Se, det står vel efterhånden klart for de fleste, at Dizzy Mizz Lizzy rent instrumentalt er i en liga for sig selv, ligesom Tim Christensen kompositorisk mestendels er fuldt kapabel til at slå på sine strenge med de store drenge.

Med trioens fjerde album, ”Alter Echo”, kan man godt føje statuetten for ”èn af lange tiders mest modige udgivelser” til bandets i forvejen bugnende trofæskab.

I en tid hvor alt for mange musikere spiller – ja, undskyld – på at levere stumper til det bedrøvelige køb-og-smid-væk musikalske kludetæppe, som er de forkælede generationers lydspor til samtalekøkkenet, er ”Alter Echo” et album, som insisterer på fordybelse og indsats.

Hele vejen.

Bare for ligesom at finde ud af hvad fanden det hér handler om.

Sagt på en anden måde er dét at sammenligne ”Alter Echo” med det, vi ellers bydes derude, som at sætte en Chesterfield sofa op imod et vakkelvornt camping møblement.

For vær I blot advarede, derude i lytterland: Hvis I ikke gider gøre en indsats for at komme ind i ”Alter Echo”, så hold jer væk

MOD I MØRKET
Og det er hér, Dizzy Mizz Lizzys mod kommer ind i billedet. Ikke alle de gamle fans vil nok være med. Jo, man kan høre, hvem det hér er, men vi bliver taget med til et sonisk landskab og et stemningsladet stormangreb, som befinder sig milevidt fra ”Glory”, ”Silverflame”, ”Love Is A Loser’s Game”, og hvad vi har.

”Syng med TV Charlie” kommer med andre ord ikke rendende og plager om at få Dizzy til at indlade sig på en duet med Anders Blichfeldt lige med det første.

Mørket har sænket sig over Dizzy Mizz Lizzy, og bandet er taget på musikalsk opdagelsesrejse derude, hvor farerne lurer, men hvor tilfredsstillelsen ved at omgå dem er så meget desto større.

Albummet åbner med det atmosfæriske instrumental-stykke, ”The Ricochet”, inden bandet - med instrumenterne stemt ned og forventningerne himmelstræbende - med ”In The Blood” lader toget tungt tonse gennem det tonale tusmørke, som langt størstedelen af ”Alter Echo” bæres hjem gennem.

Og togets tur gennem truende tåger og tusmørke fortsætter albummet igennem med det ene tunge træfskud efter det andet.

Numre som ”Boy Doom”, ”California Rain” og den mesterlige, melodiske mørkehymne ”The Middle” er ikke heavyrock i traditionel forstand.

Jo, det er tungt – og i perioder RIGTIGT tungt – men først og fremmest er det hér lyden af et fænomenalt rockband, som vil noget andet og mere end blot behage de faste abonnenter.

Jeg garanterer, at belønningen er der, hvis man giver "Alter Echo" den ene gennemlytning efter den anden. Giv dig tid til at nyde og finde ind i Tim Christensens tunge riffs og harmonisk finurlige finter. Tid til at nyde trommeslager Søren Friis’ og bassist Martin Nielsens på én gang laidback, virtuose og klippesolide backing.

VÆRK
Der er blevet talt meget om, at det sidste nummer på albummet, ”Amelia”, varer over tyve minutter. Det er nu en sandhed med modifikationer, for kompositionens fem dele er let adskillige som hver sin sang, hvis det er sådan, man har det. Det ville imidlertid være synd at skille dem ad, ligesom det ville være synd ikke som helhed at høre dette album, som det tydeligvis er ment – nemlig som et VÆRK (ja, ”V” ordet), hvor man med den tålmodighed, som man i disse for vort land så fortvivlede tider faktisk godt kan tillade sig at have, fordyber sig i herlighederne.

Der er lige ud fantastiske øjeblikke på ”Alter Echo” – ikke mindst når Dizzy Mizz Lizzy i – heldigvis omfattende – momenter som eksempelvis ”Amelia” rapsodien (del to og fire ikke mindst), slutningen af ”In The Blood” og guitarsoloen i ”In The Middle” brillerer med et vidtspændende, vovemodigt vingefang musikalsk og harmonisk, så man egentlig bare sidder der og bliver taknemmelig!

For skønheden i detaljen.

For musikken som sådan.

For Dizzy Mizz Lizzy.

For fanden da!