Steffen Jungersen

.

Binzer JUNGERSEN WEB 930x180 v1

DØD OG HELVEDE TIL LIVSGLÆDENS PRIS

Share
baest2021
stjerne stjerne stjerne stjerne stjerne  

Herlige Baest imponerede i Pumpehuset og vækkede velkomne minder om stedets fortid som death metal tempLET i hovedstaden

BAEST, Pumpehuset, København, 8.10.

Når éns kandidatur til at gøre Tollundmanden selskab i montren på Silkeborg Museum forstærkes for hver dag, der går, bliver man - så enerverende det end måtte være – lige så stille stadig sværere at imponere.

Den dag, hvor man simpelthen siger ”har været der, har set og hørt det hele adskillige gange, og i øvrigt er der Barnaby i aften” trænger sig således for ofte på, uanset at man gør sit bedste for at trænge samme dag i baggrunden.

Til alt held har vi en listig lille kvintet fra Aarhus ved navn Baest, som hellere end gerne giver en hjælpende hånd og nogle decibel med, så man ganske glemmer, at førnævnte dag af og til trænger sig på.

Det gjorde Baest ved en rent ud sagt eventyrlig optræden på Copenhell for to år siden, hvor jeg og en lige så krigsarret kollega i kor blev enige om, at de fem musikanter oppe på scenen den eftermiddag leverede selve årsagen til, at han og jeg i en fjern fortid solgte sjæle, svigermødre og såkaldt sund fornuft til Heavy Metal.

Siden gjorde en epidemi, som har været ganske omtalt, at jeg aldrig rigtig fik muligheden for at følge den oplevelse på Copenhell op. Indtil fredag 8.10. hvor Baest spillede den første af to udsolgte koncerter i københavnske Pumpehuset.

DEATH METAL TEMPLET
Lige præcis Pumpehuset har en lang og glorværdig fortid som selve stedet, hvor man i sin tid oplevede foregangsmændene i dén genre, Baest begår sig i. Nemlig death metal.

Faktisk er det ikke så lidt af en cadeau til dem, der byggede huset i 1858 (!), at bygningen står der endnu. Det er trods alt stedet, hvor jeg gentagne gange i 1990’erne oplevede bands som Morbid Angel, Carcass, Vader, Konkhra, Massacre, Death, Bolt Thrower, Entombed og mange flere på det mest insisterende forsøge at jævne stedet med jorden.

Men Pumpehuset står der endnu, og det gør death metal også hér godt 30 år senere. Det sidste er Baest mildest talt medvirkende til. Ja, faktisk kan vi godt tage heavy metal som sådan med i ligningen for min skyld, for det er præcis bands med den begejstring og entusiasme, som Baest lægger for dagen, der gør, at genren stadig er gangbar.

Således også i Pumpehuset i fredags da Baest fra start og en god time frem gik til stålet (!) på en måde, så jeg hurtigt mærkede mundvigene søge ad det krakelerende loft til, mens guitaristerne Lasse Revsbech og Svend Karlsson rev riffs af sig, som om morgendagen aldrig kom, og sammen med Mattias Melchiorsen (bas) og Sebastian Abildsten gjorde deres bedste for at levere en lyd så fed, man kunne arrangere et sumobryder træf på den. Forrest piskede vokalisten Simon Olsen stemningen op det bedste, han har lært og blev belønnet af et begejstret publikum, der som undertegnede bare havde SAVNET det her.

Baest har glimrende numre, men skeptikere vil selvfølgelig hævde, at de hverken leverer noget nyt eller revolutionerende, men det er faktisk klampehamrende ligegyldigt, for de deler gavmildt ud af noget som er langt vigtigere: Livsglæde og en tro på at vi nok får morgendagen med, og at dét så i øvrigt ikke gør noget.

Så smittende er nemlig væg-til-væg smilene og den ligeud tøjlesløse begejstring, Baest medlemmerne på scenen formeligt stråler af, når de svinger fanen for klassisk death metal så knaldende kompetent, som de gør.

I øvrigt er jeg ikke så sikker på det dér med ”nyt og revolutionerende”, for Baest har faktisk en temmelig udefinerbar friskhed i deres version af death metal, som jeg ikke mindes at have oplevet i dén genre i mange år.

foto: Helle Jappe Ellegaard

Share
 

Dagens Sang

 

Kontakt

Al pressekontakt, annoncering, promotion og PR varetages af Steffen Jungersen - steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende anmeldelser, promoer o. lign. bedes rettet til steffen@steffenjungersen.dk

---

Henvendelser vedrørende hjemmesiden og nyhedsbrevet bedes rettet til astrid@steffenjungersen.dk

 

Dr Rock - udvalgte nedslag i 25 års rockhistorie

Dr-rock2

I don't like painting flowers in my music. I like painting guts and pain.

_ Jonathan Davis

Denne side anvender cookies. Ved at fortsætte, accepterer du vores cookiepolitik To find out more about the cookies we use and how to delete them, see our privacy policy.

I accept cookies from this site.
EU Cookie Directive plugin by www.channeldigital.co.uk