Ja okay, jeg burde vel skamme mig. Om ikke andet så over at være i tvivl om kvaliteten af legendariske Iron Maidens numre på deres seneste album, "Book Of Souls", i al almindelighed og over at være i tvivl om, hvorvidt Steve Harris eminente East End hold egentlig stadig var til noget i særdeleshed.

Well, jeg vil stadigvæk hævde, at "Book Of Souls" holder et niveau af begrebet "bovlam" som et overarbejdet pakistansk pakæsel. Opblæste som en kriseramt finansminister og så prætentiøse som samme under endnu en bortforklaring, som de forekommer på albummet.

Men det VAR åbenbart albummet og ikke mindst produktionen af samme, den var gal med. Og ikke numrene, som på det mest eminente foldede sig ud, da Iron Maiden spillede seks af dem ved koncerten i Herning tirsdag aften.

Specielt "Speed Of Light" og den mesterklasse i musikalitet, "The Red And The Black" tirsdag fremstod som, foldede sig ud og viste et veloplagt og åbenlyst stadig vitalt Iron Maiden med en Bruce Dickinson i front så velsyngende som sjældent tidligere. Faktisk lidt af et mirakel – taget i betragtning at manden kæmpede mod kræft i halsen for få år siden.

Det hér var nok pænt stykke ad vejen Dickinsons aften, og han var charmerende lykkelig for at være sammen med os. Og samme aften bød så også i særdeleshed på guitaristerne Dave Murrays og en til tider fuldstændig overjordisk spillende Adrian Smiths fineste øjeblikke i meget, meget lang tid. De to seksstrengsbetvingeres soli og harmonier i specielt førnævnte "The Red And The Black" vil jeg bære med mig i de kostelige øjeblikkes kiste i en rum tid fremover.

Men tilbage til de nævnte numre og klassikere som "The Trooper", "Powerslave", "Blood Brothers" og den evigt eminente "Fear Of The Dark". De damer og d'herrer – nu er det altså 36 år siden, Iron Maiden albumdebuterede, og jeg må erkende, at jeg – da jeg forsigtigt antydede, at Maiden måske havde haft deres tid, da de spillede på Copenhell for et par år siden – var adskillige postgange for tidligt ude med nekrologen over ét af de sidste fire årtiers bedste rockbands.

Iron Maiden er unikke af talrige årsager, men én af de vigtigste er, at Maiden modsat mange af deres samtidige ALDRIG forfalder til at spille sikkert og høvle hitparaden af på autopilot. Dette band insisterer på, at de er en levende organisme og derfor sætter de ofte nogle af de "obligatoriske" klassikere ud på et sidespor, mens toget drøner videre med brændstof af en række nye numre, som bandet TROR på.

Uanset at jeg ikke altid er enige i dispositionerne, elsker jeg Iron Maiden for, at de GØR det, de gør. Sådan gør nemlig rigtige musikere og – ja, okay så – kunstnere med noget på hjerte.

Og så fanden i om der står nogle nede bagved og bræger op om, at de skal "spille noget af det gamle". Det får ærligt talt være, når man kan få en så ind imellem overjordisk opvisning i musikalitet, som aftenens koncert i Herning var.

Nej, Iron Maiden er ikke længere det frådende Heavy Metal, de var engang. Til gengæld er de – indtil videre – endt som et klassisk rockorkester, vi skal værne om.

Iron Maiden , mine damer og herrer – Hallowed be thy name!