Normalt når man får en invitation til en fest, bliver man som jo bedt om at bekendt gøre sin interesse eller mangel på samme via det dér lille "S.U." (svar udbedes) i et hjørne på invitationen. På den festinvitation, som er københavnske Grumpynators' andet album "City Of Sin", kan man ikke finde et "S.U." nogen steder. Fuldt forståeligt i øvrigt for Grumpynators ville med fuld ret kunne gå ud fra, at dén, som siger nej til netop denne fest, er lovligt undskyldt. Simpelthen fordi den pågældende jo så åbenbart er død!

Og dermed velkommen til festen og til et album, som er væsentligt - som i VÆSENTLIGT - bedre end kvartettens i øvrigt ikke uefne debut "Wonderland".

Grumpynators spiller med deres egne ord "bare dét, vi godt kan lide, uden at tænke så meget over, hvad det er for noget", og i dét stykke må man jo så blot konstatere, at medlemmerne af bandet godt kan lide de helt rigtige ting. Forestil jer Motörhead og Social Distortion ramler sammen med de sene 50'eres og Motowns uimodståelige og herligt naive popfornuft, og så er det nogenlunde dér, vi er med "City Of Sin" - på "Fame" lykkes det sågar d'herrer at få blandet en pastiche af Sort Sols "Let Your Fingers Do The Walking"  og Volbeats "Soulweeper" ind i det ovenstående.

Og ved I hvad? Det er stort set uimodståeligt, som bandet over tre kvarter efterlader både stok og sten glødende bag sig efter at være stormet hen over dem.

Det hér er "bare" rock and roll og så meget desto mere uimodståeligt (dét ord igen!). Grumpynators har simpelthen fundet sig selv denne gang, og de har også fundet noget andet - og dét er det vigtigste - de har fundet melodien. Med meget få undtagelser nær er materialet hér så fængende som en benzinbrand i et tørkeområde - uanset om det er førnævnte "Fame", lånet - ahem! - fra "Ace Of Spades" i "Hotel 2nd. Age", Eddie-Cochran-på-speed i "Elvis Age" eller albummets tre absolutte pragtstykker - de perlende melodiske "Take The Last Days With Me", "Then We Cried" og min personlige favorit "Now You Know", som alle tre er stemningsmæssigt hentet på den dér uskyldhedens milkshakebar, hvor man første gang mødte tryllebindende Tina fra trailerparken dengang i slut 50'erne. Ja, ja, brug nu fantasien for fanden!

Fik jeg sagt at det hér er uimodståeligt?

Og så spiller de i øvrigt godt og evner den balance mellem det legesyge løsslupne og stram eksekvering, som er altafgørende i sådan noget her. Rytmegruppen - kontrabassisten Jacob Øelund og trommeslager Per Fisker - swinger som førnævnte Tina fra trailerparken ved stripperstangen, mens guitaristerne Emil Øelund og Christian Nørgaard spiller tight, loyalt og med sviende præcise soli. Jo, Volbeats Rob Caggiano spiller så forresten med på "Far Away" og giver så også lige albummet et strejf af thrash metal med, men ellers er det faktisk ét af de få mere ligegyldige numre her.

Alt i alt er det hér sgu' såre smukt - ikke mindst den hjertevarmende naive kærlighed til klodserne fra dengang, rocken var ung og forholdsvis uskyldig, bandet lægger for dagen.

Måtte de få et gigantisk gennembrud med det hér. Det ville være fuldt fortjent. . . "City Of Sin" er som skrevet stod én af de bedste fester i nyere tid.