TRIUMF FØR TÆPPEFALD

peter-belli-2018
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Peter Belli og hans blændende band brillerede med et halvt århundredes rockhistorie på Amager

PETER BELLI & DE REJSENDE, Amager Bio, torsdag 28.12

”Der hvor jeg kommer fra, kalder vi ham mesteren. Hør dog lige, mand! Hvert et ord, han synger, kommer dybt fra sjælen. . .”

Ordene skal tilskrives 50-årige John fra Lolland. De faldt et pænt stykke inde i Peter Bellis afskedskoncert i Amager Bio. Umiddelbart efter at Peter netop havde sunget liv, sjæl og nødvendighed ind i gamle ”House Of The Rising Sun” – en sang så inderligt fortærsket, at de færreste formentlig normalt følte det påtrængende nødvendigt at høre den mere.

Altså indtil Peter Belli tog ved den på sin afskedsturné.

For førbemeldte John havde jo ganske ret, og der var næppe nogen tilstede i det udsolgte Amager Bio, der ville sige ham imod torsdag aften – selv om de havde fået chancen.

For når Peter Belli synger, så MENER han det. Som han altid har gjort gennem sin godt 50 år lange sangerkarriere. Upåagtet hvad han har sunget og hvad det har handlet om, har Peter Belli ment det. Han har taget sin metiér alvorligt – og ment det.

Fra pigtrådsdagene i 1960’erne over dansktoptiden i ’70’erne til genfødslen som rock’n’roll sanger i begyndelsen af 1990’erne og til i dag.

”Velkommen til min sidste koncert,” sagde den lille, store mand som velkomst klokken 21 torsdag aften.

LEGEN ER GOD
”De siger jo, man skal stoppe, mens legen er god, og ved I hvad? Legen har sgu aldrig været bedre end nu.”

Selvfølgelig reddede det den 74-årige på scenen et velkomstbrøl, der havde kunnet slå flis af armeret beton, men i Bellis tilfælde ligger der ingen beregning bag sådan en udtalelse.

Et muntert blik, et skævt smil og en ræv – okay da, ulv – der forsøgsvis kigger frem bag øret, javel. Men hos Belli er der ingen forstillelse og derfor heller ingen higen efter billige point.

Den to timer lange afskedskoncert blev, som aftenen skred frem, en triumf før det endelige tæppefald. Sættet var en rejse gennem – stort set – hele Peters karriere. Nævnes skal også mandens band, De

Rejsende, som torsdag aften spillede med et swing, der kunne have lokket Tollund manden ud af sin glasmontre med henblik på en snarlig sving om.

Med sådan et musikerhold, sådan en sanger og de sange er der ret beset ikke fandens meget andet at gøre end at danse (og synge) med.

Det blev selvsagt ikke dårligere, da Peter inviterede Danmarks med afstand bedste rock’n’roll guitarist Knud (er Gud) Møller – normalt Johnny Madsens kapelmester - på scenen i ”Handle with care” og ”København fra en DC9”.

HYLDEST TIL ROCKHISTORIEN
Vi fik en fest og en hyldest til rockhistorien af betragtelige dimensioner. For hvor man måske i anledningen kunne have frygtet en slingrende sejlads ad sentimentalitetens flæbe-flod, kom vi ikke engang i nærheden af en sådan.

Peter insisterede på at give os den fest til afsked. Så kunne vi sgu’ tude bagefter, for selvfølgelig gik det, som aftenen skred frem, tydeligt for selv de ellers konstant kværnende papegøjer foran mig, at det måske var betimeligt at holde sin kæft og høre efter.

Det var trods alt historisk og slutningen på en æra, vi var vidne til her. Peter Belli bærer en meget stor del af æren for i sin tid at have introduceret rocken i Danmark, og når han nu trækker sig tilbage er der – fraset førnævnte Johnny Madsen – forbandet lidt traditionelt forankret rock’n’roll tilbage i dette land.

Den sigende ”Rock and roll, jeg gav dig mine allerbedste ord” sluttede aftenen og Peter Bellis koncertkarriere – og hér taler vi altså om en herre, som første gang sang på en scene for 58 år siden!

Herfra skal sluttelig blot lyde et rungende og velment TAK for sangene, du gamle ulv. Ikke kun fra overtegnede men fra masser af fans, som har skrevet til mig og bedt om at få takken overbragt til dig. Det være hermed gjort.

Nyd dit otium, du gamle. Og skulle du en dag konstatere, at der alligevel er et enkelt hyl eller to tilbage i den aldrende ulv, skal vi nok stille op og høre efter. . .

DET SPILLEDE DE:
”Hvis Jeg nu var arbejdsløs”,
”Penge”,
”Heldig”,
”Ribbet og flået”,
”Jeg er din baby i nat”,
”Not Fade Away”,
”You Better Move On”,
“Stakkels Kaj”,
“Tommy og Tanja”,
”Helt igennem respektabel”,
”Ulven Peter”,
”Handle With Care”,
”House Of The Rising Sun”,
“Sylvias mor”,
“Papa kan kun li’ rock and roll”,
“København fra en DC9”
EKSTRA
”Roll Over Beatles”,
”Istedgade”
EKSTRA-EKSTRA:
”Bliv væk fra vort kvarter”,
”Rock’n’roll, jeg gav dig mine allerbedste år”

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk