WELCOME TO THE SHOW …

Velkommen til www.steffenjungersen.dk kære læser.

Og før trend- og Trentemøller segmentet og andre med permanent residens i elfenbenstårne i nær og fjern kan nå at klynke "hvorfor nu et nyt rockmagasin i Danmark?", så tillad mig at tage jer på en tidsrejse.

Se, da jeg for snart tre årtier siden begyndte at skrive om rockmusik, var der faktisk en årsag til det – udover den åbenlyse "at det sgu' da kunne være meget sjovt". Da jeg første gang lod kloen ramme tastatur i rockens tjeneste dér i anden halvdel af 1980'erne, gjorde jeg det af udelukkende én årsag:

Der var ingen, der gad skrive om den musik, jeg godt kunne lide.

Og der var heller ikke rigtig udsigt til, at det forhold ville ændre sig. Belemret, som man var på det tidspunkt, med aviser og en anmelderskare, som kaldte skulderpude-tyngede popsangere og og "nyrock" bands, som afgjort var mere tynget af weltschmerz, end de var af talent, for rock'n'roll.

Skulle der således skrives om Heavy Metal, rockens rødder eller dét, der i dag tituleres klassisk rock, i dette land, stod det ret hurtigt klart, at jeg måtte gøre det selv.

"Gimme high voltage rock and roll",
AC/DC

Husk hér på, at vi taler om en tid, hvor eksempelvis Roskilde Festival ikke hyrede de hårde rockbands, for det kunne der jo kun komme ballade ud af. En tid før Metallica med "Metallica" albummet slog så mange salgsrekorder, at selv dem med de livslange lejekontrakter i førbemeldte elfenbenstårne langt om længe følte sig tvunget til at skrive noget om den rock, som var skabt til forløsning, fest, fede tider og fornøjelse over musikernes åbenlyse talent.

Men B.T. – og det vil jeg altid skylde dem tak for – troede på, at ham grænse-galningen, klædt i læderjakke, cowboystøvler og generel rock'n'roll attitude, som de egentlig havde ansat som kriminalreporter, nok havde fat i noget af det rigtige, da jeg begyndte at skrive om rock og rul for folket dér i anden halvdel af firserne.

"Livin' after midnight, rockin' to the dawn",
JUDAS PRIEST

Ræsonnementet fra min side var såre simpelt: jeg ville sgu' da gerne læse interviews med og anmeldelser af – dengang – folk som Alice Cooper, The Rolling Stones, Metallica, Judas Priest, Kiss, Iron Maiden o.s.v. Jeg elskede jo for fanden de bands og mange flere af samme tilsnit – så det var der vel også andre, der gjorde? Eller hvad?

Åh jo!

Uden at det skal lyde som trut i egen trompet – dels hader jeg trompeter, dels kan jeg ikke spille på sådan én – blev jeg fra starten om ikke løbet over ende så i hvert fald konstant "offer" for breve og henvendelser ude i byen fra folk, som blot ville sige tak, fordi jeg gad gøre noget for "deres musik". Og der var mange af dem. Rigtigt mange.

"Give the radio back – to the maniac!"
ALICE COOPER

Som tiden gik, blev jeg først kendt, så blev jeg til grin, og i dag er jeg åbenbart ifølge en del af læserne blevet en legende. Alt sammen "blot" fordi jeg elsker rock'n'roll, og fordi jeg fra første færd har insisteret på, at sådan nogle som os jo har brug for vores rock, så selvfølgelig skal der være en platform fra hvilken, vi kan proklamere vores kærlighed.

Den platform havde jeg i næsten 25 år på B.T. De gav mig både omtalte platform og muligheden for at møde både datidens og fremtidens helte. Møder, jeg forhåbentlig i årenes løb har haft et vist held med at formidle videre til læserne.

"Rock is my life – and this is my song"
BACHMAN-TURNER OVERDRIVE

Og så tilbage til dét indledende spørgsmål: "hvorfor nu et nyt rockmagasin i Danmark?"

Se, det nemme svar ville være: "by public demand". Rigtig mange – både "menige" og musikere – har opfordret mig til at lave et "classic rock" magasin i Danmark. Sjovt nok også dem, som ellers ikke er til den slags.

Yep, public demand havde sådan været set nok.

Men det er ikke den eneste grund. Og slet ikke den vigtigste grund.

Jeg føler stadig, der er historier om vores rock'n'roll, der skal fortælles og for den sags skyld ind imellem genfortælles.

Jeg har stadig en grim fornemmelse af, at der er fede rock'n'roll bands derude – nye såvel som gamle – som ikke får den omtale, de har fortjent, hvis de ikke får den af mig.

Jeg VED stadig, at der er en fandens masse mennesker derude, som ikke får deres fix med rocken, som den oprindeligt var ment, hvis jeg ikke gør det hér (bilder jeg mig i hvert fald ind).

Sluttelig: Jeg skulle fandme være et usselt skarn, hvis ikke jeg belønner alle de mennesker, som har støttet op om mig og forlangt mere skriveri fra min side, med steffenjungersen.dk.

Så kan jeg kun håbe, at det, I læser nu, også føles som en belønning.

"The party ain't over yet"
STATUS QUO

Se, det hér kan lyde langt mere selvhøjtideligt, end det er ment. Men tro mig (eller lad for den sags skyld være): jeg laver primært det hér, selvfølgelig fordi det er det, jeg nu engang kan, men også fordi jeg åbenlyst aldrig er blevet eller bliver klogere. Yep, det er den med, at jeg elsker rockmusik igen.

Forstået derhen at jeg gerne vedkender mig, at jeg sikkert er en vandrende kliché (se Bachman-Turner Overdrive citatet ovenfor). Men det er altså sådan det er. Som én af mine hårdt prøvede venner engang gjorde opmærksom på:

"Dig og dit rock, mand! Du er faneme legemliggørelsen af det dér citat fra "Blues Brothers": "I'm on a mission from God!".

Well, hvis Gud er guitaren og den hellige treenighed er guitar, bas og trommer, må jeg jo nok erkende, at der nok er noget om snakken.

Og så i øvrigt snak nok hér. Velkommen til steffenjungersen.dk og tak fordi du kiggede indenfor. Kom snart igen.

"You're either rock and roll or you're not!"
EDDIE VAN HALEN