Grundet travlhed med dette og ikke mindst hint var det lige før, Risings fjerde album “Sword And Scythe” slap væk.

Det skal den imidlertid ikke have lov til, for vi har at med ét af årets bedste danske rockalbums at gøre hér.

Indledningsvis: Selv om Rising nok har afsæt i 1970’ernes klassiske heavyrock, leder man for en gangs skyld totalt forgæves efter de halvfærdige letmælks Led Zeppelin riff-opkog, som udgør disse års stedse mere trættende ”retrorock” bølge (sæt selv navne på).

Men Rising skal slet ikke belemres med ”retro” etiketten. Bandets storladne men organiske og ganske beskidte men mageløst melodiske rockudtryk er – så vidt mine referencer rækker – pænt tæt på at være helt deres eget.

Jeg kunne hårdt presset måske godt trække et par paralleller til et keyboard-frit Uriah Heep, et tilgængeligt Hawkwind og andre 1970’er koryfæer, men Rising er meget mere end det.

PROPPET MED "BEDSTE NUMRE"
Med noget så sjældent som en dygtigt engelsk-syngende dansk sanger i spidsen – den formidable og følelsesladede Morten Grønnegaard – skaber Rising deres egen dynamiske, semi-symfoniske stemningsladede musik med kolossalt vingefang.

Godt klaret i en så forholdsvis sodsværtet og jordnær produktion som denne, men godt set at netop den organiske, småbeskidte lyd er nødvendig og gør, at Rising trods de himmelstræbende musikalske ambitioner musikalsk forbliver så tæt på jorden, at ”Sword And Scythe” aldrig stikker af og kammer over i det pretentiøse.

Numre som de spankulerende ”Camp Century” og ”Ancestral Sun” samt det bedste nummer på en plade pænt proppet med ”bedste numre”, den blændende forløste, bannersvingende progressive hymne ”Salted Earth”, er blot tre fede nævnt fra et album, som hele spilletiden igennem og på hvert eneste nummer byder på fine detaljer og dygtigt dynamisk sangskriverarbejde eksekveret af et velspillende band, hvor udover sangeren især guitaristernes evne til at begave alle sange med melodiøse harmonier, vignetter og soli bør nævnes.

En sjælden og smuk musikalsk rejse. Tag med. . .