Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

WIDESCREEN WELLNESS

Share
iron-maiden-2021
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Giver man Iron Maidens 17. album den tid, det fordrer, belønnes man med bandets bedste album i tyve år

IRON MAIDEN, ”Senjutsu”, (Parlophone/ Warner)

Da Iron Maiden i 2000 udgav deres genforeningsalbum med sangeren Bruce Dickinson, som for en to albums tid i 1990’erne havde været ”afløst” af den håbløse Blaze Bayley, kaldte de comebacket for ”Brave New World”.

Rent musikalsk tvivler jeg på, ret mange i Maidens millioner stærke supporterskare havde regnet med, hvor præcis den titel var for så vidt bandets meriter fremover skulle komme til at angå.

På samme album bød omkvædet på ét af pladens bedste numre, ”Dream Of Mirrors”, i øvrigt på følgende proklamation:

”I only dream in black and white”.

Den linje var så ikke videre profetisk, for hvis noget samlet karakteriserer ”Brave New. . . ” og de fem album, heavy metal veteranerne fra Londons East End har udgivet i dette årtusinde, er det, at Iron Maiden musikalsk drømmer i 3-D, technicolor og widescreen, hvor alt så at sige skal have et vingefang som en kondor på steroider og vækstfremmere.

NO REST FOR THE OLD SCHOOL
Den metode fortsætter på bandets 17. studiealbum, ”Senjutsu” (japansk for ”taktik og strategi”), og selv om det vel efterhånden bør være gået op for de fleste, at Maiden i vore dage i studiet er (mindst) lige så meget progressiv rock som de er heavy metal, så vær advarede de af jer derude, som stadig forlanger Maiden, som de var i skulderpuderne og spandexbuksernes storhedstid med bandets kom-til-sagen rock anthems som ”Killers”, ”Run To The Hills”, ”The Trooper” o.s.v.:

For lige de (gamle) fans er der kun lidt trøst at hente på ”Senjutsu” – i lighed med den seks år gamle forgænger ”Book Of Souls” et CD-dobbeltalbum eller en triple LP. Med en samlet spilletid på næsten 82 minutter og ti sange, kan læseren selv regne gennemsnitslængden for numrene ud.

Men som albumband skal Iron Maiden simpelthen ikke længere måles op mod triumferne i 1980’erne – det er på en måde et andet band nu - men op mod dét, de har præsteret netop siden Bruce Dickinsons kom tilbage bag mikrofonen i 2000.

Her er den gode nyhed, at ”Senjutsu” er et lang bedre og mere afvekslende album end den manøvre udi kunstig oppustethed, ”Book Of Souls” var.

Det godt otte minutter lange titelnummer åbner albummet med et par spark i stortrommen, inden resten af bandet kommer ind i en fascinerende mørkt tonet sang, som med sine stedvise Tool manerer er atypisk for Iron Maiden men så meget desto mere besnærende.

Næste nummer, ”Stratego”, er som det ene af to numre det nærmeste bandet kommer old school Maiden. Godt med galop ud over stepperne og medrivende omkvæd, fulgt op af den intet mindre end fremragende semi-bluesy ”Writing On The Wall”, som fremkalder velkomne minder om den 70’er rock, Maiden er rundet af – jeg mener, de vers er sgu da ren Bad Company.

ELEGI
Et så triumferende triplepunch af en intro kan Iron Maiden så trods alt ikke leve op til hele vejen, selv om de gør et behjertet forsøg med den i øvrigt glimrende ni minutter lange elegi for en verden, vi har ødelagt, ”Lost In A Lost World”. Nummeret lyder et stykke ad vejen som en symbiose af indledningsvis nævnte ”Dream Of Mirrors” og ”Afraid To Shoot Strangers” fra ”Fear Of The Dark” (1992), og så kan det selvsagt ikke gå helt galt.

