TIDLØS TOPKLASSE

bernie-marsden
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Den tidligere Whitesnake guitarist, 63-årige Bernie Marsden, viser sine gamle kolleger, hvordan det skal gøres

BERNIE MARSDEN, ”Shine” (Mascot)

Her er vitterlig et album, man kun kan holde af.

Hvor? På den engelske guitarist Bernie Marsdens nye album, som med mere end almindelig præcision har fået titlen ”Shine”. Dette værk skinner nemlig i dén grad – en veloplagt ekskursion udi blues, klassisk rock og AOR, som det her er.
Bernie Marsden var den ene leadguitarist i dét, vi er nogle, der kalder det rigtige Whitesnake, hvor han spillede på Coverdales kraftkarles kvintessentielle fem første album fra ”Trouble” i 1978 via ”Lovehunter”, ”Ready An’ Willing” og ”Come An’ Get It” til ”Saints An’ Sinners” i 1982.

Skulle nogen være det fjerneste tvivl om, hvor meget Marsden betød for Whitesnakes lyd og sange dengang, så fører musikken på ”Shine” overvældende bevis for, at Marsden var lige så afgørende for den tids Whitesnake, som David Coverdale selv var.

Uanset om Bernie brillerer med bluesrock, blændende bluesy ballademageri, melodisk rock eller ZZ Top påvirket boogie, har ”Shine” præcis dét der tvangfri, veloplagte swing, Whitesnake havde dengang. I ved den slags, der gør, at man læner sig veltilfreds tilbage og delagtiggør sin vippende fod i følgende evige sandhed:

”Ja, du har ret! Ægte musik spillet af ægte musikere, som elsker det, de laver. Så vip du bare videre!”

Alene gæsterne på dette album, venner. Ian Paice og Don Airey fra Deep Purple, Joe Bonamassa og førnævnte David Coverdale for blot at nævne fire.

Coverdale låner sin vokaltalenter til en fin nyindspilning af titelnummeret fra førnævnte ”Trouble” album, men alt imens han er velkommen, havde det faktisk ikke været nødvendigt. Marsden viser sig nemlig selv som en glimrende sanger albummet igennem, og han ånder liv og nærvær ind i samtlige sange – upåagtet om det er fornøjelig firserrock som ”Walk Away” eller en blødende blues som ”Ladyfriend”.

Dertil er samtlige hans guitarsoli – selvfølgelig – fænomenalt flydende, velgørende harmoniske og fornemt melodiske. Det er sgu’ en fryd så veludført det her er, og er man til den klassiske engelske heavy bluesrock vare, så er ”Shine” faktisk bedre end noget, Marsdens gamle kolleger og ligesindede i eksempelvis Deep Purple og Whitesnake har præsteret i mange år.

Gode sange fra start til slut, fremragende spillet fra start til slut og dertil sat ualmindeligt godt lydmæssigt i scene af producer Rob Kass. Som indledningsvis bemærket: Det her kan man kun holde af.

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk