Volbeat gæsteanmeldelse: Refshaleøen

VOLBEAT genoplivede B&W’s metalliske storhedstid på Refshaleøen for en aften …
Af Thomas Høgdal Thomsen

VOLBEAT, Refshaleøen, København, 1. august

 Jeres skribent er sur – mildest talt rasende – efter at have konstateret at forhjulet på min mountainbike var stjålet,da jeg midt om natten skulle begive fra mig Refshaleøen og til Lyngby.

Nogle spørger "Hvor fanden er Herning", jeg spørger "Hvor fanden er Refshaleøen?".

Svaret er ude på Lars Tyndskids Mark i København. Men hvem rejser ikke dertil når selveste Volbeat kommer hjem til Danmark og København for en aften.

Her stod jeg .... en voksen mand, som har rundet de 40. Nogle vil sige 40, fed og færdig. Andre vil sige 40, super fed på den tjekkede måde og heldig som ind i helvede.

Hvorfor så det – jo fordi jeg var den heldige vinder af en konkurrence i samarbejde mellem Steffen Jungersen  og Volbeat.

"Du kommer backstage, du får lov at se Volbeat fra scenen, og DU anmelder koncerten for steffenjungersen.dk.

Så tror du på dine evner både som skribent  (det er vigtigt) og kritiker og har du lyst til at vise ham Steffen Jungersen, hvordan det skal gøres, så vær med i konkurrencen."

Hva' satan den konkurrencen skal jeg da deltage i – hvem kan sige nej til at vinde sådan en præmien. Sandsynligheden? Tja.

Men hvem pokker ringer så en tirsdag aften, mens jeg sidder og griller hotdogs på Trafiklegepladsen i Fælledparken med mine unger? Ingen ringere end Steffen Jungersen – tillykke Thomas, du har vundet konkurrencen.

En lille heldig dreng
Måtte knibe mig selv i armen. FEDT, men hvordan fanden overtager man lige en sådan opgave fra en anmelder som selveste Steffen Jungersen. Som Michael Poulsen sagde til mig efter koncerten – VÆR DIG SELV – hvilket jeg hermed skal prøve.

Denne aften på Refshaleøen var jeg bare en lille heldig dreng blandt voksne mænd. Drenge der er vokset med tiden og er blevet store voksne mænd på den internationale musikscene.

Nu var de endelig kommet hjem igen efter at have turneret Japan, Australien, USA og europæiske festivaler tynde. Hjemme igen siden sidste gang jeg – og mange andre – hørte dem i Herning og København et par mørke aftener i november og december 2013.

Og hvilket gensyn denne smukke sommeraften. Omgivet af de gamle B&W-haller indtog Volbeat scenen på Refshaleøen og gav et brag af en koncert.

Volbeat favner bredt – alt lige fra de mindre børn, over de pæne piger i højhælede sko klar til at indtage dansegulvet, til de langhårede lømler og tatoverede fyre til ægteparret, der får børnebørnene på besøg dagen derpå.

Interessant fordi det – da jeg selv blev introduceret til metal i slut firserne -  kun  var de "skæve eksistenser" der lyttede til den slags larm.

Volbeat er i den grad lykkedes med at favne alle typer, som har et tilfælles – kærlighed til musikken, som går rent ind.

Mere end Poulsen
For mange er Volbeat måske "kun" Michael Poulsen – hertil vi jeg sige at de er meget mere end det: Volbeat er et band i bogstaveligste forstand.

Der er Jon, der er iskold på trommerne. Den mand trækker ikke en mine i løbet af en aften og giver alt hvad han har i sig – fuck hvor kan han smadre løs på de tønder, mens stortrommerne kører sikkert men hurtigt som tæller han antallet af publikummer denne aften.

Anders, der styrter rundt på scenen og kvitterer for publikums gejst med glimt i øjet og energisk basspil.

Rob, der spiller en super vellydende og koncentreret leadguitar.

Og sidst men ikke mindst Michael som samlingspunkt på guitar og med en fremragende vokal.

For en uge siden var Volbeat nødsaget til at afbryde en koncert i Slovenienj fordi Michaels stemme ikke ville. som han selv ville. Denne aften var den heldigvis back on track.

Haugaard til rotterne
Volbeat gav den gas og syntes at give den ekstra tand på alle tangenter nu de endelig var tilbage i Danmark. Der var gæsteoptrædende af en perlerække af kunstnere fra den danske musikscene, herunder en Jacob Haugaard der var helt til rotterne på "Garden's Tale" (han var iklædt blåt jakkesæt pyntet med rotter, red.).

Der blev growlet, danset, hoppet, sunget fællessang, klappet og crowd surfet. Om Michaels mor – på hans opfordring – blev budt op til dans eller crowdsurfing vides ikke men der var adskillige der blev båret på hænder til "Still Counting" og "Mirror And The Ripper".

Et af aftenens højdepunkt for mig var "Fallen" – alle, som har mistet deres far eller en aden af deres kære vil sikkert kunne leve sig ind teksten i et eller andet omfang. Fuck,hvor er det stort og modigt og slippe følelserne løs på denne måde – og så i et metal-band! Da jeg stod der og hørte Michael synge teksten fik jeg sgu gåsehud og tænkte på, at det kunne være mig selv, der havde lyst til at skrige disse ord ud - 20 år efter jeg selv mistede min far. . .

Eneste minus denne aften var savnet af "Soulweeper", "The Human Instrument" og "Mr. & Mrs. Ness", men festen skal jo også slutte på et tidspunkt.

Det er jo altid vanskeligt at vurdere – og være kritisk – men for mig var det den bedste Volbeat koncert, jeg til dato har oplevet. Så derfor skal den naturligvis have 6 stjerner.

Sluttelig er der kun ét at sige: Refshaleøen, I var fantastiske, I var medlevende, I var et kæmpekor kor, og I var meget mere end det, I var VOOLLLBBBEEEAAATTT !!!

Tak til Volbeat, publikum og ikke mindst Steffen for en fantastisk aften …