Den bliver fulgt op af den tematisk beslægtede ”Days Of Future Past” – pladens anden old school Maiden sang og en glimrende én af slagsen, skrevet af Dickinson og guitaristen Adrian Smith og i noget nær incestuøst nær familie med d’herrers tidligere bidrag som ”The Wickerman” (fra ”Brave…”) og ”2 Minutes To Midnight” (fra ”Powerslave”, 1985).

Efter en stemningsladet vokalintro fra Dickinson lander næste nummer, ”Time Machine”, med flere fænomenale guitarsoli og –harmonier atter i førnævnte ”Afraid To Shoot Strangers” territorium. Og det gør ikke noget. Balladen ”Darkest Hour” lever stemningsmæssigt op til sin titel og er sine steder næsten ovre i Pink Floyd land. Om man vil have ballader på en Maiden plade eller ej, må den enkelte afgøre med sig selv, men denne her reddes af stemningen og – igen! – brillant guitarspil.

STEVE HARRIS
For femten år siden sad jeg i et studie udenfor London og talte med ” Mr. Iron Maiden”, bassisten Steve Harris, i forbindelse med at albummet ”A Matter Of Life And Death” netop var færdigindspillet.

Her erkendte ’Arry ærligt, at han ikke rigtig syntes, han havde nogle fire minutter lange heavy metal sange tilbage i sig, ligesom han heller ikke lagde skjul på, at det blev sværere og sværere at komponere tilfredsstillende numre af den slags, efterhånden som karrieren skred frem.

På den baggrund er det ikke just en overraskelse, at de sidste tre numre på ”Senjutsu” – alle skrevet af Harris – er over ti minutter lange hymner.

Den første af dem, ”Death Of The Celts”, er allerede af mine udenlandske kolleger blevet kaldt Maidens svar på Thin Lizzys legendariske ”Black Rose”. De har ret så langt, at nummeret efter en forholdsvis stille start bygger op og bygger op igen til flere åndenødsfremkaldende, keltisk inspirerede (surprise!) adskillige minutter lange guitar- og bas crescendo. Det er ligeud imponerende, og spilletiden til trods bør ”Death Of The Celts” blive fast inventar i Iron Maidens livesæt.

Efter den omgang byder den ensformige næsten tretten minutter lange og faktisk i perioder temmelig kedelige ”The Parchment” ikke på det store, og ”det har du vist lavet bedre før” faktoren stikker snuden frem flere gange, selv om guitarspillet også hér er af høj klasse.

Hvilket så kun efterlader Iron Maidens afskedssalut for denne gang, den yndigt betitlede ”Hell On Earth”. Men titlen til trods er ”Hell On Earth” en kompositorisk himmerigsørefuld og slutter dette album af med et uafviseligt bevis på, hvilket mesterligt foretagende, Iron Maiden er. Det hér sætter – i lighed med store dele af resten af albummet – konkurrenterne til vægs med et brystkasselæderende eftertryk, så de bliver hængende i et godt stykke tid!

NØDVENDIGHED
”So there you have it,” som de ofte påpeger i britiske debatprogrammer. Giver du dette album den tid og plads, det i dén grad kræver, bliver du belønnet med Iron Maidens bedste album siden den i denne anmeldelse så ofte omtalte ”Brave New World” fra 2000. Anmeldelsen er i øvrigt skrevet efter fire gennemlytninger, og jeg ved, jeg slet ikke er færdig med den endnu.

I en lang række af faktorer, der imponerer i forbindelse med ”Senjutsu”, er det mest imponerende, at Iron Maiden godt fire årtier inde i karrieren er så klar til nye udfordringer og i det stykke kan komme op med et værk så eventyrlystent og musikalsk krævende som dette. Og tilmed få det til at lyde, som om det simpelthen er livsnødvendigt for dem.

For det er det selvfølgelig, og Iron Maiden fortjener for det respekt i et omfang, så selv mit ellers righoldige arsenal af superlativer næppe er nok.

Iron Maiden, mine damer og herrer – up the irons!

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

Music became a healer for me.

_ Eric Clapton

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk