Det ondsindede Oakland sammenrend, Machine Head, begik engang en yndig samtidshymne betitlet “Ten Ton Hammer” og efter en tre timers koncert i Amager Bio onsdag aften havde man det også nogenlunde, som om man var blevet ramt af sådan én.

Gentagne gange.

Det var – ahem! – på den metal masochistiske facon ganske vederkvægende!

Se, man kan sagtens argumentere for, at tre timer med ørerne i metalmaskinen måske lige er i overkanten. Nu ville Machine Head imidlertid bare ikke nøjes med at spille det 25 års jubilerende debutalbum, ”Burn My Eyes”, fra ende til anden, som de gjorde ganske forrygende som aftenens andet sæt.

Helt berettiget mener Rob Flynn, som er Mr. Machine Head, at han og hans skiftende håndgangne mænd gennem de sidste 25 år har begået så rigeligt med god musik, at de da godt lige kunne spille 16 (!) numre fra de otte album, de har givet os siden ”Burn My Eyes”.

Og heldigvis for det.

Jeg ville i hvert fald ikke have undværet sange fra de fire store album i Machine Heads senere karriere: ”Through The Ashes Of Empires” (2003), ”The Blackening” (2007), ”Unto The Locust” (2011) og ”Bloodstone & Diamonds” (2014).

Ni af de sange var da også mellem de seksten i første sæt, som fra det øjeblik, Machine Head satte i med de fire fuck you i fjæset manifester ”Imperium”, ”Take My Scars”, ”Now We Die” og ”Beautiful Mourning”, tydede på, at dette her nemt kunne blive den fejring af hans første kvarte århundrede som Machine Head boss, Flynn sikkert havde tænkt sig, og dertil faktisk en regulær Heavy Metal opvisning.

KNAPPET KÆFT
Og det blev det ofte ved en koncert, som kun sjældent dykkede under ”rasende” på intensitetsbarometeret. Men raseri eller ej så er Machine Head et langt mere varieret, dynamisk og melodisk foretagende, end man måske ved første lyt umiddelbart lodder i det bragende bombardement, bandet OGSÅ er.

Flynn og specielt den storspillende polske guitarist Waclaw ”Vogg” Kieltyka og den groovy swingende trommeslager Matt Alston fik knappet kæften på kritikerne med fornemme dynamiske udgaver af bl.a. den Iron Maiden tonede ”Locust”, thrash/ groove dræberen ”Killers & Kings” via den blodtørstige ”Aesthetics Of Hate” (flere Iron Maiden harmonier) til de opvisninger i dynamik, harmoni og musikalsk vovemod, som er metalsymfonierne ”I Am Hell (Sonata In C#)” og ”Darkness Within”.

For blot at nævne fornemme fem fra et første sæt, som i sig selv, da Machine Head satte punktum for det med ”Halo”, havde udgjort en hel og fremragende koncert.

Hvis den altså var stoppet dér, hvad det selvfølgelig ikke gjorde.

BEHØRIGT FEJRET
Efter ti minutters pause kom Rob Flynn tilbage på scenen med den oprindelige guitarist Logan Mader og ditto trommeslager Chris Kontos på scenen i stedet for henholdsvis Kieltyka og Alston.

Med det klassiske kampråb ”Let freedom ring, with a shotgun blast!” var vi i gang med klassikeren ”Davidian” og den lovede gennemspilning af 25 års fødselaren ”Burn My Eyes” – kun afbrudt af Flynns hyldesttale til vore egne Mercyful Fate og en arrig  coverversion af ”Evil” mod slutningen.

Publikum var måske tyndet en anelse ud på det tidspunkt. Det var mest synd for dem, der ikke holdt ud, for ”Burn My Eyes” blev behørig fejret, og den dag man er træt af ”A Thousand Lies” og livredderen ”The Rage To Overcome” er man sgu’ også træt af Heavy Metal.

Og i dét tilfælde ville det jo være direkte tåbeligt at gå til en tre timers Machine Head koncert.

Alt i alt var aftenen som sådan vitterlig ”det bedste til mig og mine venner” for nu at citere et vist dansk festforetagende. . .

DET SPILLEDE DE:
"Imperium"

"Take My Scars"

"Now We Die"

"Beautiful Mourning"

"Bulldozer"

"Locust"

"Killers & Kings"

"I Am Hell (Sonata in C#)"

"Aesthetics of Hate"

Guitar Solo

"Darkness Within"

"Catharsis"

"From This Day"

"Ten Ton Hammer"

"Is There Anybody Out There?"

"Halo"

BURN MY EYES:

"Davidian"

"Old"

"A Thousand Lies"

"None But My Own"

"The Rage to Overcome"

"Death Church"

"A Nation on Fire"

"Blood for Blood"

"I'm Your God Now"

"Evil" (Mercyful Fate cover inkl. bid af AC/DC's "Back In Black")

"Block"