Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

TIME IS ON YOUR SIDE

Share
timechild-2021
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Timechild spiller sig i første forsøg op i den hårde rocks elite

TIMECHILD, ”And Yet It Moves”, (Target)

I min egenskab af lejlighedsvis karriererådgiver for diverse nye(re) musikalske konstellationer har jeg brugt følgende svada så ofte, at den er groet fast som et indre tapeloop i mit hoved:

”Ja, drenge, det er jo meget godt, at I kan spille nogle gamle Led Zeppelin riffs forfra og bagfra og så stå og brøle ét eller andet henover. MEN gå nu hjem og hør noget Cheap Trick, Manic Street Preachers, Thunder og Thin Lizzy og lær noget om dynamik og om at skrive en SANG!”

I fremtiden behøver jeg bare at henvise til danske Timechild og disses debutalbum ”And Yet It Moves”.

Det hér er kort og kontant konstateret ét af de bedste debutalbum, jeg har hørt i umindelige tider. 38 minutter i opvisningsstil indeholdende stort set samtlige de dyder, der skal til i hård rock, for at det hele – som i DET HELE! – spiller:

Uniformt gode melodier, overlegent eksekverede stemnings- og temposkift og den afgørende dynamik, der følger med sådan noget og dertil læssevis af harmoniguitarer og -vokaler.

I en stil, som såvel musikalsk som kompositorisk er hentet primært i 1970’erne fra tidløse navne som Free/ Bad Company, Uriah Heep, Rainbow/ Deep Purple og førnævnte Thin Lizzy, har Timechild skabt noget, som alligevel er deres eget. Fra de benhårde skift og brillante guitarvignetter i ”This Too Will Pass” og ”Haze Of The Dawn” via de majestætiske betonsymfonier ”Children Of A Killing Sun” og ”Choir Of Man” til de æteriske, vemodige melodier og kor i de flotte ”powerballad-with-a-difference” sange ”Shrapnel” og ”The Bite Of Frost”.

DE LAVER DEM SGU STADIG
Når jeg anmelder sådan noget som det hér, slutter jeg i reglen nærmest pr. instinkt af med ordene ”de laver dem sgu’ ikke sådan længere”. Men Timechild er så det længe savnede bevis på, at det GØR de så faktisk stadig. Laver dem sådan altså.

Det er jo nemlig helt væk fra det berømte vindue, at ”And Yet It Moves” er et debutalbum. De fire medlemmer af Timechild spiller, trods det at de kun har eksisteret i godt et år, med et overlegent overblik og en tilsvarende overbevisning, som var de turnéskrammede veteraner på toppen af karrieren.

Sanger og guitarist Anders Brink har den ultimative ”classic rock” sangstemme, mens han og medguitarist Birk Hunter ikke sætter en finger forkert albummet igennem. Tværtimod er det – igen! - lang, lang tid siden, jeg har hørt et album, hvor jeg hele vejen igennem har glædet mig til den næste guitarsolo, -harmoni eller –vignet. Så er der korene, som skal tilskrives Brink, Hunter og bassist Daniel Bach, og de er kort og godt i særklasse og i klasse med Uriah Heep i de tidlige 1970’ere.

Førnævnte Bach lægger sammen med den dynamiske trommeslager Martin Haumann en tung og varieret bund hér, som blot tjener til yderligere at understrege, at man med Timechild har at gøre med et band, som spiller med den dér alt for sjældne telepatiske forståelse for hinanden og dét, SANGEN (ja, der var den sgu’ igen) kræver.

Det er kort og godt alt sammen temmelig fabelagtigt, og den eneste grund til, jeg ikke kyler samtlige stjerner efter Timechild, er, at jeg da slet ikke tør tænke på, hvad dette kan blive til i fremtiden!

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music became a healer for me.

_ Eric Clapton

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk