Steffen Jungersen

Volbeat LetsBoogie Kbh 930x180

UJÆVN TUR MOD DET SIDSTE AMOKLØB

Share
slayerroyal2018
stjerne stjerne stjerne stjerne    

Slayer fulgte i København den først time pænt de optegnede flugtruter ud fra kontoret, før de endelig flåede det hele fra hinanden en sidste gang

SLAYER, Royal Arena, 3.12.

Folk uden den udvidede ledvogter-eksamen i matematik skal tilgives for ikke at kunne huske det, men en gang for mange år siden tiltog Slayer sig tronen som dét mest kompromisløse og dermed ultimative thrash metal band.

Siden gik der lang, lang tid, og de fire rødder fra Huntington Beach syd for Los Angeles opnåede langsomt men sikkert dét, ellers kun andre giganter som AC/DC og Motörhead har præsteret: Slayer blev deres egen genre.

Skulle man – og skal man nu om dage – beskrive Slayer, var og er det jo nok med et hult brøl fra brøndens bund at deklamere:

”Jamen, de er jo Slayer, for fanden mand!”

Slayer blev efter de formative år og i særdeleshed efter udgivelsen af de tre tordenværker ”Reign In Blood” (1986), ”South Of Heaven” (1988) og ”Seasons In The Abyss” (1990) simpelthen bare dem, der ”spillede den med Slayer” – underforstået naturligvis at der ingen var og ingen er som – nå ja - SLAYER!

Den erkendelse er forskellige af os jo nok nået til på forskellige tidspunkter, men selv mindes jeg Clash Of The Titans turnéens stop i KB Hallen 10. oktober 1990, hvor Slayer med rasende, blodtørstig intensitet fejede de tre supportbands – Suicidal Tendencies, Testament og Megadeth – ud af salen. Én af de sjældne aftener hvor det så skamredne og nu om stunder af samme grund desværre devaluerede udtryk ”magtdemonstration” blev utilstrækkeligt.

RYGENDE RUINER
Selv om det ikke altid er lykkedes Slayer at få deres ødelæggelsesmaskine op i dét gear, har det dog været min lykke at opleve dem flå ganske mange spillesteder fra hinanden og efterlade os med rygende ruiner for det indre blik og smerter i nakken, som burde berettige til et vist invalidetilskud. Jeg mindes med et fortrukket, ondt smil senest SCC i Aarhus i 2011 og en fantastisk aften i Kulturværftet i Helsingør i 2015.

Det har således til alle tider været nok, at Slayer ”kun” kan spille den med Slayer – forudsat at ét uomgængeligt krav vel at mærke blev opfyldt: Nemlig at varen blev leveret med en intensitet, nådesløshed og blodtørst, så en psykotisk udsultet løve løs i et reservat for hofteopererede antiloper til sammenligning ville virke som en forskræmt killing.

Dén skræmmende intensitet er simpelthen en essentiel del af ”oplevelsen og tilstanden Slayer”, og det tog desværre lige lovlig lang tid, før Slayer kom op i nærheden af det niveau mandag aften i Københavns Royal Arena (”Nå, endelig kom du til sagen, Jungersen!”, vh resten af verdens befolkning).

Faktisk virkede den ellers så driftssikre førnævnte ødelæggelsesmaskine noget nær vakkelvorn i starten af denne Slayers angivelige afskedskoncert  på dansk grund.

TANDLÆGEBOR
Det er sjældent, det sker, men bandet var specielt i koncertens start ikke tight nok, og det er imperativt, at et band som Slayer er så hvinende præcise som et tandlægebor. Årsagen til tingenes tilstand kan man vel blot gætte på, men trommeslager Paul Bostaph havde ikke én af sine bedste aftener, den første halvdel af sættet kunne jo nok have været tilrettelagt bedre, og endelig havde Slayer udskiftning på denne aften.

Guitaristen Gary Holt var forståeligt taget hjem for at sidde ved sin fars dødsleje. Det betød, at Machine Heads Phil Demmel, som frygtløst var trådt til som stand-in, spillede sin første koncert med Slayer i København. Det slap han såmænd beundringsværdigt godt fra, men Demmel er altså ikke på Holts niveau, og selvfølgelig var han denne aften det så langt fra.

Sluttelig er det jo ej heller nogen hemmelighed, at sanger og bassist Tom Araya har været træt af turnélivet i årevis. Det har han i perioder meget svært ved at skjule, men det havde nu klædt ham før helt til slut at gøre et bedre forsøg på det i København, når det nu trods alt var en afskedskoncert, vi havde med at gøre. Og tilmed foran 11.000 mennesker – det største antal Slayer nogensinde har trukket i Danmark.

Den første lille times tid bar således en umiskendelig og uklædelig lighed med ”en sidste dag på kontoret”, hvor Slayer så at sige pænt fulgte den oplyste flugtvej ud fra det københavnske kontor, hvor de burde have flået det fra hinanden og sparket til ruinerne en sidste gang.

Nu er det imidlertid Slayer, vi har med at gøre, og de reddede både aftenen og deres umiddelbare eftermæle (hvis dette så BLEV sidste gang) med en slutspurt af de mere spektakulære. Og ikke længere blot fordi scene-scenografien og pyroeffekterne var flotte.

Da de – betegnende nok – som 13. nummer ramte rockens svar på en Lamborghini med defekte bremser, ”Dittohead”, og den sidste halve time frem, var både bandet og lyden kommet helt på plads.

AMOKLØB
Da Slayer lidt senere ramte (endnu) en mesterligt majestætisk ”Hell Awaits” og siden sluttede Slayers sidste rundvisning i Helvede af med et psykotisk fedt amokløb gennem ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” fik man da også efterfølgende det dér forræderiske stik i hjertet, som nu engang da også helst SKULLE dukke op, når man tager afsked med nogle af heavy metals absolutte mestre.

Araya sagde ingenting, men det lille sørgmodige smil og det blanke blik, som han stod dér til sidst og modtog disciplenes hyldest, sagde alligevel alt.

Tak for det hele i årenes løb, Slayer. Og også tak for at I stoppede på toppen, før det blev nødvendigt at bruge ord som ”trygt” og ”hyggeligt” i en Slayer anmeldelse.

Det havde fandeme ikke været til at bære . . .

Sætliste:
1. Repentless
2. Blood Red
3. Disciple
4. Mandatory Suicide
5. Hate Worldwide
6. War Ensemble
7. Jihad
8. When the Stillness Comes
9. Postmortem
10. Black Magic
11. Payback
12. Seasons in the Abyss
13. Dittohead
14. Dead Skin Mask
15. Hell Awaits
16. South of Heaven
17. Raining Blood
18. Chemical Warfare
19. Angel of Death

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

The aim and final end of all music should be none other than the glory of God and the refreshment of the soul.

_ Johann Sebastian Bach

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk