk har man et udtryk om diverse foreteelser, der efter ens mening har ringe gang på jord. Udtrykket er ”it sucks!”.

Der var så engang i 1990’erne, hvor den amerikanske rocksanger Marilyn Manson ædende ondt, svidende præcist og ofte meget morsomt spiddede alt såvel politisk (korrekt) som dobbeltmoralsk i det amerikanske samfund i generation X’s sørgelige årti.

Dengang kaldte de Marilyn Manson ”The God of Fuck” – blot for yderligere at understrege provokationerne og farerne -  men i dag kræver det sgu et større menneske end jeg – indledningen in mente - ikke at benytte lejligheden til at omdøbe MM til ”The God of suck!” efter sammen med små 3.000 andre at have stået igennem onsdag aftens MM koncert i Helsingør.

Vi fik sølle 80 minutters koncert, og alligevel vil jeg hævde, at vi sagtens kunnet have nøjedes med halvdelen.

Marilyn Manson er en skygge af sit eget, gamle blege selv og i Helsingør tydede intet på, at han var tilstede af nogen som helst andre årsager, end at han selvfølgelig skal have til huslejen hjemme i den plysforede kiste.

STADSGARTNER
Såvel Marilyn Manson selv som den maskerede maskinpark, han kalder et band nu om dage, leverede med en entusiasme som en stadsgartner med en sløv plæneklipper (de lød dog trods alt marginalt bedre). Faktisk lød det godt i Helsingørs glimrende Kulturværft, men god lyd sig selv rækker sgu som en vækkelsesprædikant i et krematorium, når de optrædende åbenlyst kun har én øvelse på sinde:

At springe over hvor gærdet er lavest.

Så er vi tilbage ved spilletiden. De eneste sange, som reelt trak folks længselsfulde blikke væk fra barerne og op mod scenen var coveret af Eurythmics’ ”Sweet Dreams” og klassikeren ”The Dope Song”.

Ellers gad de ikke, og det var der – som det vel efterhånden fremgår – heller ikke rigtig nogen på scenen, der gjorde. Da bandet forlad scenen uden et ord til afsked efter de omtalte 80 minutter var ganske mange publikummer allerede udvandret, hvilket så rent umiddelbart gav de resterende i salen fordelagtigt godt med plads til at ryste på hovedet.

Jo, jeg er sgu godt klar over, at Marilyn Manson for en måneds tid siden  kom til skade og brækkede nogle knogler, fordi nogle rekvisitter faldt ned over ham til en koncert hjemme i USA. Men det burde altså ikke gå ud over mandens musik, at han er tvunget til at sidde ned og synge under koncerten – selv om jeg allerede på vej ud fra salen hørte nogle halvhjertede forsøg på at undskylde den pauvre indsats med ulykken.

Hvis det ER undskyldningen, skulle koncerten jo have været aflyst.

GODNAT
Meget kunne have været reddet, hvis bare Manson havde erkendt, at såvel han som publikum har det bedst i den dér 90’er tidslomme og så havde taget fremragende numre som ” "I Don't Like the Drugs (But the Drugs Like Me)", ”Great Big White World”, ”Irresponsible Hate Anthem” og fantastiske ”The Fight Song” med på sætlisten.

Men det gjorde han altså ikke, og i stedet fik vi en på alle parametre for ringe seance, og stjernerne gives udelukkende for de to nævnte numre og en fin ”mobSCENE”, hvor jeg fejlagtigt troede, at nu var de sgu ved at vågne op deroppe! Men nej. . .

Jamen, så (dybt) godnat Manson.

Share
 

Dagens Sang

 

Nyhedsbrev

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Find mig på Facebook!

Folk music is a bunch of fat people.

_ Bob Dylan