Hvis vi nu for en kort stund forestillede os, at der rent faktisk var retfærdighed til i musikbranchen. Jo, jeg ved godt, at sandsynligheden for at visse politikere får en pris for anvendt intelligens er større, end at begrebet ”retfærdighed” får gang på jord hér, men alligevel og hvis nu. . .

... Ja, så burde danske Sea med deres andet album ”The Grip Of Time” høste både anerkendelse og popularitet på verdensplan. Vi er trods alt mange derude, som husker og savner den organiske og ægte hardrock-lyd, som den blev serveret af bands som Humble Pie, Deep Purple, Free, Nazareth, Bad Company og talrige flere dengang i begyndelsen af 1970’erne.

Jeg vil tro, det er den tid, titlen henviser til. For Sea sidder ubehjælpsomt fast i grebet fra dengang. Måske nok tilsat lidt stænk af eksempelvis Soundgarden, men de var jo mildest talt heller ikke just uinspirerede af førnævnte årti.

Nå, Sea spiller altså den vare, og de fire danskere spiller den sgu’ bedre end opreklamerede udenlandske ligesindede som Graveyard og Rival Sons. Hvor konkurrenterne ofte sætter stil før substans og lader det være godt med at lade sangeren stå og ekstemporere over nogle halvbagte riffs fra Led Zeppelins overskudslager, skriver Sea huskværdige guitartemaer, de har en fornem fornemmelse for musikalsk dynamik og lys og skygge, stort set alle deres sange har gode, iørefaldende melodier, og bandet spiller mand for mand aldeles glimrende.

Det står klart allerede fra starten går med den fænomenale ”Rust” – en flot opbygget komposition, som på klassisk ”Stairway to Heaven” vis tager hele turen fra en snigende intro til talrige guitar crescendoer sender sangen mod slutningen.

FINE DETALJER
I det hele taget er det deres talenter som komponister og arrangører, Sea først og fremmest skal roses for. Der er så meget at hente i stort set alle numre hér, at der for hver gennemlytning bliver ved at dukke flere fine detaljer op. Ligesom det SKAL være men alt for sjældent er.

Men prøv f.eks. at høre den fuldkommen fænomenale bluesrock ballade ”Time Will Let You Know”, som er en værdig makker til Deep Purple klassikeren ”Mistreated”, den rasende ”The Stranger Within” (arrangementet elegant planket fra Nazareths ”Razamanaz”), den guddommelige guitarstorm, der lukker semi-balladen ”No Dawn” eller den flot arrangerede mesterklasse i dynamik, som er ”Back To The Ground”.

Fans af de tidlige 70’eres rockmusik – måske specielt Deep Purples mark III periode (uden Glenn Hughes' hyleri) – vil få forræderiske glædestårer i øjenkrogene, mens yngre lyttere og ligesindede unge bands kan få en lektion i, hvordan man gør det hér.

I disse år begræder mange – og med god grund – at der ikke rigtig står nogen klar til at tage over, efterhånden som mange af heltene fra rockens store år dér i 1970’erne og de tidlige 80'ere falder fra.

Sea er så lig med i hvert fald én årsag mindre til ovennævnte tuderi. De KUNNE nemlig godt tage den fakkel op, nogle af de faldne helte fra dengang har ladet ligge og ulme. Køb dette album, gå til deres koncerter og giv dem chancen for det!