Dr. Rock Aid, Amager Bio, København, onsdag den 4. september 2019, 6(66) stjerner

Af Thomas Thomsen

Onsdag den 4. september 2019 var som udgangspunkt en ganske normal af én slagsen.
Feriefolket var forlængst vendt tilbage til det daglige hamsterhjul, og ikke mindst var det danske vejr normaliseret igen.

Dørene til Amager Bio var sågar åbne for folket, som de så tit er. Scenen var gjort klar. Instrumenterne, lyd og lys tjekket en sidste gang. Alt var tilrettelagt, klappet og klart.
Men noget var ikke, som det plejer at være. For der er koncerter, som hylder det optrædende band og deres fans, om man vil. Så er der koncerter der hylder andre bands for deres bedrifter gennem tiden. Men koncerter der hylder en musikanmelder er aldrig set før.
Der stod han i entréen og tog imod som en anden kongelig. Folk hilste på. Etikken var afslappet. Hvis der var et krav, var det alene at medbringe det gode humør. Ja, og så iføre sig en T-shirt med Mötorhead, hvis du skulle sætte prikken over i’et.

HVORFOR??

Men hvorfor hylde en mand som Jungersen? Er han ikke bare en ganske almindelig mand som du og jeg?
Jo, såmænd. Fødderne plantet solidt i den jyske muld. Og så alligevel. For gennem flere årtier har han formået at skille sig ud fra flokken. Noget unikt som sjældent findes i de kredse han bevæger sig i.
Der er musikanmeldere, og så er musikanmeldere, der har mejslet sig ind i hukommelsen på både musikere og fans, der gør, at deres ord og meninger har mere magt end andre.
Og her er det, at Jungersen lyser på nattehimlen som en klar stjerne. Ingen konklusion før Jungersen har talt.
Nuvel, det er jo ikke kun rosenrøde ord, der er kommet ud af munden fra Jungersens side eller for den sags skyld nedfældet på et stykke papir.
Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For lige som han sætter en dyd i at præstere en velskrevet og nærmest akrobatisk anmeldelse, så sætter han også en dyd i, at de musikalske toner er noget der rører sjælen. Og hvis det ikke gør, er fanden løs i Laksegade.

REDNINGSKRANS

Jeg har selv haft ørerne i maskinen. Fordi han vil have det bedste frem i folk. Og når de præsterer godt efter hans skala, så præmieres det også derefter. Hverken mere eller mindre.
Så en kritisk anmeldelse fra Jungersens hånd er faktisk en form for redningskrans, med budskabet om at I kan meget mere end det, I lige har præsteret
Tjek eksempelvis bedømmelsen af D-A-D’s optræderne på Jelling Festival i 2014 og 2017. Metallica’s tilsvarende på Roskilde Festival i 1998 og 2003. Så forstår man.

MARATHON

Det blev - med få indlagte pauser - til en marathonaften på 3 timer og 45 minutter. Det kan virke langtrukkent, men var det tværtimod ikke.
Årsagen var et varierende line-up og ikke mindst at samtlige optrædende ikke bare virkede at spillelyst men meget mere til.
For nu skulle Jungersen have som han fortjente. Hun skulle æres og have en hjælpende hånd grundet de hårde tider, der har ramt ham.
Mike Tramp, Freddy And The Phantoms, Lucer, Junkyard Drive og endelig Falling Hazard som satte kronen på værket.
Knud Møller var der, Johan Olsen var der. Michael Bastholm Dahl og Michael Stützer Hansen var der.
Og overraskelser i form af Perry Stenbäck, Danny Linde og Ester Brohus. Og her bliver jeg nødt til at indrømme, at jeg personligt tænkte: hvad fanden laver de her?

Men efterfølgende gik det op for mig, at de rent faktisk kunne noget og var et bevis på, hvor bredt Jungersen egentlig favner (god musik er god musik,lærling! red.) For hvis musikken har sjæl og rammer plet, er det ligegyldig hvilken genre, vi har med at gøre.

Som afslutning på denne aften indtog de optrædende scenen til fællessang, og selvfølgelig skulle Jungersen med.
AC/DC’s “Highway To Hell” var det helt rigtige nummer at lukke og slukke med.

Og selv om Jungersen ikke synger som en engel, så brusede stemmen, kropssproget og ikke mindst ansigtsudtrykket af den varmeste stolthed men samtidig også en vis ydmyghed.
Initiativtagerne, de optrædende og publikum fra nær og fjern kan med stolthed se tilbage på aften, der sjældent er set, og med stor sandsynlighed ikke kan gentages.

Men det var Jungersens aften. Han fortjente det. Hans DNA er ROCK ‘N’ ROLL og det vil det altid være på vej ud af “Highway To Hell”.