English version

"Kære venner, jeg kan huske første gang, vi spillede i Sverige. Der var femten mennesker ... Og se nu hér!"

Lige dér – før "Lola Montez" – lod Volbeats ringleder Michael Poulsen cool transformere til hjertevarme, gjorde en fejende håndbevægelse ud over publikum og hyldede de 30.000 (!), der mødte op denne aften på Sweden Rock, da Danmark for en syv kvarters tid generobrede Blekinge.

Udtalelsen faldt med lige dele stolthed og ydmyg vantro, og som én, der har fulgt Volbeat siden starten, forstod jeg ham sgu’ godt. Volbeats tiltagende triumfer uanset hvor de banker deres bedårende boogie af i verden er ind imellem af en størrelsesorden, så det er svært at tage ind.

Og da specielt denne aften og på en festival, hvor Poulsen og co. delte topbanneret på festivalplakaten med selveste Black Sabbath.

Fortjent
Inden festivalen var de kritiske knive i Sverige skærpede. Havde disse danske opkomlinge vitterlig fortjent den mest prestigefyldte spilletid som hovednavn lørdag aften. Well, lige dér havde vennerne herovre vist lige glemt at checke, at Volbeat før festivalen var publikums fjerde mest ønskede navn på plakaten.

De tre mest ønskede var så nogle perifært populære popensembler ved navn Iron Maiden, Metallica og AC/DC!

Selvfølgelig er Volbeat berettigede som hovednavn på Sweden Rock, for bandet kravler støt opad i stillingen i den hårde rocks superliga i 2014. Upåagtet at det – som nævnt – kan være svært at tage ind nogle gange, fordi det er gået så stærkt.

Selv om så svenskerne er et sært reserveret rockpublikum lod kærligheden til Volbeat sig tydeligt mærke fra start, da bandet ramte scenen med den godt tænkte salve, som er "Doc Holliday", "Hallelujah Goat" og "BOA" – leveret stort og med internationalt snit, ild- og flammeeffekter.

Photo:John-Son

Måske ikke just nok til at konkurrere med Rammstein om at kradse i den stedlige brandinspektørs mavesår, men dog nok til at berettige en coverversion af tyskernes "Feuer Frei" ved en anden lejlighed. Hvis det skulle være.

Overvældede?
På det musikalske plan bar koncerten måske nok præg af, at sådan en premiereaften ikke altid sidder lige i skabet – eller også var synet af det talstærke publikum så overvældende, at bandet ind imellem slækkede på koncentrationen.

Nogle af sangene var i hvert fald lovlig løse i koderne denne aften.

Men det er de ikke senere på turnéen. Det ved vi jo efterhånden.

Når det imidlertid er sagt, var det fandme alligevel en stor Volbeat aften i Sverige. Ikke mindst pga. bandets sans for at gøre en begivenhed ud af det (og det der dét, de før den femte stjerne for hér) med det stort anlagte show, der som altid blev afviklet, mens man kunne læse den dér særegne symbiose af vantro og stolthed i musikernes ansigter.

Så netop dér da 30 meter høje flammer og fyrværkeri stod op fra toppen af scenen mod slutningen, blev jeg ramt af et for mig mærkeligt anfald. Nemlig af patriotisme (der er sgu’ lavet for meget ulykke i verden på baggrund af samme).

Lige dér var jeg dog i dén grad – om jeg så har adkomst til det eller ej - sært stolt af, at det var vores danske drenge, der stod deroppe og viste dét (bred)format, de nu gjorde.